“Alt skal ikke styres efter urets tid og produktivitetens krav”

Under Pariserkommunen i 1870 skød de rebellerende arbejdere efter sigende på tårnurene i Paris. Derved markerede de en protest mod ”urets tyranni” – den abstrakte og mekanisk målte tid. Den oplevede de som en undertrykkelse af deres behov.

I protesten lå der en fastholdelse af en anden forståelse af tiden – bundet til livscyklus, årets gang med bestemte tider og tilbagevendende skifter, og dermed også til de ”heller” i form af arbejdsfrie helligdage, som kirkeåret strør ud over kalenderåret.

Den franske revolution havde allerede knap 100 år før forsøgt at indføre en ny kalender, men uden længerevarende betydning. I Sovjetunionen forsøgtes det efter sigende umiddelbart efter revolutio-nen at sætte produktiviteten i vejret ved at erstatte syvdagesugen med en tidages-uge, men resultatet var så nedslående, at forsøget hurtigt blev opgivet. Derimod inddrog man også her i produktivitetens navn en stor del af de kirkelige helligdage.

Jeg vil ikke påstå, at vi har kirkeårskalenderen indkodet i vores DNA; men jeg vil påstå, at årets gang med højtider og med fridages og helligdages ”heller”, som de nu historisk har udviklet sig, har en langt større folkelig betydning end erkendt af dem, der nu foreslår Bededag afskaffet.

Det er, tror jeg, en væsentlig del af den folkelige identitet og det almindelige menneskelige velbe-findende i bred forstand, at vores årskalender ser ud, som den gør! Ikke at den er uforanderlig; men den skal omgås med varsomhed. Det har vi også gjort i Danmark. I flere af vore nabolande er skær-torsdag f.eks. ikke helligdag. I Norge flyttede man først Bededag til efteråret og senere fra en hver-dag til en søndag, så den ekstra fridag blev afskaffet. Jeg ved ikke, om nabolandene så har andre skæve fridage, eller om vi bare hos os har haft et par ekstra.