“Bispeembeder er blot praktiske foranstaltninger”

Principielt som teologisk er der i en luthersk kontekst ikke det fjerneste til hinder for, at præster, provster og biskopper kan åremålsansættes, skriver sognepræst Anders Eyvind Nielsen

I modsætning til den romersk-katolske kirkes sakramentlære må det indledningsvist slås fast, at det gejstlige embede i den evangelisk-lutherske kirke helt overordnet er forstået som en praktisk foranstaltning, der står eller falder med, om evangeliet bliver forkyndt.

Der er forskel på en biskop og en pontifex
Det vil sige, at i en luthersk sammenhæng defineres det gejstlige embede ud fra et funktionelt sigte, og ikke som i den romersk-katolske tradition ud fra en blivende væsensbestemmelse ved de personer, der på grund af deres ordination ifølge katolsk dogmatik har fået indgydt en personlig og ”uudslettelig egenskab” (jf. character indelebilis) ved at blive indsat som ophøjet melleminstans (eller ”brobygger”) mellem Gud og mennesker (jf. pontifex, sammensat ord bestående af pons = ”bro” og facio = ”bygge, skabe”).

På den baggrund kan indehaverne af det gejstlige embede på alle niveauer i katolsk sammenhæng, lige fra præst (pater) over biskop og ærkebiskop til kardinal og pave, i princippet blive i sit embede, til man bogstaveligt talt skal bæres ud med benene først.

I folkekirken, derimod, er præster, provster og biskopper tjenestemænd og således underlagt gældende pensionsbestemmelser, der indebærer, at man højst kan blive i sit embede til det fyldte 70 år.

Der er fordele ved en åremålsansættelse
Principielt som teologisk er der således i en luthersk kontekst ikke det fjerneste til hinder for, at præster, provster og biskopper kan åremålsansættes. For bispeembedets vedkommende er lutherske biskopper mig bekendt i for eksempel både Tyskland og Polen ansat i et begrænset antal år (henholdsvis vistnok 10 og 5 år).

Jeg er enig i det kirkeministerielle udvalgs indstilling, hvori det foreslås, at kommende biskopper her i landet højst kan være biskopper i 12 år, og at de ikke kan genvælges.

Ud fra mit skøn vil den primære gevinst være, at en åremålsansættelse formentlig ville få en gunstig virkning på de traditionelle og ret tamme bispekampvalg, hvor det kan være svært for menigmand at få øje på kandidaternes indbyrdes forskellige profiler.

På samme måde kunne valget til provsteembedet med fordel bero på en åremålsansættelse, ikke mindst på grund af den stadigt voksende administrative byrde, der i disse år læsses over på provsterne.

Præster bør ikke ansættes på åremål
Derimod vil jeg for det almindelige sognepræsteembedes vedkommende gerne lægge et ord ind for, at dette embede holdes fri af åremålsansættelses-princippet.

Mit personlige kendskab til det frikirkelige landskab, hvor der nogle steder fra centralt hold flyttes rundt med præster, viser, at en på forhånd afstukket tidsramme mellem en given præst og menighed let vil kunne stå i vejen for en nær og tæt relation mellem præst og menighed.

På den anden side kunne vi i folkekirken måske lære lidt fra frikirkerne, når det drejer sig om at ansætte en ny præst. En prøvetid på et halvt eller helt år inden fast ansættelse kunne måske vise sig at være i begge parters interesse.

Anders Eyvind Nielsen
Dr.theol og sognepræst i Ringe