Præsten kan ikke kræve, at alt hvad der foregår inde i kirkerummet er hans ansvar alene, skriver professor Lisbet Christoffersen
- Kilde: Colourbox.com
Lisbet B. Christoffersen |
16. januar 2012
Ansvaret for tilrettelæggelsen af den samlede begravelseshandlings forløb er præstens. Men resten er til forhandling med de efterladte, skriver professor Lisbet Christoffersen
Kære brevkasse
I anledning af striden i Fjerritslev kirke, hvor personer ved en begravelse ikke kunne få lov til, at en bestemt sang blev sunget, og ej heller fik lov til, at en fra familien talte i kirken, vil jeg gerne høre, om det virkelig kan være rigtigt, at en præst egenmægtigt kan bestemm,e hvad der må siges og gøres ved en kirkekelig handling?
LÆS OGSÅ:
Begravelser skaber konflikt mellem præster og pårørendeVenlig hilsen
M. Sahl
Svar:
Kære M. Sahl
Der er stor forskel på kompetencefordelingen ved forskellige typer af gudstjenester i folkekirken. Udgangspunktet er selvsagt, at præsten har ansvaret for tilrettelæggelse og gennemførelse af en gudstjeneste. Men dette udgangspunkt ændrer sig med anledningen. Formålet med en gudstjeneste er jo forskelligt, afhængigt af, om der er tale om højmesse, særgudstjeneste på et plejehjem, vielsesgudstjeneste, dåbsgudstjeneste eller, som her, begravelsesgudstjeneste.
Ved begravelsesgudstjeneste er reglen, at "begravelseshandlingens forløb fastlægges af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen foretaget. Når en præst medvirker skal begravelseshandlingen dog foretages i overensstemmelse med folkekirkens jordpåkastelsesritual." Denne regel står i begravelseslovens § 11.
Ansvaret for tilrettelæggelsen af den samlede begravelseshandlings forløb er altså præstens og præsten er forpligtet på det ritual, der findes for jordpåkastelse. Men resten er til forhandling med den eller de efterladte.
Det betyder ikke, at de efterladte kan kræve hverken bestemte sange, bestemte former eller bestemte optrin. Men det betyder på den anden side heller ikke, at præsten kan kræve, at den almindelige højmesseliturgi følges og alt andet henlægges til et mindesamvær efter afslutningen af begravelseshandlingen. Pointen er, at de efterladte har et retskrav på at have indflydelse på forløbet, der så sammensættes af præsten.
Præsten kan heller ikke kræve, at alt hvad der foregår inde i kirkerummet, er hans ansvar alene, eller at alene han taler i kirkerummet - ligesom de efterladte ikke kan kræve, at det er dem, der foretager jordpåkastelsen eller at der ændres i jordpåkastelsesritualet. De to yderpunkter er, at jordpåkastelsesritualet skal følges, og at præsten har det overordnede ansvar.
Inden for denne ramme er der helt enkelt tale om en forhandlingssituation. Det betyder også, at præsten ikke en gang for alle kan lægge sig fast på, at dette her, det kører jeg, så længe vi befinder os i kirkerummet eller på kirkens grund - de pårørende kan tage over ved graven eller ved mindesamværet bagefter.
Præsten har pligt til at tage højde for de efterladtes ønsker og passe formen til, så de efterladte kan rummes inden for denne form - men netop inden for en etableret form, det vil sige inden for en begravelsesgudstjenestes rammer.
Lad mig tilføje, at det selvfølgelig, hvis en forhandling går i hårdknude, kan være fornuftigt at få menighedsrådet til at mægle. Men grundlæggende er dette et spørgsmål, der ikke er menighedsrådets ansvar.
Det er så heller ikke menighedsrådet, man kan klage til, hvis man er utilfreds med forløbet. Præstens overordnede eller tilsynsførende i disse sager er provst og biskop.
Lisbet Christoffersen
Professor i kirkeret
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano