Katolsk præst: Humor og tro hører sammen

Glæde, humor og latter er en vigtig del af et sundt åndeligt liv, mener den amerikanske, katolske præst James Martin

Glæde, humor og latter er gaver fra Gud og en vigtig del af det at være menneske. Derfor kan de bruges i det åndelige liv. Det er hovedpointen i bogen Between Heaven and Mirth: Why Joy, Humor and Laughter Are at the Heart of the Spiritual Life (Mellem himmel og morskab: Hvorfor glæde, humor og latter er centralt i det åndelige liv, red.), som udkom i oktober 2011.

Bogen er skrevet af den amerikanske forfatter, journalist og jesuiterpræst James Martin. Han har skrevet flere bestsellere om kristen spiritualitet og er blandt andet kendt som gæst i satireprogrammet The Colbert Report.

SE INDSLAG MED JAMES MARTIN I THE COLBERT REPORT

Ifølge Martin har kirken haft en tendens til at undervurdere humorens betydning i det åndelige liv. Det skyldes blandt andet, at humor og latter ikke passer til kirkens fokus på Jesu lidelse og død. Og i perioder med kristenforfølgelser har der selvfølgelig ikke været meget at grine ad.

Desuden har nogle teologer ikke brudt sig om humor og latter. De har påpeget, at der står direkte i Bibelen, at Jesus græd, mens der ikke står noget om, at han lo. James Martin mener dog, at eftersom Jesus var et menneske, og sans for humor er en del af det at være menneske, må Jesus også have haft sans for humor.

LÆS OGSÅ:5 katolske ordener

Tro fører til glæde
Martin mener også, at selvom Jesu lidelse og død selvfølgelig er vigtig for kristne, er hans opstandelse det vigtigste. Opstandelsen er en glædelig begivenhed. Og kristendom, tro og gudsforhold skulle gerne føre til glæde.

Martins bog indeholder mange eksempler på helgener og andre store religiøse skikkelser, der gennem tiderne har været kendte for deres glæde og sans for humor, og som har ladet de ting spille en central rolle i deres åndelige liv.

"Helgenernes glæde udspringer af deres nære forhold til Gud og af det perspektiv på livet, som deres tro gav dem," skriver Martin.

Ifølge ham er disse mennesker forbilleder for andre troende, fordi de ikke tog sig selv for alvorligt, men kunne grine ad sig selv og livets absurde sider.

Humor i Bibelen
"Evangelium" betyder "glad budskab", og der er masser af glæde i Bibelen. For eksempel udtrykker Jomfru Maria glæde over Gud i sin lovsang: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" (Lukasevangeliet 1,46-47).

Bibelen indeholder ifølge Martin også humor. Den kan dog være svær at forstå for nutidige læsere, fordi humor er kulturbundet, og den moderne verden er meget forskellig fra de kulturer, Bibelen blev skrevet i. Men når Jesus for eksempel taler om at have en bjælke i øjet (Matthæusevangeliet 6,4-5), bruger han ifølge Martin en komisk overdrivelse til at illustrere sin pointe på en måde, som tilhørerne vil huske.

Bøn kan være sjovt
Man kan ifølge Martin sagtens bruge humor og latter i sit åndelige liv. "Latter kan være et tegn på en pludselig åndelig indsigt," skriver han. "I åndelig vejledning kommer folk ofte til at le, når det går op for dem, at de har opført sig tåbeligt, syndigt eller selvisk. Det er en glæde at opdage, at man har fået en indsigt af Gud."

Mange mennesker beder kun, når de er i krise eller har problemer. Det får dem til at forbinde Gud og religion med noget trist og alvorligt. Men hvis man også tænker på Gud, når man har det godt, bliver ens bønsliv og gudsforhold gladere og måske ligefrem sjovere.

"Lidelse og tristhed er ikke det eneste, der kan motivere os til at bede," skriver Martin. "Hvis man sammenligner bøn med et personligt forhold, ville det være, som om man kun talte med en ven, når man havde problemer." Ligesom alle andre forhold kan vores forhold til Gud fra tid til anden bruge noget humor.

Man kan altså godt tilføje glæde, humor og latter til alt det, der kan ske i bøn. "Hvis bøn er en samtale mellem dig og Gud, og hvis venskaber gør os glade, og hvis venskaber bliver forsødet af latter, og hvis der er humor i Bibelen, hvorfor så ikke opfatte glæde, humor og latter som vigtige dele af dit bønsliv?" spørger Martin.

Glæde, bøn og taknemlighed hører sammen
Helt konkret anbefaler Martin, at man giver sig tid til at være glad sammen med Gud. Det kan man gøre ved at udtrykke og dele sin glæde med Gud, mens man beder.

"Latter og munterhed i hinandens selskab er tegn på et venskabs dybde. Vi ler højest og længst, når vi er sammen med dem, vi holder af og sætter pris på. Og hvis vi sætter pris på Guds kærlighed, hvorfor kan vi så ikke smile, når vi beder og mediterer?"

Man kan også tænke over, hvad der gør én glad, og dele sin taknemlighed med Gud. Paulus skriver i Første Thessalonikerbrev (5,16-18): "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus."

Ifølge Martin hører glæde, bøn og taknemlighed tæt sammen. Taknemlighed kan få én til at blive mere opmærksom på Gud som kilden til de glædelige ting i ens liv. Når man bliver bevidst om, hvad man er taknemlig over, fører det til glæde. Og glæde får én til at udtrykke sin taknemlighed i bøn. Bevidst taknemlighed over for Gud kan altså gøre ens gudsforhold gladere og dybere.

En tid til at le
Martin understreger, at hans spiritualitet ikke handler om at være glad bogstaveligt talt hele tiden. Sorg, lidelse og problemer skal selvfølgelig tages alvorligt. Efter Martins mening måtte der dog gerne være mere balance i tingene:

"Det betyder ikke, at man skal ignorere lidelsens og sorgens realitet. Men der er for mange religiøse mennesker, som lægger for stor vægt på de triste sider af livet, mens de lægger for lidt vægt på de mere muntre sider," skriver han.

"Som der står i Prædikerens Bog, er der en tid til at græde og en tid til at sørge. Men der står også, at der er en tid til at le. Og latter kan somme tider være sundt også midt i tristheden - som en måde at gøre en svær situation lettere på."

Se indslag med James Martin om tro og humor:

Desuden har nogle teologer ikke brudt sig om humor og latter. De har påpeget, at der står direkte i Bibelen, at Jesus græd, mens der ikke står noget om, at han lo. James Martin mener dog, at eftersom Jesus var et menneske, og sans for humor er en del af det at være menneske, må Jesus også have haft sans for humor.

LÆS OGSÅ:Omar Marzouk leverer lidt for billige grin

Tro fører til glæde
Martin mener også, at selvom Jesu lidelse og død selvfølgelig er vigtig for kristne, er hans opstandelse det vigtigste. Opstandelsen er en glædelig begivenhed. Og kristendom, tro og gudsforhold skulle gerne føre til glæde.

Martins bog indeholder mange eksempler på helgener og andre store religiøse skikkelser, der gennem tiderne har været kendte for deres glæde og sans for humor, og som har ladet de ting spille en central rolle i deres åndelige liv.

"Helgenernes glæde udspringer af deres nære forhold til Gud og af det perspektiv på livet, som deres tro gav dem," skriver Martin.

Ifølge ham er disse mennesker forbilleder for andre troende, fordi de ikke tog sig selv for alvorligt, men kunne grine ad sig selv og livets absurde sider.

Humor i Bibelen
"Evangelium" betyder "glad budskab", og der er masser af glæde i Bibelen. For eksempel udtrykker Jomfru Maria glæde over Gud i sin lovsang: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" (Lukasevangeliet 1,46-47).

Bibelen indeholder ifølge Martin også humor. Den kan dog være svær at forstå for nutidige læsere, fordi humor er kulturbundet, og den moderne verden er meget forskellig fra de kulturer, Bibelen blev skrevet i. Men når Jesus for eksempel taler om at have en bjælke i øjet (Matthæusevangeliet 6,4-5), bruger han ifølge Martin en komisk overdrivelse til at illustrere sin pointe på en måde, som tilhørerne vil huske.

Bøn kan være sjovt
Man kan ifølge Martin sagtens bruge humor og latter i sit åndelige liv. "Latter kan være et tegn på en pludselig åndelig indsigt," skriver han. "I åndelig vejledning kommer folk ofte til at le, når det går op for dem, at de har opført sig tåbeligt, syndigt eller selvisk. Det er en glæde at opdage, at man har fået en indsigt af Gud."

Mange mennesker beder kun, når de er i krise eller har problemer. Det får dem til at forbinde Gud og religion med noget trist og alvorligt. Men hvis man også tænker på Gud, når man har det godt, bliver ens bønsliv og gudsforhold gladere og måske ligefrem sjovere.

"Lidelse og tristhed er ikke det eneste, der kan motivere os til at bede," skriver Martin. "Hvis man sammenligner bøn med et personligt forhold, ville det være, som om man kun talte med en ven, når man havde problemer." Ligesom alle andre forhold kan vores forhold til Gud fra tid til anden bruge noget humor.

Man kan altså godt tilføje glæde, humor og latter til alt det, der kan ske i bøn. "Hvis bøn er en samtale mellem dig og Gud, og hvis venskaber gør os glade, og hvis venskaber bliver forsødet af latter, og hvis der er humor i Bibelen, hvorfor så ikke opfatte glæde, humor og latter som vigtige dele af dit bønsliv?" spørger Martin.

Glæde, bøn og taknemlighed hører sammen
Helt konkret anbefaler Martin, at man giver sig tid til at være glad sammen med Gud. Det kan man gøre ved at udtrykke og dele sin glæde med Gud, mens man beder.

"Latter og munterhed i hinandens selskab er tegn på et venskabs dybde. Vi ler højest og længst, når vi er sammen med dem, vi holder af og sætter pris på. Og hvis vi sætter pris på Guds kærlighed, hvorfor kan vi så ikke smile, når vi beder og mediterer?"

Man kan også tænke over, hvad der gør én glad, og dele sin taknemlighed med Gud. Paulus skriver i Første Thessalonikerbrev (5,16-18): "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus."

Ifølge Martin hører glæde, bøn og taknemlighed tæt sammen. Taknemlighed kan få én til at blive mere opmærksom på Gud som kilden til de glædelige ting i ens liv. Når man bliver bevidst om, hvad man er taknemlig over, fører det til glæde. Og glæde får én til at udtrykke sin taknemlighed i bøn. Bevidst taknemlighed over for Gud kan altså gøre ens gudsforhold gladere og dybere.

En tid til at le
Martin understreger, at hans spiritualitet ikke handler om at være glad bogstaveligt talt hele tiden. Sorg, lidelse og problemer skal selvfølgelig tages alvorligt. Efter Martins mening måtte der dog gerne være mere balance i tingene:

"Det betyder ikke, at man skal ignorere lidelsens og sorgens realitet. Men der er for mange religiøse mennesker, som lægger for stor vægt på de triste sider af livet, mens de lægger for lidt vægt på de mere muntre sider," skriver han.

"Som der står i Prædikerens Bog, er der en tid til at græde og en tid til at sørge. Men der står også, at der er en tid til at le. Og latter kan somme tider være sundt også midt i tristheden - som en måde at gøre en svær situation lettere på."