Når en gudstjeneste i Den Danske Folkekirke altid virker genkendelig, uanset hvor i landet den finder sted, er det fordi den følger de anvisninger, som er angivet i folkekirkens ritualbøger. Der er mulighed for små variationer, men overordnet set har alle gudstjenester den samme liturgi, som folkekirkens præster er forpligtede til at følge.

SE OGSÅ: Gudstjenestens gang

Liturgi som betegnelse for jødernes tjeneste ved templet
Ordet liturgi kommer fra det græske ord ”leiturgía”, der er afledt af ordene ”laos”, som betyder ”folk”, og ”ergon”, som betyder ”handling”. Oprindeligt havde liturgi ikke en specifik religiøs betydning, men refererede til en offentlig handling – eller tjeneste.

Ordet liturgi som betegnelse for noget religiøst optræder første gang i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta. Her er liturgi betegnelsen for jødernes kult ved templet. Denne betydning af ordet kendes også fra Det Nye Testamente, der oprindeligt er skrevet på græsk. Ordet liturgi optræder for eksempel i Lukasevangeliet i forbindelse med Johannes Døbers’ far, Zakarias’, tempeltjeneste (Luk 2, 23).

I Det Nye Testamente er ordet liturgi imidlertid ikke knyttet specifikt til gudstjenesterne i den kristne menighed. Derimod bliver de første kristne gudstjenestefællesskaber for eksempel beskrevet som ”sammenkomster” (1 Kor 11, 17).

Hele kristenlivet som gudstjeneste
Når ordet liturgi ikke knyttes i særlig grad til gudstjenestefællesskaberne i Det Nye Testamente, hænger det sammen med en kristen grundforestilling om, at hele den menneskelige tilværelse skal være tjeneste for Gud. Denne forestilling viderefører Martin Luther. Derfor er ordet liturgi heller ikke hos ham forbeholdt den særlige gudstjeneste i kirken.