Forsoningen sker ikke kun for menneskets skyld; men også for Guds skyld. Guds ære og herlighed er nemlig også blevet krænket ved menneskets frafald i synden, skriver sognepræst Peter Grønlykke
- Colourbox
Peter Grønlykke |
27. december 2011
Gud blev menneske i Kristus for at frelse det syndige og fortabte menneske, skriver sognepræst Peter Grønlykke
Spørgsmål:Hej
Hvorfor blev Gud menneske?
Venlig hilsen
Per
Svar:I Middelalderen var der en teolog, Anselm af Canterbury (1033-1109), der ligefrem skrev et berømt værk med titlen ”Hvorfor Gud blev menneske” (Cur deus homo).
Anselms svar er, at Gud blev menneske i Kristus for at frelse det syndige og fortabte menneske. Mennesket har ved synden bevæget sig bort fra Gud. Og forsoningen mellem Gud og menneske består i, at Gud sender sin søn til verden, som et sonoffer.
Dette sker ikke kun for menneskets skyld; men også for Guds skyld. Guds ære og herlighed er nemlig også blevet krænket ved menneskets frafald i synden.
LÆS OGSÅ:
Da Gud blev et menneskeDerfor tjener forsoningen et dobbelt formål: Både genoprettelsen af Guds ære og menneskets frelse. Gud måtte blive menneske for sin egen æres skyld. Gud måtte blive menneske, for at han (fortsat) kunne være Gud, kunne man sige. Gud måtte blive menneske, for ellers var der områder af tilværelsen, som Gud ikke havde indflydelse på. Nemlig mennesket som fortabt og syndigt. Og for at nå den del af tilværelsen gav Gud sin egen søn som offer.
Når Gud blev menneske, rækker han altså ikke blot almægtigt mod en fortabt menneskehed; han rækker ligeledes dybt ind i sit eget væsen.
Det gør han afmægtigt med sit offer af sin søn Jesus Kristus. Hermed kan man sige, at Gud holder kærlighedens afmagt frem, som en side af Guds eget væsen. Ja, måske som den eneste side af Gud, vi kan møde. For Gud møder vi jo kun i hans åbenbaring i Kristus.
Således er der noget, der vendes på hovedet i vores forståelse af, hvorfor Gud blev menneske. For vi vil umiddelbart tænke på, at Gud blev menneske for vores (menneskets) skyld, og ikke for Guds egen skyld.
Det vil vi gøre med væsentlig støtte i Det nye Testamente, hvor det er dette aspekt, der er helt indlysende. Gud ofrer sin søn for menneskehedens skyld.
Men dertil kommer også, tror jeg, at vi som moderne mennesker har fået ”svækket” vores gudstanke og gudsbegreb. Det er ikke svært for os at forholde os til en ”svækket” Gud. Til den Gud, der ofrer sig for vores skyld.
Det er jo sådan, vi forstår kærligheden. Den ”ofrer” sig. Den har ikke noget bestemt indhold eller formål. Den stiller ingen krav, men er betingelsesløs. Men dermed stilles betingelserne jo af modtageren.
På den baggrund er spørgsmålet: Formidles der så noget som helst? Er kærligheden andet end afmægtig kapitulation? Er kærligheden andet end bekræftelse af modtagerens status og situation?
Såfremt kærligheden og kærlighedens offer påstår at give noget som helst: trøst, opmuntring, tilgivelse eller hvad det nu måtte være, så er det vel spørgsmålet, om den overhovedet kan gøre det?
Det er her, det brænder på for os moderne mennesker. Både hvad angår forståelsen af, hvad det betyder, at Gud er blevet menneske; men vel egentlig også, når det drejer sig om den mellemmenneskelige kærlighed og dens væsen og muligheder.
Her vil jeg mene, at den klassiske forståelse af, hvorfor Gud blev menneske, som den for eksempel er beskrevet hos Anselm, er værd at tænke på og at gennemtænke på ny.
Venlig hilsen
Peter Grønlykke
Sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano