Thomas Bjerg Mikkelsen |
10. februar 2012
"Det er en vildfarelse, at opgøret med kristendommen skulle være en nødvendighed for at give plads til alle i samfundet," skriver Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen
I den kommende tid sætter vi fokus på samfundsmæssige kløfter mellem danskerne samt sammenhængskraft og værdifællesskaber.
Derfor har vi spurgt en række kirkelige repræsentanter:
I hvor høj grad bliver sammenhængskraften udfordret af den mere etnisk og religiøst blandede befolkning? Hvilket værdifællesskab er det muligt at etablere på tværs af religioner?
Her svarer generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsen:
De seneste årtiers indvandring har ført til, at vi i dag lever i et multietnisk samfund.
Der er to tendenser, som bekymrer mig i den forbindelse.
Den første tendens er kravet om, at vi – siden det danske samfund nu er blevet multi
etnisk – nu også alle skal være tilhængere af multi
kultur. Logikken er, at eftersom samfundet nu er langt mere blandet end tidligere, skal vi også give samme plads til forskellige livsformer og ideologier. Derfor skal alle religioner naturligvis sidestilles og have samme udfoldelsesvilkår – og så betyder det knap så meget, hvilke værdier der ligger bag de enkelte religioner.
Den anden tendens ligger i forlængelse af den første. Det handler om, at staten – i lighedens navn – skal være
neutral. For eksempel
beskriver den europæiske forfatningstraktat, hvad de europæiske værdier er, men det fremgår ikke i forordet til traktaten, at værdierne udspringer af kristendommen, fordi man ikke vil blande religion og politik. Der står blot, at man har ”ladet sig inspirere af Europas religiøse og kulturelle arv”.
Logikken er, at staten ikke må bære præg af kristendommen, fordi alle skal kunne identificere sig med staten. Religionen bliver dermed defineret negativt.
Men det er altså ikke ligegyldigt, hvilke værdier der danner grundlag for samfundet og lovgivningen. Jeg er naturligvis enig i, at der skal være religionsfrihed i Danmark, og jeg mener, at vi skal sætte meget få begrænsninger i forhold til de forskellige religioners udfoldelsesmuligheder. Derfor er jeg også fortaler for, at muslimer skal have lov til at bygge moskeer og minareter. Og jeg går ind for, at der skal føres en samtale på tværs af religioner.
Der er forskel på religionerDet betyder bare ikke, at alle religioner eller livsopfattelser skal stilles lige. For der
er faktisk forskel på religioner og ideologier, og ikke alt er lige sandt og lige godt. Jeg er overbevist om, at vi kan lære meget af andre kulturer og religioner, men det er en vildfarelse, at opgøret med kristendommen skulle være en nødvendighed for at give plads til alle i samfundet.
Tværtimod står vi i fare for at miste grundlæggende og samfundsbærende værdier, hvis vi i lighedens navn definerer multikulturen ubetinget positivt og neutraliserer staten ved at trænge kristendommen væk fra staten og de offentlige institutioner.
Frem for at skabe en misforstået lighed ved at neutralisere staten, skal vi hellere gå ind i en ægte dialog med andre kulturer, ideologier og religioner og derigennem skabe os en holdning til, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i. Vi må møde hinanden med respekt og forståelse og med det udgangspunkt, at de andre faktisk
har noget at berige os med. Samtidig må der være plads til konfrontation og modsigelse og til en eksklusiv hævdelse af, at Kristus rent faktisk udgør den eneste sande vej til Gud.
Thomas Bjerg Mikkelsen er generalsekretær i Indre Mission.