Endelig – langt om længe – har regeringen fremsat lovforslag om bøssers og lesbiskes adgang til ægteskab, og til at dette kan indgås i kirken. Danmark var i førerposition internationalt ved at indføre partnerskabsloven i 1989, men blev siden overhalet af en række andre lande.

LÆS OGSÅ: Lovforslag om homovielser sendt i høring

Det har været mit store ønske gennem mange år, at der blev indført en ligestilling, og derfor hilser jeg lovforslaget velkomment. For kirken har der været tale om dobbeltmoral, at vi som præster har måttet velsigne, hvad vi ikke måtte indstifte. Og mange bøsser og lesbiske har følt sig som 2. rangsmennesker, fordi de blev nægtet adgang til en kirkelig vielse.

Der er sket fremskridt på flere områder, blot ikke på den kirkelige front. Og årsagen er vel en frygt for en kirkelig splittelse, en frygt jeg ikke deler. Hvis man mener, at noget er rigtigt og sandt, så må man vel handle derudfra, og ikke ud fra en frygt for konsekvenserne heraf.
Paulus skriver, at i Kristus er der ikke forskel på mennesker, alle er lige. Nu kan både homoseksuelle og heteroseksuelle træder frem for alteret, og få velsignet deres kærlighed.

Jeg ved godt, at dele af folkekirkens præster og medlemmer er imod lovforslaget, og de vil sikkert råbe højt. Men det er nu engang Folketinget, der er folkekirkens højeste instans. Og det er tilfredsstillende, at modstanderne får lov til at sige nej. Hvem ville i øvrigt ønske at bruge tvang, og hvem ville ønske at blive viet af en præst, der klart er modstander af loven? Det er godt, at det klart fremgår af lovgivningen, at præster har lov til at sige nej. Og det er netop lovgivningen, der klarlægger retningslinjerne. Det har været nævnt tidligere, at der også burde være en passus i ritualbogen herom, men her hører den ikke hjemme.