De fæle feltpræster og Hærskarers Herre

Det var for bare forholdsvis få år siden noget nær angstprovokerende for almindelige folkekirkepræster at skulle løfte armene, når velsignelsens ord siges og velsignelsen således lyses. Selv begyndte jeg på det, fordi en gammel for længst pensioneret tandlæge og nu beboer på vores lokale plejehjem, sagde til mig, at den kun virkede på ham, når præsten løftede sine arme under velsignelsen.

Jeg har også talrige gange med højre hånd lagt på mands eller kvindes pande/hoved lyst velsignelsen over vedkommende. Hvorfor? Ganske enkelt fordi den aronitiske velsignelse med sine i alt seks stærke enkle velsignelsesønsker virker.

En ung kvindelig teologistuderende var for nogle år siden på vej hjem en mørk aften ad nogle af Københavns mørkere gader. En mand fulgte efter hende. Syntes hun i hvert fald. Og kvinden blev bange. På et tidspunkt, da han nu også helt klart begyndte at nærme sig hende, vendte kvinden sig resolut om, løftede begge sine arme og sagde med høj røst: ”Herren velsigne dig og bevare dig …”, og kom ikke længere i velsignelsen, fordi manden forskrækket vendte om og spænede af sted den anden vej.

Så, kære feltpræster, bliv endelig ved med at lyse velsignelsen – og meget gerne over både frænder og fjender. Som profeten Zakarias i Det Gamle Testamente siger det: ”Dette siger Hærskarers Herre: Fat mod, I som i disse dage hører disse ord…” (Zakarias 8,9) Bliv ved med at benytte og videregive velsignelsen, fadervor, ånden og ordet om Guds rige.

Men tænk nu lige en ekstra gang over det med fagterne og kropssproget. Det kan også blive for meget af det gode. Og pas for Guds skyld – og det vil, som altid, sige for vores egen, menneskers og herunder soldaters, skyld – på ikke at medvirke til at forherlige krigen og selve krigshandlingen med en millimeter.

Krig er altid først og fremmest rædselsfuldt med ufatteligt store menneskelige omkostninger. Og soldater bør så vidt muligt hele deres soldatertid opholde sig hjemme på kasernen. Eller endnu bedre: Ude af uniformen og hjemme hos familien og vennerne og det civile arbejde. Hertil må vi bede om Hærskarers Herrers velsignelse.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær Kirke uden for Stensballe, Horsen