“Åremålsansættelse skaber ikke mere dynamik i folkekirken”

Åremålsansættelse kunne i visse tilfælde friste til uholdbare hovsaløsninger på indviklede forhold, fordi bordet helst skal være ryddet inden vagtskifte, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Kirkeministeriet har fremsat et lovforslag om åremålsansættelse af biskopper med den begrundelse, ”at bispeembedet på grund af øget eksponering er mere belastet i dag end tidligere, og at det på grund af denne ændring af embedets karakter er vigtigt, både af hensyn til folkekirken og af hensyn til de enkelte biskopper, at området tilføres ny dynamik."

Åremålsansættelse er en dårlig idé
Der er ingen grund til at føle sig tryg ved, at politikere begynder at spekulere i en ny forståelse af "embedets karakter." Hvis der er for meget at bestille, kunne man begynde med at dele et par af de største stifter (især Helsingør) hvad der også lejlighedsvis har været på tale.

Trods mere mediemæssigt fokus på biskoppens arbejde (især ved de altid pirrende personsager) er der ikke ændret noget ved, at biskoppen først og fremmest skal sørge for, at der forkyndes evangelisk luthersk kristendom i kirkerne.

En biskop har stiftet som sit "sogn," og det tager nu engang tid at skaffe sig kendskab til alle kroge. Hvordan der skulle komme mere "dynamik" ud af en på forhånd afmålt ansættelsesperiode må forblive en gåde. Det kunne i visse tilfælde i stedet for friste til uholdbare hovsaløsninger på indviklede forhold, fordi bordet helst skal være ryddet inden vagtskifte.

Det har inden for de seneste år under opstillingen af kandidater været nævnt, at en bestemt kandidat i tilfælde af valg ville kunne sidde i 30 år. Man kan ikke udelukke, at enkelte biskopper fik lovlig lang funktionstid i forhold til deres kapacitet, men generelt skal man være varsom med at ringeagte en langtidsopsparet erfaring og indsigt og dyrekøbt tålmodighed hos den, der skal vejlede og rådgive i kirkelige forhold.

Det ligger i umiddelbar forlængelse af tanken om 12-års ansættelser, at de samme vilkår kunne gælde for almindelige præster. "Dynamikken" kunne da bestå i hyppigere præsteskift, men hvordan har man tænkt sig det problem løst, at der vil udkrystalliseres en gruppe ikke alt for populære præster, som må formodes at skulle genansættes efter de nugældende regler om menighedsrådets indstillingsret?

Eller hvad med en biskop, der ryger ud efter de 12 år, og som i mellemtiden har passeret de 60? Det er ikke let at se, hvor de menigheder er, som brændende ønsker sig sådan et stykke gråt guld.

Teologisk sagkundskab bør være en vigtig forudsætning
Forud for vedtagelsen af den nugældende bispevalgslov fra 1922 var der flertal for indirekte valg, det vil sige, at udpegede repræsentanter for menighedsrådene, præsterne samt biskopperne og det teologiske fakultet foretog valget.

Derigennem ville man sikre, at indlysende dygtige præster og teologer uden specielt lokalt rodfæste kunne opnå valg. Men kirkeminister J.C. Christensen skar igennem, og valget blev overgivet til menighedsrådsmedlemmerne uden særlig indflydelse for gejstlige.

Frem for at kopiere ordninger fra usammenlignelige statslige forvaltninger kunne man overveje, om det ikke ville tilvejebringe noget mere "dynamik" at styrke den teologiske sagkundskabs indflydelse på bispevalgene og respektere, at præsterne nu engang har mere med biskoppen at gøre end menighedsrådsmedlemmer, som strengt taget kun er valgt til at varetage forholdene i eget sogn.

Bispevalgsloven af 1922 med den superdemokratiske valgmetode har medført, at særlig teologisk kompetence og indlysende begavelse ikke altid ydes fuld rimelighed.

Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst og panelist på kristendom.dk