Kirken skal udbrede den kristne tro og dens fantastiske budskab frem for jagten på en utopisk sameksistens og en unødvendig hensyntagen til mærkværdige sekter og -ismer, skriver migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Folkevandring, gæstearbejde og flygtningestrømme siden 1960'erne og midt i 1980'erne og fortsat i dag, hvor globalisering er blevet verdensomfattende, har på en særlig måde sat sit præg på Danmark. Dette gælder både på det sociale, kulturelle men sandelig også den religiøse del af vores fællesskab.

Kirken er udfordret
Det ser ud som om der er to kræfter på en gang, der kan blive en udfordring for kirken i Danmark. Den ene er den øgede sekularisering og et eller andet sted selvfølgelighedsånden af ens egen tro hos de ”etniske” danskere, og den anden er den stigende interesse for at udøve og markere sin egen tro af de nye og herboende ”nydanskere.”

Og det er ikke en hemmelighed, at islams politiske ideologi er nummer et i rækken, når vi tænker på andre ideologier og tro end kristendommen. Så spørgsmålet er, hvordan ser fremtiden ud? Og hvad kan denne tendens betyde for fællesskabet i et lille samfund som Danmark? Hvilke fordele og ulemper er forbundet med denne udvikling?

Der er mangfoldige holdninger og meninger om det. Men jeg vil fortsat holde fast i, at der er forskel på et multireligiøst samfund og et pluralistisk samfund.

Kristendommen er grundpillen
I mine øjne er Danmark fortsat et kristent land, hvor der er plads og rummelighed til flere forskellige holdninger, opfattelser, religioner og kulturer (= pluralismen), men de bærende grundpiller i vort lille fællesskab er fortsat kristendommen og næstekærlighedens etik.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at forskellige undersøgelser viser, at knap 85 procent af befolkningen er medlem af den danske folkekirke, men kun omkring 10 procent regelmæssigt deltager i kirkens gudstjenester og aktiviteter.

Udfordringen ligger derfor nu i, hvorvidt det kan lykkes kirken, at oplyse - for ikke ligefrem at sige at opvække de 75 % af sine medlemmer om, hvor vigtigt det er at dyrke og give næring til den måske ubevidste og ureflekterede daglige tro, man går rundt med.

Dette er en yderst vigtig opgave for kirken og dens tjenere fra top til tå. Det er vigtigt, fordi uanset hvad bevæggrundene er, kan det kun med glæde konstateres, at kirken stadig spiller en vis rolle for en hel del mennesker til dagligt, og en yderst vigtig rolle, når de står i særlige livssituationer.

Kirken skal stå fast på sit ord
Opgaven er så, at kirken bruger sit særlige monopol og status og dens brede kontakt til flertallet i samfundet til at tale for den kristne tro og dens fantastiske budskab frem for jagten på en utopisk sameksistens og en unødvendig hensyntagen til mærkværdige sekter og -ismer!

Det er for eksempel yderst trist, at vi gang på gang hører og læser om de forskellige eksperter og konsulenter, der nærmest stå i kø for at skrive og tale politisk korrekt og tegner falske forhåbninger om, hvor godt det går med de forskellige kirkelige sameksistenscaféer og religionsmøder.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at se, i hvilket omfang ville denne falske ros og drømme holde, hvis man fjernede den økonomiske støtte og de statslige satspuljer, der ofte er forbundet med projekter af den slags?

Ja, kirkens rolle og hovedopgave er at forkynde evangeliet, yde diakoni og være iblandt folket, men aldrig på bekostning af Ordet og kirkens bekendelse.

Historien har vist os gang på gang, at hver gang kirken har søgt ukristelig sameksistens og er gået i kompromis om sit budskab, har det kun givet et resultat, nemlig Gudsforladthed og selvdestruktion!

Massoud Fouroozandeh
Cand.theol. og migrantpræst

Se mere på http://www.massoud.dk