NYTÅRSPRÆDIKEN "Vi gør både de anderledes troende og os selv uret, hvis ikke vi tør stå ved Ham, vi tror på," sagde biskop Henning Toft Bro i sin nytårsprædiken til det officielle Aalborg i dag

Prædikentekst: Matthæusevangeliet kapitel 2, vers 1 – 12.

Med risiko for at blive kaldet politisk ukorrekt, hvad jeg ikke har det dårligt med, ender det med at jeg både kommer til at nævne Jesus og Gud ved navn i denne prædiken.

Før jul var der igen, igen nyheder fremme om, at man i folkeskolen ikke kunne synge salmer, hvor ordene Jesus og Gud fremstod. Derfor var der skoleledere, der redigerede vers ud i vores julesalmer, hvis ordene Jesus og Gud optrådte.

Jeg forstår ikke denne debat. Det tror jeg heller ikke, at ikke-kristne forstår. Men af hensyn til den politiske korrekthed, er der altså skoleledere og andet godtfolk, der mener, at vi skal tage så overdrevent hensyn til andre religioner, at vi som danskere, med en årtusind lang kristen tradition ikke må synge vores kære, danske julesalmer hvor ordene Jesus og Gud indgår.

Jeg, for min part, synes det er et hån mod anderledes tænkende og troende, og jeg er overbevist om, at vi både gør de anderledes troende og os selv uret, hvis ikke vi selv tør stå ved det, det vil sige Ham, vi tror på, Gud, som er åbenbaret i sin søn Jesus Kristus.

Så sikkert som, ja, undskyld udtrykket, amen i kirken, lokker ugebladene i disse dage med to ting, som de altid gør omkring nytår.

For det første lokkes der med slankekure til alle os, som glemte alt om fiberrig og nærende kost i julen, hvor vi i stedet lod al ufornuften sejre og åd os gennem det ene gode måltid efter det andet, mens vi samtidig lod hånt om motion.

For det andet lokkes der med horoskoper, der rækker fra en uge til et helt år, og så kan man jo med horoskoperne i hånden og alt efter stjernernes stilling på himmelbuen sætte sig ned og finde ud af, hvordan ens liv vil udvikle sig i de kommende uger og det kommende år.

Eller hvad med den lille notits i en avis i juledagene om en af de danske kendisser. Han har et dårligt 2011. Derfor gik han til en numereolog. Hun kunne fortælle ham, at hans fornavn var ”alt andet, end hvad han havde brug for”. Derfor foreslog hun, at han fik et nyt fornavn, så han får held til at få sit liv til at vende. Det vil nok tage tre til fire måneder, før han kan mærke forandringen, og han er derfor indstillet på, som det hedder, ”at han må væbne sig med en portion tålmodighed”.

Tomhed, tomhed, og atter tomhed, siger jeg.

Jeg for min part fatter ikke, at mennesker tror, deres liv og hverdag afhænger af, hvad de hedder og af hvorledes stjernerne står på himlen. At mennesker forlader sig på stjernetydning, som var det deres tro.

Jamen, vismændene gik da også efter stjernen, er der måske en og anden, der indvender.

Ja, således læser vi historien om disse tre vise mænd fra Østerland. De var draget op fra deres land i øst for at gå til Jerusalem, hvor de forhørte sig om jødernes nyfødte konge.

Men når vi læser videre i fortællingen, denne skønne, eksotiske, duftende fortælling, så erfarer vi hurtigt, at det ikke var stjernenes stilling på himlen, der var det interessante. Det, der betød noget for dem, det var det, der var under stjernen, sagt lige ud: det var lyset under stjernen, de opledte og fandt, det var Jesus Kristus, verdens lys, der var deres rejses mål og deres livs mening.

Matthæus ikke bare antyder dette, men siger det direkte: Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset, og de så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det…

Vismændene havde foretaget deres livs rejse, og det er ikke for meget sagt, de havde fundet deres livs mening, de fandt det i barn Jesus, og derfor falder de ned på knæ, som man gjorde det for kongen, og de tilbad barnet, de bad til Gud og takkede, fordi de havde fundet ind til meningen med deres liv.

Igen i år holder vi gudstjeneste for det vi kalder ”det officielle Aalborg”. Det er en god tradition. Det er med til at fastholde os i det, vi er rundet af, og det vi vil leve i og efter: en anstændig tale om livets udfordringer i Ånd og sandhed.

I 2011 udgav sognepræst og journalist og præst, Sørine Godtfredsen, bogen: den åndløse dansker. Et af kapitlerne hedder: Folkekirken som tabersag. Overskriften er misvisende, hvis man tager ordene for pålydende. Forfatteren mener faktisk, at folkekirken er en vindersag.

Et sted siger hun: "Naturligvis vil Danmark bestå uden en folkekirke, for der er stadig så meget, der binder os sammen, selv om kristendommen officielt tages bort. Sproget, først og fremmest, og historien, landskabet og den indforståede tone og fornemmelse af fælles humor, normer og mentalitet. Folkekirken er ikke en definitiv for forudsætningen for følelsen af samhørighed, men den udgør afgjort en del af den, selv om mange næppe vil opdage det, før dagen sandsynligvis oprinder, hvor stat og kirke bliver adskilt."

Jeg for min part kan ikke være mere enig. Folkekirken udtrykker en levende sammenhængskraft mellem folk og kirke. En sammenhængskraft, der er med til at skabe vores identitet som et kristent folk.

Det begyndte med Jesu fødsel. Det blev bekræftet i hans lidelse, død og opstandelse.

Nogle af dem, der var med til at bære budskabet om ham ud i verden og op til os, var de tre vismænd. De gik efter lyset, de så lyset, og de gik tilbage til deres udgangspunkt og forkyndte det glædelige budskab om lyset. Om Jesus Kristus.

Det gør vi endnu. Det bliver vi ved med. Vi behøver altså ikke at se på stjernernes stilling i forhold til hinanden. Vi behøver ikke at skifte navn for at finde mening. Meningen er fundet. Meningen har fundet os. Vi er fundet. Vi er fundet af evangeliets tale om syndernes forladelse og evigt liv. Det giver mod i hverdagen. Det giver kræfter til alle bære de opgaver, vi skal i vort liv med hinanden, og i stat og kirke. Jo, også i denne jul og i dette nytår, er der grund til at løfte hovedet og takke for livet. Livet i Kristus.