“Ministeriets forslag er baseret på uklare påstande”

Åremålsansættelse ville medføre betydelige vanskeligheder både for bispeembedets udførelse, for kommende biskoppers bolig- og lønforhold samt det vil være til stor skade for det folkekirkelige liv, skriver biskop Lise-Lotte Rebel

I høringsbrevet begrundes initiativet med ikke nærmere definerede debatter i pressen, ifølge hvilke bispeembedets antages at være udsat for en stigende eksponering i forhold til offentligheden. Endvidere nævnes, at området skal tilføres ny dynamik både af hensyn til de enkelte biskopper og af hensyn til folkekirken.

LÆS OGSÅ: Fremtidens biskopper bliver ansat på åremål

Der mangler en ordentlig begrundelse
I forhold til denne begrundelse gør jeg opmærksom på, at ikke nærmere definerede offentlige debatter ikke i sig selv kan tillægges den vægt som skal til for at ændre på bispeembedet. Med hensyn til den omtalte stigende eksponering er det endvidere vanskeligt at se, at en åremålsansættelse af biskopper skulle ændre ved dette eller gøre det mere håndterbart.

Åremålsansættelse ville medføre konstant valgkamp
Hvis det er forholdet til pressen, som er motivation, så ville det være mere indlysende at etablere en presserådgivning i en eller anden skikkelse end at lave åremålsansættelse, som umuligt kan ændre på dette forhold, da det drejer sig om forhold, som har med den nuværende mediekultur at gøre.

Åremålsansættelse med konstante ’valgkampe’ vil kun medføre en større presseopmærksomhed vedrørende biskopperne som personer, men ikke vedrørende folkekirkens anliggende, som er forkyndelsen af det kristne evangelium i den danske folkekirke.

Åremålsansættelse passer ikke til bispeembedet
Med hensyn til dynamik, så vil en kortere embedsperiode kunne betyde, at der er flere biskopper, som skal sætte sig ind i de talløse lokale forhold, som gør sig gældende i et stift, hvorved der bliver mindre overskud til den ’nye dynamik,’ som efterlyses.

Jeg er således kritisk både i forhold til den begrundende påstand bag initiativet samt til den løsning, som søges gennemført. De anførte argumenter vil i realiteten kunne bringes i anvendelse i forhold til enhver ledende stilling i den offentlige sektor, og det forekommer at være vilkårligt lige netop at argumentere for biskoppers åremålsansættelse. Hvorfor ikke også skoleinspektører, departementschefer, politimestre osv.?

Præster og biskopper er kaldet af menigheden
Hertil kommer, at der må antages at være nogle ganske særlige vanskeligheder forbundet med netop biskoppers åremålsansættelse, hvilket her kort skal antydes:

En biskop er efter luthersk opfattelse en præst, der er kaldet af den kristne menighed til at varetage nogle særlige opgaver i forbindelse med forkyndelse og menighedsliv.

Det forhold, at en præst (og dermed også en biskop) er kaldet af menigheden, gør, at vedkommende ikke blot kan forflyttes til andet arbejde ved en embedsperiodes ophør.

Der skal være en menighed, som kalder. Dette rejser spørgsmålet om sikringen af biskopperne efter embedsophør som biskop. Hvorledes sikres de et embede, hvis der ikke er en menighed, som kalder? Skal der oprettes særlige ventestillinger – evt. med varighed indtil pensionsalder?

Til bispeembedet er almindeligvis knyttet embedsbolig. Et stillingsskift indebærer derfor normalt også boligskift. I andre stillinger, hvor der er tale om tidsbegrænsede ansættelser, kan indehaveren forblive i egen bolig – de samme gælder ikke for biskopper. Hvorledes skal der kompenseres for de betydelige ulemper, boligskiftet er forbundet med for biskoppen og dennes familie?

Fare for en stigende politisering af kirken
Bispeembedet er forbundet med opbygningen af et tillidsforhold til mange mennesker, især menighedsrådsmedlemmer, kirkeligt ansatte, sogne og institutioner. Det tager mange år at opbygge et sådant forhold.

Jeg finder ikke, at ministeriets forslag tager hensyn til disse grundlæggende vilkår og er for min del overbevist om, at det vil føre til en permanent valgstemning i folkekirken, hvilket jeg ser som en truende politisering af kirken.

Det er til gavn for den del af pressen, som lever af det, men det vil være til stor skade for kirkens embeder og i det hele taget for den værdighed og konstans, som præger folkekirkens liv som religiøst trossamfund.

Ministeriets forslag finder jeg ikke begrundet i teologiske sagforhold, som vedrører bispeembedet, men i uklare påstande angående pressehåndteringen.

Forslaget medfører imidlertid betydelige vanskeligheder både for embedet udførelse, for kommende biskoppers bolig- og lønforhold samt – som det væsentligste – det vil være til stor skade for det folkekirkelige liv, som opbygges gennem årelange tillidsforhold. Problemstillingerne angående håndteringen af pressen hverken kan eller skal løses på denne måde, men må løses med andre midler.

Lise-Lotte Rebel
Biskop over Helsingør Stift