At reintroducere fasten i folkekirken er en panikagtig vi-må-gøre-noget-handling, og selve det at faste kan nemt føre til selvoptagethed, skriver sognepræst Jens Kvist

For mange år siden vakte det en del opsigt, i hvert fald på Østfyn, at en præst i netop denne del af landet opfordrede til, en bestemt dag i fastetiden helt at afholde sig fra at spise og drikke, angiveligt i solidaritet med de mange millioner af sultende mennesker verden over, så man på denne måde på sin egen krop fik at føle, hvad det vil sige at sulte.

Faste er ikke det samme som solidaritet
Det kneb lidt med at tage det initiativ alvorligt, for selvom man gjorde, som præsten prædikede, var det jo i en tryg forvisning om, at ens køleskab var fyldt op, og at man næste dag bare kunne tage dobbelt for sig af både mad og drikke. Ja, muligheden for at fortryde på halvvejen var jo også tilstede!

Så hvor god viljen end var, og der er ingen grund til at tro andet, kunne man ikke på den måde skabe en situation, der bare tilnærmelsesvist mindede om den, de mange sultende mennesker rundt om levede under.

De kunne jo ikke trøste sig med, at det bare varede til næste dag. Men hans opfordring til at faste var altså begrundet med en solidarisk handling over for sine medmennesker.

I en økonomisk (og måske også åndelig) krisetid som den, vi er i nu, kunne man jo fristes til at foreslå, at man tog fasten op til fornyet overvejelse.

For i den protestantiske tradition fylder fasten jo ikke særligt meget, det kan vi lige så godt indrømme. Vi har nogle søndage, der hedder noget med faste. Og i nogle kirker er det skik, at man ikke tænder lys på alteret i fastetiden, ligesom også nogle steder trefløjede altertavler bliver klappet sammen, så der kun er motivet fra Golgata i fastetiden, der strækker sig over fyrre dage, fra askeonsdag (i år den 22. februar) til påskedag.

Askeonsdag hedder sådan, fordi menigheden ved messen den dag får tegnet et kors i panden med asken fra forrige års palmesøndags grene (alt efter, hvilke planter man nu har i det pågældende land). Denne aske er et billede på to ting: Dels menneskets forgængelighed (”støv er du, og til støv skal du blive”, som Gud sagde til Adam efter syndefaldet, se 1. Mos. 3,19), dels opstandelsen, jævnfør sagnet om fugl Føniks, der opstod af sin egen aske.

At faste handler mere om at smide et par kilo
Men selvom man et øjeblik kunne fristes af krisen til at tage fasten op, er det ikke en god idé. Det er en panikagtig vi-må-gøre-noget-handling, og selve det at faste kan meget nemt føre til selvoptagethed, og det er vel også hovedgrunden til, at man i den protestantiske tradition har været lidt skeptisk over for fasten.

Herhjemme har ordet faste fået en umiskendelig verdslig betydning. Skal man opereres for et eller andet, får man besked på at møde op på fastende hjerte, da det ellers kan gå grueligt galt. Hvis min moster faster, er det ikke nødvendigvis et tegn på inderlig fromhed, snarere et udtryk for, at hun gerne vil smide et par kilo.

Nuvel, det kan gerne være, at der er ved at dukke en fornyet interesse op for fasten under vore himmelstrøg, ligesom det jo også bliver mere og mere almindeligt med lysglober i kirkerne og pilgrimsvandringer og lignende katolske fænomener.

Jens Kvist
Sognepræst og debattør