Vi kan fægte nok så meget med massive målsætninger, friske fortsætter og veldefinerede ønsker: Fremtiden byder på kræfter, både dem, som vi har magt over, og dem, som vi ingen magt har over og som oven i købet ikke lytter det fjerneste, når vi råber: Jamen, vi havde planlagt noget andet!

De bibelske historier giver os livsmod midt i det ukendte
Det er jo lige til at blive skræmt af. Men vi skal ikke gå modløse ind i et nyt år. Tværtimod skal vi gå med forventning og tillid ind i de ukendte dage. Hvis vi spørger Bibelen, så bekræfter den, at det er sådan, det er.

Og så fortæller den mindst to historier, der peger på, hvad der er helt afgørende for os, når vi skal træde ind i ukendt landskab:

Jeg tænker på historien om Abraham. Han er vores læremester, når det handler om at gå ind det nye og ukendte med tillid: Han brød op fra en velkendt hverdag og gik mod det land, Gud lovede ham uden at have den ringeste anelse om, hvordan det land så ud, eller hvordan rejsen i øvrigt skulle gå. Han stolede på Gud – også når han ikke forstod noget som helst.

Og jeg tænker på fortællingen om Jesu død. Den lyse dag blev mørk, og Jesus kaldte, med en meget menneskelig stemme, på Gud fra korset: ”Hvorfor har du forladt mig?” Og så siger han: ”I dine hænder betror jeg mig.” Han vidste ikke, at der skulle blive en opstandelse. Han hørte ikke nogen stemme hviske: ”Tag det roligt, min søn, det skal nok gå.” Så Jesus kastede sig ud i noget, der lige så godt kunne have været en mørk afgrund.

Abraham og Jesus talte med Gud, fulgtes med Gud, stolede på Gud og gik med Ham ind i det ukendte. Det befriede dem ikke for smerte og angst. Men der var én at følges med, én at klage sin nød til og én at takke.

Og så er det da en pointe i historierne, at Abrahams tro blev regnet ham til retfærdighed – han kom faktisk til det lovede land. Og Jesus blev ikke i døden, men trådte lyslevende ud af graven påskemorgen.

Det er de bibelske historier, vi skal erindre og opmuntres ved her på tærsklen til nye, ukendte dage.

Stol kun på dit Fadervor
I troens verden er det åbenbart ikke super afgørende, hvad jeg kan præsentere af spændende planer og friske fortsætter. Det handler derimod om at følges med Gud. Det handler om at tro på, at Gud er der og har været der hele tiden. At tro på, at Han følges med mig ind i det nye ukendte år. Og at det er nok.

Og hvis jeg bevæger mig fra festen og nytårskrudtet hen i kirken, så er det nøjagtig det budskab, der repeteres for mig, og som det altså er meningen, at jeg skal gå ind i det nye år med: Gud er min Far i himlen, jeg er hans barn, og Han ved, hvad jeg trænger til, endnu før jeg har bedt. Jeg behøver bare at bede Fadervor, så er alt det vigtigste sagt og bedt.

Den tro giver mig ingen garanti mod tab. Jeg får ingen løfter om, at jeg kan undgå svære stunder i 2012. Det har jeg heller ingen forventninger om. Men jeg ved, at jeg ikke går alene: Gud har lovet, at Han også vil være min himmelske Far, og at Han går ind i det nye år sammen med mig. Og Han plejer at holde, hvad han lover.

Så vil jeg alligevel hoppe ind i det nye år med sølvglimmer i håret, champagne, truthorn og gode venner og forvente mig glædeligt nyt af det nye år. Og hvem ved, måske jeg også lige snupper et nytårsfortsæt eller to. Det kunne jo være, det virkede i år…..

Lone Vesterdal
Sognepræst