“Kirkens samfundsengament bør bære præg af integritet og kærlighed”

Bag et sandt kirkeligt engagement gemmer sig ikke et djævelsk ønske om blot at befæste vores kirkes position som institution og arbejdsplads, eller en manglende bevidsthed om, at Kristus må virke i og ved os, hvis vi skal kunne vise kærlighed og præge samfundet, skriver domprovst Thomas Frank

Som folkekirke har vi en tendens til ikke at se (eller ville se) ud over vores egen kirkelige verden og virkelighed. Dermed mister vi let evnen til og blikket for kritisk at udfordre det, vi betragter som selvfølgeligheder i vores måde at være kirke på.

Vi frasiger os tillige muligheden for at lære af andre kristne kirker. Men ikke mindst, vi oplever ikke, at folkekirken er del af et verdensomspændende fællesskab i Kristus, som står over for mange af de samme udfordringer.

Kirken bør vise integritet
Et område, hvor vi både kan blive udfordret, lære af andre kirker og opleve en samhørighed, er i spørgsmålet om, hvorvidt folkekirken som kristen kirke skal blande sig i den samfundspolitiske debat og mere direkte forsøge at påvirke den politiske beslutningsproces.

Nigel Biggar, som er professor ved Oxford Universitet og medlem af den anglikanske kirke, er i den forbindelse værd at lytte til for alle os, som er engagerede i folkekirken.

Han forsøger at formulere en tredje vej mellem på den ene side et konservativt bibelsk og teologisk standpunkt, som er afvisende over for at deltage i den politiske debat, og på den anden side et liberalt engageret standpunkt, som uden en dyberegående teologisk refleksion blander sig i den politiske debat. Det er standpunkter og fløje, vi genkender fra Danmark.

Han gør opmærksom på, at en kristen kirke har en uomgængelig opgave i at fortælle sandheden om Gud i lyset af Jesus Kristus, og om dét, som er godt for mennesket og er den rette måde for mennesket at leve sammen på i lyset af denne Gud.

Integritet er afgørende, når det gælder udførelsen af den opgave. Når vi som kristne forholder os til samfundspolitiske spørgsmål og ønsker at give vores holdning til kende og måske præge politiske beslutninger, så må vi, siger Biggar, ”se” før vi ”tænker.”

Kirken bør udtrykke kærlighed
Vores tale skal være et udtryk for kærlighed. At tale i kærlighed vil sige at tale med hensigten om at gavne. Det kan vi ikke forvente gøre, med mindre vi har sat os grundigt ind i den virkelighed, vi står overfor og er en del af.

Sagt på en anden måde, for at forstå mennesker og hjælpe dem i forhold til deres konkrete udfordringer, må Jesus Kristus være et forbillede for os.

I den proces, hvor kirken engagerer sig, må den heller ikke fokusere på sin særlige kristne identitet, den skal i stedet gå til sagen med et ydmygt ønske om at lære lige såvel som at belære.

Og ved at være ydmyg, tålmodig, overbærende og endda tilgivende ud over blot at være ærlig og frimodig, så vil kirken udtrykke kærlighed i debatten.

På den måde vil den agere med kirkelig integritet i den politiske beslutningsproces. At være polemisk eller stridbar, som vi også kender fra den danske debat, er således at give køb på kirkens integritet.

Kirkeligt engagement skal ikke handle om at befæste sin egen position
Folkekirkens engagement for et godt samfund er af institutionelle og andre grunde en vanskelig, men nødvendig opgave. Engagementet udspringer især af gudstjenesten og den tillid til Guds vilje, som Gud dér, (men også andre steder) vækker i os.

Bag et sandt kirkeligt engagement gemmer sig ikke et djævelsk ønske om blot at befæste vores kirkes position som institution og arbejdsplads, eller et manglende blik for vores egen fejlbarlighed og en manglende bevidsthed om, at Kristus må virke i og ved os, hvis vi skal kunne vise kærlighed og præge samfundet.

Thomas Frank er domprovst i Viborg Stift