“Julen er et fremtidshåb”

Dengang gik folk ikke rundt og tænkte, at fremtiden ville blive bedre end fortiden. Man tænkte omvendt. Man tænkte, at fortiden var det bedste. Jøderne længtes efter en fortid, hvor de ikke var besat af Romerriget, og hvor de havde deres eget kongedømme med en konge ligesom kong Salomon. De romerske magthavere begrundede deres ret til magten med, at de kunne føre deres slægtstavler helt tilbage til dengang, Rom efter sigende blev grundlagt af Romulus og Remus.

Datidens lærde var tillige overbevist om, at hele rigets sikkerhed afhang af, om man overholdt forfædrenes religiøse skikke til punkt og prikke. Da Romerriget kollapsede i det fjerde århundrede, og kristendommen blev statsreligion, skrev kirkefaderen Augustin et imponerende værk, Om Guds Stad, for at overbevise romerne om, at det gamle ikke var det bedste. Det bedste var det nye, og det nye var det kristne budskab.

Før romerne var det grækerne, der styrede verden. De var også forankret i fortiden. Store græske filosoffer som Heraklit og Platon forestillede sig, at der engang havde været en guldalder, hvor alt var fryd og gammen. Derefter var det gået ned ad bakke, først med en sølvalder, så en bronzealder og til sidst en jernalder, hvor folk bare var drevet af alles kamp mod alle.

På denne måde betragtede de hele den menneskelige historie som en lang forfaldshistorie. For dem var der kun én måde at løse dette problem på. Det bestod i at vende tilbage til fortiden. For ifølge dem var fortiden god, smuk og sand og derfor efterlignelsesværdig.

Før grækerne sad de egyptiske faraoner på magten. Mange har spurgt sig selv, hvordan de kunne gøre det i flere tusind år. Svaret er, at alle var overbevist om, at man bare skulle gentage det gamle eller vende tilbage til det. Faraoerne opretholdt balancen i dette system. De kunne føre deres slægt tilbage ikke blot til historiens begyndelse, men til verdens skabelse og videre endnu til de guder, der havde skabt den.

Fortidslængsel lever videre i forskellige former
Når man tager alt dette i betragtning, så forstår man, hvor revolutionerende det kristne budskab var, og hvorfor det mødte så megen modstand. Kristendommen siger ikke, at alt i fortiden er dårligt. Men den siger, at det ikke er godt nok, og at løsningen ikke ligger i at vende tilbage til tidligere tider. Fremtiden er vigtigere end fortiden, og den er også bedre.

Vi har nu levet med kristendommen side om side i snart to tusinde år. Men det er stadig en udfordring at tage budskabet til sig. I dag lever romernes, grækernes og egypternes længsel efter fortiden videre i forskellige nymodens udgaver.

På det politiske og kulturelle plan er der nogle, der ønsker at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der kun var én kultur, og hvor der kun var ét flag, der vejrede i de danske flagstænger.

Inde for psykologien kommer fascinationen af fortiden til orde i dem, der siger, at det er godt at være barn, dårligt at blive teenager, slemt at blive voksen og forfærdeligt at blive gammel.

På et mere personligt plan er der mange, der drømmer om, at vende tilbage til fortiden, og så gøre det hele om.

Kan vi virkelig tro på julens budskab?
Ifølge kristendommen er alt dette ønsketænkning, eventyrsnak og dagdrømmerier. Vi hverken kan eller skal tilbage til fortiden. Vi skal huske fortiden og tage ved lære af den. Men fremtiden er vigtigere end fortiden, og den er bedre. Dette er julens enkle og revolutionerende budskab til os alle, unge som gamle, lærde som ulærde..

Men kan vi virkelig tro på dette glædelige budskab? Kan vi tro på det i et kosmos, hvor vi stille og roligt afventer, at jorden bliver udslettet, når solen engang er blevet gammel og grå? Kan vi tro på det på en klode, hvor klimaforandringer truer i takt med at tiden går? Kan vi tro på det i en verden, der gennemrystes af krig, hungersnød og kriminalitet? Kan vi tro på det i et Europa med lande i oprør og vaklende økonomier? Kan vi tro på det i et Danmark med sprækker i Storstrømsbroen og i politikernes forklaringer? Kan vi tro på det i en folkekirke, hvor man er splittet i spørgsmålet om homoseksualitet og meget andet? Kan vi tro på det i vores egen familie, hvor der er så mange tårer, som kun vi selv kender til? Kan vi tro på det i vort eget liv, der dag for dag nærmer sig sin afslutning?

Julens glædelige budskab til alt dette er: Ja! Vi kan tro på det, fordi det er Gud selv, der har svaret. Det svar udgik fra himlen. Med engles hjælp blev det ført ned til jorden. Det tog sin skikkelse i et lille barn i en krybbe.

Fra den krybbe gik Jesus ud og prædikede sit enkle og revolutionerende budskab. Han prædikede det med sit liv. For hvor end han færdedes, blev folk fyldt med mening, tillid og livskraft. Han prædikede det også med sin død. For når Jesus går i døden og overvinder den, så betyder det, at det sidste, der blokerer for fremtiden, er fjernet.

Fremtiden bliver bedre end fortiden. Selv når vi er færdige med livet, og det hele er ved at være fortid, så kommer kristendommen med det samme glædelige budskab: Fremtiden er vigtigere end fortiden, og den er bedre. Et håb plantes, et lys tændes, et livsmod udfolder sig. Det er, hvad der sker, når man tager et nyfødt barn i sine arme.

Martin Herbst er sognepræst og panelist på religion.dk