Peter Grarup |
26. januar 2012
Den nikænske trosbekendelse bruges især ved højtidelige lejligheder i folkekirken, svarer pensioneret sognepræst Peter Grarup
Spørgsmål: Hvad var det for en trosbekendelse, der blev afsagt i Slotskirken den 15. januar i forbindelse med regentjubilæet, og hvis ordlyd dronning Margrethe tilsyneladende kendte?
Venlig hilsen
Annette
Svar:For nogle år siden skrev Johannes Møllehave en sang, der begynder sådan: ”Min tro er ikke en svada - indviklet, knudret og lang”. Det er jo dejligt, at det kan være sådan. Men for at svare på spørgsmålet bliver jeg nødt til at ty til et både langt og knudret ord.
Den trosbekendelse, der blev brugt ved gudstjenesten i anledning af regent-jubilæet, kaldes ”Den nikænske trosbekendelse” eller (og her kommer det lange ord) ”Den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse”.
LÆS OGSÅ: Den nikænske trosbekendelseMåske kan du i det lange ord ane to bynavne: Nikæa og Konstantinopel. (De ligger begge i det nuværende Tyrkiet og kaldes nu hhv. Iznik og Istanbul).
I 325 indkaldte kejser Konstantin romerrigets biskopper til et stort møde (et koncil) i Nikæa, hvor det blandt andet blev diskuteret, hvordan man kunne udtrykke de kristnes fælles tro. Noget af det, der særligt optog sindene på det tidspunkt, var spørgsmålet om, hvad det betyder, at vi kalder Jesus Guds søn. Det var der nemlig slet ikke enighed om. Resultatet blev ”Den nikænske trosbekendelse”.
LÆS OGSÅ: Kirkekoncilet varetog den kristne læreI 381 blev der indkaldt til et nyt koncil, denne gang i Konstantinopel, og her blev Den nikænske trosbekendelse igen drøftet og udvidet lidt. Denne nye formulering af troen fik så mange år senere det lange og knudrede navn ”Den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse”. Eller for nemheds skyld til daglig bare ”Den nikænske”. Den trosbekendelse bruges – især ved højtidelige lejligheder – også i vores danske kirke.
Den trosbekendelse, vi alle kender bedst, fordi vi lærte den, da vi gik til præst, og fordi vi bruger den ved de fleste gudstjenester, blandt andet ved dåben, kaldes ”Den apostolske trosbekendelse”.
LÆS OGSÅ:Den apostolske trosbekendelseDe to trosbekendelser siger naturligvis i grunden det samme: Vi tror på Gud, på Jesus Kristus, på Helligånden. Man kan godt sige, at det hverken er særlig knudret eller langt at sige sådan, men det har langtrækkende konsekvenser for et menneske at være omfavnet og båret af den tro, konsekvenser, der både rækker til livet her på Guds grønne jord og til håbet om ”de dødes opstandelse og den kommende verdens liv”, som slutningen i Den nikænske trosbekendelse lyder.
Begge trosbekendelser kan du finde helt bag i salmebogen sammen med Fadervor.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at spørge igen.
Fred og alt godt!
Peter Grarup,
pensioneret sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano