På verdensplan er det altså slet ikke "normalt" at være luthersk kristen. Det må i hvert fald minde os om, at vi ikke har råd til uvidenhed om, hvordan andre tænker og lever, skriver lektor Kurt Larsen

Nu hørte jeg det igen. En dansker sagde om religion i Tyskland: "Der er mange kristne, men der er også mange katolikker."

Det er et udsagn, der afslører stor uvidenhed. Det er også utroligt nedladende. Det er endeligt også udtryk for en meget farlig misforståelse af, hvad det vil sige at være kristen og kirke.

Den lutherske kirke er meget lille
I Danmark er 80% af os medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke. For 30 år siden var vi 92%, og for 100 år siden 99%.

Det er det normale i Danmark at være luthersk. Vi kalder den lutherske kirke for folkekirken. Dette fine ord kan få os til at glemme perspektiverne: På verdensplan udgør lutherske kristne 3% af verdens samlede antal kristne. Eller 1% af verdens befolkning i alt.

På verdensplan er det altså slet ikke "normalt" at være luthersk kristen. Det må i hvert fald minde os om, at vi ikke har råd til uvidenhed om, hvordan andre tænker og lever.

I den romersk-katolske kirke er der ca. 1.200.000.000 medlemmer, og den er "folkekirke" i talrige lande i Europa og Amerika. Nu betyder tal og status vel ikke noget i sig selv, for det vigtigste er naturligvis, hvad et kirkesamfund står for. Hvad gør egentlig en kirke til en kirke, og et menneske til en kristen?

Den kristne kirke er delt i mange grupperinger. Der er forskellige kirkelige traditioner, forskelligt sprog, forskellig teologi og forskellig historie.

Den fælles tro på Gud, Jesus og Helligånden forener os
Men midt i dette virvar er der noget, der er fælles, og som adskiller kristne fra muslimer og buddhister. I Oldkirkens arbejde på at fastholde den fælles kristne tro i en multireligiøs verden formuleredes den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse (Nikænum).

Heri fastholdes troen på den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, og troen på at Jesus Kristus er sand Gud, født af Faderen før alle tider, og tillige sandt menneske.

Nikænum har siden været anset som udtrykket for kirkens fælles og grundlæggende tro. Står man på det grundlag, er der tale om en kristen kirke, også selvom man bruger en anden liturgi, svinger med røgelseskar, taler et andet sprog og har en pave som leder.

Den fælles tro på Gud, Jesus og Helligånden forener os, så vi kalder hinanden kristne.

Er man derimod uden for Nikænum som grundlag, er der ikke tale om en kristen kirke, også selvom der er tale om flinke mennesker, der taler dansk og har lært meget af den kristne kultur.

Den romersk-katolske kirke og de ortodokse kirker i Grækenland og Rusland bruger flittigt Nikænum i deres gudstjeneste, og må derfor regnes som kristne kirker som vores egen evangeliske kirke.

Hvis man siger noget andet, har man faktisk gjort sin egen kirkelige tradition til noget mere vigtigt end selve den grundlæggende tro på Gud og Jesus. Og det er vigtigt at fastholde, at hverken folkekirkeordningen (eller vores egen tradition fra frikirke eller missionshus eller valgmenighed) er det afgørende.

Det afgørende er derimod den grundlæggende tro på den treenige Gud, og troen på Kristus som sand Gud og tillige sandt menneske.

Har et menneske denne tro i sit hjerte, er der tale om en sand kristen, uanset hvor man hører til. Om den tro findes, ved dybest set kun Gud. Men et kirkesamfund bygger på en åbenlys lære, og det er afgørende, hvad denne lære går ud på.

Vi har meget at lære af den katolske kirke
Det har ligget dybt i dansk tradition at være imod den katolske kirke i middelalderen og støtte Luthers reformation. Som barn har man måske i skolen hørt om fede munke, der havde rigtigt godt af at blive sat på porten af Luther.

Det kan få folk til at miste overblikket. Vel var der kritisable ting i middelalderens katolske kirke, men den romersk-katolske kirke i dag skal ikke dømmes efter sine svageste led – hverken i historien eller i nutiden.

Den skal vurderes efter sit grundlag. Og både protestanter og katolikker er fælles om Nikænum, og derfor er begge grupper kristne kirker, og medlemmer i begge grupper må regne hinanden som kristne.

Anti-katolicismen, der har været tradition i mange år i Danmark, er beklagelig, fordi den tildækker øjnene, så man ikke ser, at der er tale om brødre og søstre i den katolske kirke, og at der er meget at lære af dem, trods alt.

Et godt udtryk for fællesskabet er det, at man i Evangelisk Alliances bedeuge i Aarhus også har en fælles aften i den romersk-katolske kirke.

Kurt E Larsen
Ph.d og lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet