22. december 2011
Forfølgelsen mod de kristne er tiltaget i den periode, hvor Kim-Jong-Un er kommet tættere på at overtage magten i landet, skriver PR- og informationssekretær i Åbne Døre Klaus Dahl
Nordkoreas leder er Kim Jong Il død, og hans søn, Kim Jong Un, står for at skulle overtage magten.
Mange rapporter fortæller om undertrykkelse og forfølgelse af kristne i Nordkorea. Men vil det ændre sig med den nye leder? Er der udsigt til bedre forhold for de kristne i landet?
Kristendom.dk har spurgt Klaus Dahl, som er PR- og informationssekretær i den kristne organisation Åbne Døre:
Hvordan har de kristne nordkoreaneres vilkår været i Kim Jong-Ils regeringstid?
"Allerede Kim Jong-Ils far, Kim Il-Sung, forfulgte de kristne i Nordkorea. Men under Kim Jong-Il er denne forfølgelse blevet endnu værre. Når man hører om forholdene i Nordkorea, tales der ofte om ”politiske fanger.”
"Men i realiteten er det først og fremmest de kristne, det nordkoreanske styre går målrettet efter. Hvis nordkoreanske flygtninge bliver fanget og afsløret i at have haft kontakt med kristne, bliver de idømt en hårdere straf end alle andre, fortæller nordkoreanere til Åbne Døre."
"Det hemmelige politi er til stede i hele landet og går overalt rundt i gaderne for at se, om nogen for eksempel ser ud til at bede. Bliver nogen afsløret med en bibel på sig, bliver vedkommende fængslet – sammen med tre generationer af vedkommendes familie (for eksempel børn, søskende og forældre). Hensigten er at skræmme alle andre fra at blive kristne. Alligevel vokser antallet af kristne i landet."
"Det overrasker mange, at der i Nordkorea rent faktisk findes en hel række, deciderede koncentrationslejre, hvor fangerne lever under ekstremt elendige forhold."
"Ifølge Amnesty International befinder omkring 200.000 nordkoreanere sig i disse lejre. Og Åbne Døre anslår, at omkring 50-70.000 af disse er kristne. Disse lejre er den samme type kz-lejre, som nazisterne opbyggede under Anden Verdenskrig."
"Tidligere fanger og fangevogtere fortæller, at der også er et gaskammer i nogle af lejrene, blandt andet megalejren Yodok. Nogle af de få undslupne, tidligere fanger og fangevogtere, fortæller, at ekstrem og grusom tortur hører med til hverdagen i disse lejre. Desuden bliver fangerne tvunget til hårdt tvangsarbejde under umenneskelige forhold. En tidligere fangehar fortalt, at der dør så mange i lejrene, at ligene ofte ligger i store bunker."
"Det har ofte undret mig, at verdenssamfundet ikke vier dette folkedrab større opmærksomhed, end det er tilfældet. Der har mig bekendt heller ikke været mange demonstrationer mod dette folkemord."
Hvordan tror du, de kristnes vilkår vil blive, når Kim Jong-Un overtager ledelsen i Nordkorea?
"Jeg tror desværre ikke, at de kristnes forhold vil blive bedre i Nordkorea efter Kim Jong-Uns magtovertagelse. De, der har været tæt på Kim Jong-Un, beskriver ham som en endnu mere kynisk mand end sin far."
"Desuden er forfølgelsen mod de kristne tiltaget i den periode, hvor han er kommet tættere på at overtage magten i landet. Antallet af husrangsagninger er steget i den senere tid. Ofte forsøger det hemmelige politi endda at lokke børnene i en familie til at afsløre, om der er bibler i et hjem."
"Hvis der så bliver fundet bibler, bliver hele familien sat i kz-lejr. Sommetider bliver børnene også bare overladt til sig selv og kommer derfor til at høre til blandt Nordkoreas mange gadebørn. Der er også et eksempel på, at en kristen i Kina er blevet likvideret af hemmelige nordkoreanske agenter i den periode, hvor Kim Jong-Un er begyndt at markere sig."
"Kim Jong-Un forsøger tydeligvis at markere sig selv som en beslutsom og magtfuld mand, der ikke skyr noget middel mod for eksempel kristne. Intet tyder derfor på en opblødning i den nærmeste fremtid."
Klaus Dahl er PR - og informationssekretær i organisationen Åbne Døre, der arbejder med forfulgte kristne.