Debatten om Skolebibelen handler om, hvordan man ønsker religion fremstillet i offentligheden. På religionens egne præmisser eller fagligt og analytisk? skriver religionshistoriker Mikael Rothstein

Diskussionen om Skolebiblen, som Kristeligt Dagblad nu har startet, ligger i forlængelse af den gamle debat om bibeloversættelse i det hele taget.

LÆS OGSÅ: Religionshistorikere vil have fjernet skolebibel

Bibeloversættelser bør ikke være religiøs opbyggelseslitteratur
Kritikere har i årtier påpeget, at den almindelige bibeloversættelse på mange områder er konstrueret efter kirkelige, protestantiske behov. Nu påstår kritikerne så, herunder mig selv, at Skolebiblen på samme vis strategisk er tilpasset folkekirkelige interesser, for som missionerende organisation er det naturligvis i Bibelselskabets interesse at præge eleverne efter en særlig religiøs skabelon.

Jeg er ikke selv kyndig udi den græsk-hebraiske filologi, men jeg finder mine kollegers dokumentation overbevisende. Til gengæld kan jeg problemløst se, at hele Skolebibelens pædagogiske måde at angribe tingene på har religiøs slagside. Det overrasker ikke det mindste.

Protestantismen har en særstilling i vores samfund, juridisk, politisk, økonomisk og praktisk, så det er fuldt ud forventeligt, at just dén religion står forrest i borgernes bevidsthed. Den er størst, stærkest og mest indflydelsesrig, fordi den helt enkelt er flertallets.

Spørgsmålet er dog er, om religiøst præget materiale skal lægges til grund for undervisningen i skolen, eller om grundlaget bør være et andet. Skal der undervises i, eller skal der undervises om religion? Jeg mener det sidste, men Skolebibelen har mere karakter af religiøs opbyggelseslitteratur, også selv om den indeholder historisk-kritiske elementer.

Min religionshistoriske kollega Jens-André Herbener udgiver en omfattende dokumentation for disse forhold i det næste nummer af tidsskriftet Chaos (et religionshistorisk fagtidsskrift), hvor man kan se alle detaljer. I mellemtiden kan den interesserede konsultere Herbeners hjemmeside hvor dokumentationen for kritikken af 1992-oversættelsen flyder tykt.

Bibeldebatten er en del af kulturkampen
Diskussionen handler således ikke kun om materialets kvaliteter. Den handler også om, hvordan man ønsker religion, her kristendom, fremstillet i offentligheden. På religionens egne præmisser eller fagligt, det vil sige kritisk og analytisk på en måde, der ofte går religionens selvforståelse imod? Som man forstår, går jeg ind for det sidste.

Jeg går også ind for at kalde en spade en spade: Dette er ikke kun en principiel diskussion om faglighed. Det er et led i det, man af og til kalder en kulturkamp, hvor nogle af os har fået nok af den allestedsnærværende protestantisme, slet og ret fordi vi som ikke-religiøse mennesker har svært ved at fatte, at samfundet skal præges af myte, magi og mirakel i det omfang der, efter vores opfattelse, er tilfældet.

Kirken er magtfuld
Jeg gentager derfor et argument, som snart er blevet en kliche: Tænk hvis det var en anden religion, der havde samme magt. Hvordan ville kirkefolket så reagere? Det er os, som i denne forbindelse er i defensiven og repræsenterer et mindretal, der føler os intimideret og presset, men det fremstilles altid som om vi er de onde, der angriber den stakkels, lille kirke.

Som landet ligger spiller vores kritik ingen rolle. Vi har sagt den slags 117 gange uden at det har ændret en tøddel. Til gengæld giver vores kritik kirkefolket anledning til at bekræfte sin egen dominerende position.

Det er et paradoks vi må leve med, sådan nogle som Jens-André Herbener og mig. Jeg har et utal af gange støttet enhver religions ret til at virke i samfundet, men af og til må man også slå et slag for synspunkter, der går religionerne imod.

Mikael Rothstein
Religionshistoriker