Udviklingshæmmede i klemme i sundhedsvæsenet

Flere og flere udviklingshæmmede får kræft. Det stiller store krav til sundhedsvæsenet og det pædagogiske personale på bostederne.

Ofte opdages kræft senere hos udviklingshæmmede, som selv ikke er opmærksomme på uvante symptomer. Og selv når beboeren eller personalet er klar over, at noget er galt, kan det være svært at få lægen til at forstå det.

LÆS OGSÅ: Handicappede kræftpatienter går for længe

”Når lægen spørger, om noget gør ondt, og beboeren svarer ’nej’, bliver de nogle gange bare sendt hjem igen. Lægen mangler en forståelse for, at den udviklingshæmmede kommunikerer sin sygdom på en anden måde end andre, og at svarene ikke altid kan tages for pålydende,” siger projektleder hos Socialt Udviklingscenter, Maria Lincke Jørgensen.

Hun lavede sidste år en stor undersøgelse af udviklingshæmmede og kræft.

Derfor mener hun også, at det kan være nødvendigt at undersøge udviklingshæmmede på en anden måde end andre patienter.

”Når patienten ikke selv kan sige, hvad der er galt, opstår der jo nogle problemer. Det kan være nødvendigt at lave undersøgelsen, som man ville lave den på børn eller en kattekilling,” siger hun til Ritzau.

Når udviklingshæmmede møder sundhedsvæsenet, kan det i værste fald gå helt galt. En 65-årig udviklingshæmmet kvinde døde ifølge Politiken af kræft i bugspytkirtlen på trods af, at en mindre knude var fundet i så god tid, at det var muligt at behandle. Men undersøgelsesforløbet trak ud i måneder, og operationen blev ifølge lægens journal ikke lavet med henvisning til “at patienten er lettere retarderet”.