“Der findes ikke nogen fremtid, som Gud ikke er med i”

Ind over vores nytår kaster Guds historie et håbsperspektiv, der handler om nærvær, livsmod og menneskeværd, skriver provst Hanne-Birgitte Kristiansen

"Vi sejler ud i livet på en jomfrufærd…
Det tordner i vest og det tordner i øst,
men vi har sat kursen mod ukendt kyst.
Vi må elske eller dø
på den stormfulde sø.
Vi har hverken vest eller redningsbåd,
men skulle der være lig i lasten,
så vinker håbet højt i masten."

Her ved nytårstide er det nemt at blive ramt af fornemmelsen af, at livet er en jomfrufærd, som Lars Lilholt synger det. Selvfølgelig bliver vi klogere og mere erfarne med årene, men Søren Kierkegaard har alligevel ret, når han siger, at livet skal leves forlæns, men forstås baglæns.

Derfor er det altid et vovestykke at leve, for selvom vi har lagt en kurs, kan vi sagtens havne på ukendt kyst. Og der gives ingen redningsbåd, der kan sikre os. Den, der af frygt aldrig vover sig ud, kan få kanden med skoldhed kaffe ned over sig hjemme i sofaen. Der er ikke andet for end at stævne ud og vove livet på vores jomfrufærd. Og den går mellem torden i øst og vest, og af og til sejler vi ret ind i uvejret.

Vi har brug for Guds tilgivelse
Når livet og vores sejlads er så usikker en størrelse, gør det en forskel, i hvilket perspektiv vi ser os selv og vores liv. Med Bibelens perspektiv kan vi lægge vores fortid ind under Guds tilgivelse, vi kan leve vores nutid i Guds kærlighed og gå kan ind i fremtiden med tiltro til Guds nærvær.

Vi kan lægge vores livs dage og år bag os, fordi Guds tilgivelse lader os begynde på en frisk. Også i den forstand bliver livet en jomfrufærd.

Livet går ikke altid op
Vi mennesker kan langt fra altid se tilbage på vores liv og binde en sløjfe, hvor alting går op og ser fint ud.

Vores liv har løse ender, ting vi ikke fik gjort færdige, ting vi ikke fik gjort godt nok, ting vi slet ikke skulle have gjort. De dage, der er gået, kan vi ikke lave om på. Men Gud ser det, tilgiver det, rummer det, og vender os om mod de nye dage, som vi nu får givet og har ansvar for.

Fra Jesus ved vi, at Gud er den, der harmes, når vi tager glæden fra andre mennesker. Gud er den, der aldrig accepterer det onde vi gør, men altid accepterer os.

Ind over vores nytår kaster Guds historie et håbsperspektiv, der handler om nærvær, livsmod og menneskeværd. Der er ikke noget i vores fortid, vores nutid, eller i vores ukendte fremtid, der kan tage vores værdighed fra os. Den værdighed, der kommer af at være elsket og at være Guds barn.

Håbsperspektivet er, at vi får livet til gavns og til låns, og at vi ikke nødvendigvis skal få det til at gå op. Vi må leve det uden redningsvest – og så må vi tage imod tilgivelsen, når vi svigter.

”Sku' der være lig i lasten, så vinker håbet højt i masten!” som Lilholt synger. Det er der noget frejdigt og meget evangelisk over. For vi må ikke undlade at gøre noget af angst for at gøre noget forkert.

Gud har valgt os
Hvis 2011 var et hårdt år, eller vi står overfor noget vi frygter, så kan al vores bekymring for i morgen, næste uge og det nye år få os til at glemme det vigtige bibelske budskab: at der ikke findes nogen fremtid, Gud ikke er i.

Vi kommer ikke til at opleve noget mørke, som Gud ikke vil være til stede i. Vi kommer ikke til at træffe noget valg, der får Gud til at ændre på, at han har valgt os. Vi har Gud med om bord, når vi stævner ud.

”Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! (Ef. 3,20f)

Hanne-Birgitte Beyer Kristiansen er provst i Hedensted Provsti