“Åndelige vejledere hjælper med at få troen til at spire”

Det gælder om at få øje på skatten
Der er spor af Gud i alting og i alle mennesker, det gælder om at få øje på det og deltage i det. Det er lettere sagt end gjort. Har man først været ”heldig” et par gange med at ænse det, som Gud har gang i, og fået mulighed for at deltage i det, så er man på sporet.

Ligesom manden, der fandt en skat, der lå skjult i en mark. Han gik straks hjem og med glæde solgte han alt, hvad han ejede, for at købe marken (Matt. 13,44). På den måde er der en skat i alt, hvad Gud har skabt: I mine venner, i min ægtefælle, i min chef, i Storkøbenhavn og udkantsdanmark.

Det gælder om at få øje på skatten, så jeg kan være med, hvor Gud er på spil. Altid må jeg slippe mit eget, så jeg kan modtage mere af andre.

I kirken skal man føle sig velkommen
I den ene af de kirker, hvor jeg er præst, har jeg hængt et skilt over døren, hvor der står ”Velkommen”.

Det er måske ikke så mærkeligt, kunne man tænke, men jeg har hængt det på indersiden over døren. Det er det sidste, man ser, inden man går ud af kirken efter gudstjenesten; ud i samfundet: Velkommen.

For det er uden for kirkebygningen spiritualiteten får luft under vingerne. Det er her, det gælder, det er her åndeligheden har betydning og gør en forskel i menneskers liv.

Åndelige forbilleder peger på Kristus
Jeg er bevidst om, at jeg trækker veksler på en række personer, som er gået foran mig: Henri Nouwen, Magnus Malm, Peter Halldorf med flere i nyere tid, og Augustin af Hippo og Ignatius af Loyola fra tidligere generationer.

De har bidraget med litteratur om deres erfaringer og blotlagt deres tanker på en måde, så jeg føler, jeg er kommet tæt på dem. Et af kendetegnene ved gode vejledere er, at de ikke står i vejen for udsynet, men peger hen på ham, hvor det hele begyndte; nemlig Kristus. Det har jeg oplevet ved disse vejledere. På den måde kan man hævde, at Kristus er et slags forbillede for mig, dog ikke sådan at jeg agter at kopiere Jesu liv, men snarere ønsker at virkeliggøre Gudsrigets liv gennem mit liv.

I skrivende stund skinner solen ind på mit skrivebord. Det er vinter. Selv om det hverken sner eller er rigtig koldt, er jeg alligevel taknemlig for lyset, som lige nu strejfer min skulder og lægger sig afslørende på det halvstøvede skrivebord: Jeg har en plads i solen.

Henrik Friberg
Præst i Roskilde Frikirke (Apostolsk Kirke) og Roskilde Baptistkirke.