Send artiklen ONLINE-DEBAT: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset” til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

ONLINE-DEBAT: “Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset”

Ja, hvis du er træt af Luther, så skal jeg da ikke modsige dig, når du kalder din træthed ukristelig, skriver Margrethe Horstmann til Hanne Jul Jakobsen foto: Jesper Kristensen/Scanpix Denmark

Fakta

Citat:

Kristendom.dk har spurgt sognepræst Hanne Jul Jakobsen og konst. præst Margrethe Horstmann: Hvad...
Læs mere
flexblock
Forstør Send Print

OPDATERET 11. juli 2012: Det er ikke Gud, der er afhængig af os, eller højmessen, der er afhængig af allehånde hjælpeforanstaltninger, men lige omvendt, mener konst. præst Margrethe Horstmann

Kristendom.dk har spurgt sognepræst Hanne Jul Jakobsen og konst. præst Margrethe Horstmann: Hvad mener I om, at kirkerne i stigende grad tilbyder aktiviteter, der ikke er centreret om højmessen? Er der en grænse for, hvad man kan lave i en kirke? Hvornår bliver det mere cirkus end kirke? Over de næste uger vil de to diskutere emnet med hinanden på kristendom.dk. Deres breve publiceres, så det nyeste ligger øverst i artiklen.
Kære Hanne Jul Jakobsen.

Denne mailkorrespondance har for mig været lærerig, fordi den har givet indblik i, hvad der rører sig bag stillingsopslagenes mangeartede krav.

Netop hjemvendt fra Tidehvervs sommermøde er der flere ting, der står klart for mig, men at Ordet bliver kød, når kreativiteten rammer mig (og det gør den tit), er nu ikke én af dem.

Til gengæld læste jeg lige mit præsteløfte igennem, og af det fremgår, hvis man ser ordentligt efter og lige skimmer Palladius’Visitatsbog bagefter, at præsten også er præst og menigheden menighed i hverdagen.

Kirkebænken er fyldt med syndere

Ja, kirken er bygget af levende stene. Menigheden er et fællesskab af mennesker, der har det til fælles, at de tilhører Gud, og at de længes efter ham.

Den er ikke nødvendigvis et socialt fællesskab, men, og her vil jeg tillade mig at låne ord fra Søren Ulrik Thomsens fremragende essay ”Pro Ecclesia” (2005), ”her (i kirken, på kirkebænken) er vi ikke vendt mod hinanden, men sammen om at være vendt mod Gud”.

Folk med dårlig stil og katastrofale politiske anskuelser sidder på bænken ved siden af os som mennesker, der har tabt ansigt over for Gud. Det er det virkelige fællesskab, af syndere, der ikke har noget at lade Vorherre høre, og som derfor ikke kan dømme over liv og død.

Det er grundtanken, der lyder fra skabelsesberetningen og til Åbenbaringen: at mennesket er en synder og har Guds hjælp behov. Blot er det ikke det samme som ”at finde stor værdi i højmessens genkendelighed og rummelighed”.

Det er at være afhængig af, at ordet lyder, og at man, hvis ikke ordet lige lyder så klart fra pastor X dén søndag, finder klang af Guds ord i gudstjenestens gang og salmesang.

Og er man afhængig af Guds nåde, så Gud nåde én, hvis man holder op med at tro det, og i stedet tror, at man skal være kirke på en anden måde.

Luthers længsel er tidløs
Nu er vi præster i den evangelisk-lutherske kirke, og derfor kan det ikke overraske, at ”Luther trækkes af stalden”. Jeg sagde ikke noget om, at præster i den danske folkekirke skulle bære tonsur eller følge middelalderens gudstjenesteanvisninger, men alene, at Luthers længsel efter Guds nåde er tidløs eller snarere evigt samtidig. Det vil sige, at den også er vores.

Så ja, hvis du er træt af Luther, så skal jeg da ikke modsige dig, når du kalder din træthed ukristelig.

Jeg skal ikke myndiggøres af min præst!
Til gengæld synes du ikke at blive træt af at lægge en hel masse ind i præsteembedet, som i hvert fald ikke lå der, da jeg blev ordineret (i 1992, men alligevel). Selvfølgelig varetages gudstjenesten af præsten, for præsten er ansat til at arbejde med teksterne og prædike over dem.

Synes du også, postomdelingen er alt for styret af postbudet? Og har præsten det nu også som én af sine opgaver at myndiggøre menigheden? Jeg vil nu nok betakke mig for at blive myndiggjort af min præst (som tilfældigvis er min mand), og skulle han finde på at nævne Modeus, forlader jeg gudstjenesten (og ham).

Gudstjenesten er ikke præstens
Gudstjenesten er menighedens, men det betyder ikke, at menigheden ved demokratisk flertalsafgørelse kan bestemme over den. Den er heller ikke præstens, således forstået, at præsten kan ændre den efter forgodtbefindende, eget eller menighedens. Hvis man intet har forstået af den, kunne det jo være, det var én selv, der var noget i vejen med, men det må det jo ikke hedde sig.

Gud er ikke afhængig af os
Kirken sammenlignes af flere med et skib, der sejler på oprørte vande. Også af Olesen Larsen, der i sin kendte skibsprædiken jævnfører de kirkelige organisationer/initiativer med redningsbåde, der anbringes på skibet som uundværlige. De er nær ved at sænke det med alle deres gode hensigter og lokkende tilbud. Og så i alvorens øjeblik viser det sig, at det dog er redningsbådene, der skylder skibet deres eksistens.

Det gjorde samtlige initiativtagere til levende menigheder og hvad ved jeg, ret i at huske. Det er ikke, som Niels Grønkjær mener, Gud, der er afhængig af os, eller højmessen, der er afhængig af allehånde hjælpeforanstaltninger, men lige omvendt.

Er Jesus også forældet?
Selvfølgelig har denne mailkorrespondance et præg af ”Goddag mand – økseskaft”. Det var vel at forudse. Men denne trang til at forsvare kirkens eksistens med en strøm af synlige aktiviteter i et stadig mere komplekst og facetteret samfund nærer jeg altså ikke. Hvis jeg gjorde, ville jeg modarbejde mit præsteløfte.

Din afskrivning af Luther synes jeg, er utidig. Kan det være rigtigt, at en præst i folkekirken ikke læser Luther som én, der forkynder evangeliet – og dermed er samtidig med den læsende? Og hvad med Jesus Kristus? Sagde han også mange gode ting, men er dybest set en mumificeret 2000 år gammel religionsstifter?

Noget kunne jo tyde på det, når man er sikker på, at hans kirke nok kan overleve en hellig hotdog. Men vide det kan vi ikke, og derfor bør vi, menighed og præst, nøjes med at give Gud, hvad Guds er, og efterlade hotdogsene i våbenhuset.

Venlig hilsen
Margrethe Horstmann
hanne jul "Gud har kun os" (10. juli 2012)

Kære Margrethe Horstmann

Netop hjemvendt fra Møllevangskirkens familiesommerlejr, er der flere ting der står klart for mig: Kirke er ikke bare noget, vi er om søndagen! Kirke er forkyndelse og gudstjeneste, undervisning, diakoni, sjælesorg og mission. Det er kirkens kerneydelser, og vi er da (også som præster) forpligtede på at bruge de talenter, vi har fået, i kirkens tjeneste, bedst muligt.

Når kreativiteten rammer os, og Ordet bliver kød, kan det blive både farverigt og festligt og alvorligt, når vi forholder os til liv og død.

Træk lige Luther ind i stalden igen!
Jeg bliver nærmest ukristelig træt af, at du trækker Luther ud af stalden, som om hans reformatoriske skrifter fra 1500-tallet kan overføres direkte til vores debat om gudstjenestefornyelse og kirkesyn anno 2012.

Luther har sagt og skrevet meget godt. Vi må for eksempel være Luther taknemmelig for at have lært os at forstå kristendommen ud fra principperne om ”Skriften alene”, ”Kristus alene”, ”troen alene” og ”nåden alene”.

Det er også Luther, der har understreget det almindelige præstedømme, at vi alle som præster har direkte adgang til Gud. Det sidste kan vi ikke undervurdere væsentligheden af i forhold til arbejdet med gudstjenestefornyelse og medinddragelse af menigheden. Luther var god nok!

Men Luther var reformator for 500 år siden, og vi skal da ikke i ærefrygt for ham ukritisk videreføre alt, hvad han har sagt om kirke og teologi. Nu er tiden en anden, og der bliver også sagt og skrevet meget fornuftigt i dag om at være kirke, så træk lige Luther ind i stalden igen, og lad os tale om, hvordan vi bedst er kirke i dag.

Jeg kan ikke forstå dit statiske syn på gudstjenesten

Det er mit sidste brev til dig i denne omgang. Det har været fint at diskutere med dig, skønt det er mit indtryk, at ingen af os har rykket os en tomme.

Jeg kan sandt for dyden ikke forstå dit udgangspunkt og har det vanskeligt med at acceptere dit statiske syn på gudstjenesten, din manglende vilje til at inddrage menigheden i gudstjeneste- og kirkeliv, og din meget abstrakte tilgang til menighedens fællesskab.

Du forsøger at skyde mig i skoen at jeg ikke bryder mig om højmessen. Det er ikke rigtigt, og jeg har da også flere gange skrevet til dig, at jeg finder stor værdi i højmessens genkendelighed og rummelighed. Der er mange muligheder inden for højmessens rammer for at arbejde med enkelhed, medinddragelse af menigheden og opbyggelse af menighedens fællesskab.

Vi har brug for særgudstjenester
Søndagens gudstjeneste har den store værdi, at den samler os på tværs af generationer og interesser, og jeg så meget gerne, at vi gik i gang med et egentlig fornyelsesarbejde af højmesseliturgien. Men det betyder ikke, at der ikke samtidig er brug for, at vi holder mere specifikke gudstjenester, der henvender sig til bestemte målgrupper som for eksempel småbørnsfamilier eller unge.

Det kan også være særgudstjenester i forbindelse med mærkedage eller gudstjenester med plads til meditation eller noget helt tredje. Kreativiteten er stor i disse år – og det er godt og spændende. I mine øjne må vi altid være åbne for anledninger, hvor vi kan lave broer mellem evangelium og vores liv. Vi må altid være opmærksomme på anledninger der kan åbne kirkedøren og evangeliet, så det giver mening for flere mennesker.

Præsten skal myndiggøre menigheden
Gudstjenester i vores kirke er alt for præstestyrede. Jeg så gerne, at vi lærte af folk som Modéus og andre, der arbejder helt bevidst med inddragelse af menigheden.

Jeg drømmer om , at vi ikke kan gennemføre en gudstjeneste uden at folk fra menigheden medvirker med tekstlæsninger, praktiske ting, bønner, børnekirke og også inddrages i arbejdet med udlægning af teksten, for eksempel ved at mødes med præsten ugen op til gudstjenesten for at tale om teksten og komme med ideer til salmer.

Ja, jeg betragter gudstjenesten som et sammenskudsgilde, hvor det ikke kun er præsten, der bestemmer menuen. Men hvor præsten har som én af sine opgaver at myndiggøre menigheden, så man tør træde frem og dele liv og tro og bibellæsning med hinanden. På den måde bliver det tydeliggjort, at det er menighedens gudstjeneste.

Kirken er ikke kirke uden os
Og nej, jeg synes ikke, det giver mening at tale om, at Gud er Gud om alle mand var døde, som vi synger i en af vores salmer. Kirken var i hvert fald ikke kirke uden os. Gud har kun os. Augustin af Hippo, udtrykte det sådan her: Uden os vil Gud ikke, og vi kan ikke uden Gud.

Kirken er et skib i bevægelse. Vi er på vej. Vi sejler sammen, er i samme båd. Vi er afhængige af hinanden, for at kunne sejle i det stormfulde og omskiftelige verdens hav. Og Gud er ikke en ubevægelig fjerntliggende ø. Gud bevæges, og kommer os i møde der, hvor vi hver især er i vores liv og der, hvor vi er sammen som kirke.

Kirken er ikke en ufejlbarlig institution. Kirken er ikke urørlig og ubevægelig – ligesom Gud ikke er urørlig og ubevægelig. Gud kommer til os og rører os, så vi bevæges og bevæger hinanden.

Kirken skal nok overleve de hellige hotdogs
Vi er medarbejdere på hinandens tro og glæde. Vi skal ikke bygge mure og klaustrofobiske og smålige rum, men opbygge hinanden i et levende fællesskab med den levende Gud.

Det kræver, at vi giver hinanden plads til at tænke og tro forskelligt. Det kræver, at vi giver rum for, at vi ikke er ens. Indimellem mister vi kursen og slår nogle skæverter. Indimellem er vi ved at gå til bunds.

Men vi må tro på at Guds kærlighed og omsorg er rummelig og bundløs, og at kirken nok skal overleve en enkelt hellig hotdog i den gale hals. Amen

God sommer

Med venlig hilsen Hanne
Jesper Kristensen/Scanpix Denmark ”Vi har brug for Guds ord for at kunne leve” (4. juli 2012)

Kære Hanne Jul Jakobsen

Det er, som du skriver, fuldstændig rigtigt, at vi fødes og vi dør, og samtidig at vore formødres liv har artet sig anderledes end vores. Selvfølgelig; de levede i en anden tid.

Alligevel vil jeg vove at påstå, at deres liv lignede vores: det var en vandring mellem tvivl og glemsel, som en god ven udtrykte det for et par dage siden.

Luther kunne heller ikke sætte ord på Gud
Hvorfor læser vi Luther, hvis ikke det er for at opdage, at vi selv står på samme sted og med det samme spørgsmål: Hvor finder jeg en nådig Gud eller en Gud, der ka’ li’ mig(for nu at sige det på nudansk, selvom det ikke vinder ved det), selvom jeg ikke gør hans vilje eller nogensinde kan gøre det?

Skal Gud blive levende for os, må vi selv sætte ord på, skriver du. Er Gud da ikke levende for os, selvom vi ikke kan sætte ord på? Er han så død, eller hvad? Luther forsøgte af hele sin sjæl at sætte ord på uden at det lykkedes – at det lykkedes ham at afstedkomme et forfatterskab, der ikke har sin lige, skyldtes, at det gik op for ham, at han ikke skulle søge efter Gud, for Gud havde fundet ham.

Det var Luthers egen skyld, at han ”ikke kunne sætte ord på”, for Gud kom ham selv i møde, som faderen i lignelsen om den fortabte søn. Herefter gik det stærkt med at sætte ord på, eller rettere, at Guds lånte Martin Luther stemme til sit ord, og det med en kraft, så det hørtes over hele Tyskland.

Bibeloversættelser sker i respekt for ordene
Med jævne – nogen vil sige for jævne – mellemrum nyoversætter vi Bibel og symboler, hvis det forekommer for antikveret. Det er ikke det samme som at ”vi må føje nye ord til Skriftens og traditionens ord”. Det er der vist ikke nogen lykkelig præcedens for. Men en bibeloversættelse sker i respekt for, at ordene ikke er død form, men levende indhold.

Da jeg nævnte, at det kræves, at der skal nye boller på den evangeliske suppe, så var det altså ironi. Ironi vinder ligesom humor ikke ved at skulle forklares, men sådan forholder det sig desværre.
Evangeliet er ingen suppe og er følgelig heller ikke afhængig af nogen terrin. Hvis vi endelig skal blive i terminologien, er det terrinen, hvis arbejde er afhængigt af suppen, og det bør den nok lægge sig på sinde, hvis den ikke vil skiftes ud på den ufede måde.

Tænk, jeg synes, det var sådan en opbyggelig historie med min bordherre. Ja, det lod til, at han skulle til sin fars begravelse, før han forstod, at evangeliet talte til ham. Om det var meningen, at det først skulle ske da, må vist være op til Vorherre, men det lader til, at det harmer dig, omend jeg ikke forstår hvorfor.

Vi er selv skyld i det, hvis vi ikke modtager Guds invitation
”...Evangeliet kan ikke kontrolleres. Det kan ramme tidsler og klippegrund og døve ører(...) men vi kan da bestræbe os på ikke at lade det indgå i en form, der modarbejder indholdet. Nogle gange kan en gudstjeneste komme til at fremstå så fremmed, kold og eksklusiv, at det vanskeligt lader sig gøre at modtage Guds varme invitation til sit rige”.

Skriver du. Men lidt kontrollabelt må det alligevel være, siden du taler om, at formen modarbejder indholdet. Hvis du med formen mener højmessen, er det da noget af en domsafsigelse; den har med ændringer fungeret i ret lang tid, og med hensyn til menighedens aktive medvirken er det ikke ukendt, at højmessen efter reformationen fik udskiftet nogle af sine led med salmer, som menigheden formodes at synge med på.

Hvis man skal tro de tekster, man står og prædiker over, er det et fremtrædende træk, at de, der ikke vil modtage Guds varme invitation osv. selv er skyld i det. Når præsten prædiker, er han én, der selv er klar over, at han har Guds hjælp og nåde behov (ja, det klinger måske lidt arkaisk, men at mennesket har et behov for coaching og kompetenceudvikling og aktivering fra Guds side, giver lissom ikke Guds ord dets rette klang).

Hvis der er nogen derude, der kender Guds ords indhold så godt, at de med myndighed kan dømme om den form, hvori det er fremsagt i 2000 år, bøjer jeg mig i støvet, men jeg har ikke tiltro til, at vor epoke har set lyset, når mere oplyste epoker ikke har det.

Kirkegængere er ikke nødvendigvis en menighed
Du har stor tiltro til præsters kompetencer. Vi skal give slip og turde lade ordet få frit løb iblandt os. Det lyder, som om et bornert cirkulære har tvunget os i præstekjolen af frygt for, hvad der kunne skjule sig derunder af gode sager. Noget fritløbende, måske? Nej hurra for den præstekjole, der tvinger os til at pege væk fra os selv og hen på Kristus.

Du skriver, at man kunne tale om gudstjenesten som et sammenskudsgilde. Som om der er tale om to ligeværdige parter under en gudstjeneste. Ja, det er da sandt, at hvis ingen går i kirke, er der ingen gudstjeneste, og så lyder evangeliet ikke. Men det betyder ikke, at hvis man laver noget andet i en kirke, noget, der har mere folkelig appeal og ikke vægter synd og nåde så højt, og der er stabil tilstrømning, at der så er en menighed.

En menighed er en forsamling af enkelte (måske kun to eller tre), der har det til fælles, at de er syndere og har brug for Guds ord for at kunne leve, og dermed er umyndige over for Gud.

Fest, form og farver giver ingen kirke
Jeg er bange for, at når vi mennesker giver slip og lader vores eget ord få frit løb iblandt os, da vil mange nok komme susende og brusende, men andet og mere end en høne, der har fået hovedet hugget af og løber rundt på reflekserne, bliver det ikke.

Hvis ikke kristentroen er liv og død, men kun form, fest og farver, er der ingen kirke, og talen om ”hvordan vi bedst er kirke i dag” ikke andet end en død høne. Hønsekødssuppe er godt, men evangelieerstatning bliver det nu aldrig.

Venlig hilsen
Margrethe Horstmann
Hanne Jul Jakobsen ”Guds ord skal blive levende for os” (3. juli 2012)
Kære Margrethe Horstmann

Er det virkelig rigtigt, at tilværelsen ikke har ændret sig en tøddel? Nej!

Mit liv, mine muligheder, mine dilemmaer og mine relationer er da afgørende anderledes end min mors, mormors og oldemors. Ja, vi bliver født og ja, vi dør – men alt hvad der ligger der imellem, og som vi kalder livet, tager farve af den tid vi lever i. Af den såkaldte og udskældte ”tidsånd”, om du vil.

Tidsånden bliver ofte karikeret som fordummende, men i så fald er vi alle sammen dumme på samme tid. For ingen af os, kan vriste os fri af den tid vi lever i. Og det skal vi heller ikke. Vel skal vi ej frelses fra tidsånden, men derimod frelses, så vi med frimodighed kan være tilstede i tiden og det liv der blev vores.

Gud går ind i vor tid
Guds Ord er ikke tidløst i den forstand, at det er uafhængigt eller upåvirket af tid og sted. Guds inkarnation er ikke alene en antik begivenhed eller en aktualiseret virkelighed ved adventstid på kirkeårligt basis.
At den kristne Gud er en inkarneret Gud, betyder at han går ind i vores tid – og skal det give mening for os, skal Guds Ord blive levende for os, må vi selv sætte ord på. Ord der får vores verden til at give mening.

Hvilken betydning har evangeliet for os? Vi må føje nye ord til traditionens og skriftens ord – Guds Ord tager form i vores sprog og i den måde vi mødes til gudstjeneste, og selvfølgelig skal den form hele tiden være i udvikling i takt med tiden, og med rod i traditionen. Det betyder at vi til en hver tid, må overveje vores praksis som kirke. Nogle gange skal suppen serveres i en ny terrin!

Præstesnak!
”Forkyndelsen er altid relevant, også når vi ikke synes det!”
Præstesnak! Guds ord er altid relevant, ja, men hvor findes der mange irrelevante udlægninger af det. Præstesnak og plaskregn og evangeliske postulater der lader mig fuldstændig uberørt, fordi de savner mod til at forholde sig til almindelig levet menneskeliv anno 2012.

Kan det virkelig være meningen at din unge bordherre skal til sin fars begravelse, inden han bliver mødt af en forkyndelse, der rører ham? Evangeliet kan ikke kontrolleres, nej! Det kan ramme tidsler og klippegrund og døve ører.
Evangeliet kan ikke kontrolleres, men vi kan da bestræbe os på ikke at lade det indgå i en form, der modarbejder indholdet. Nogle gange kan en gudstjeneste komme til at fremstå så fremmed, kold og eksklusiv, at det vanskeligt lader sig gøre at modtage Guds varme invitation til sit rige.

Gudstjenesten er en fest! ja, det kan vi godt blive enige om – men mange gange en fest uden den helt folkelige appel! Måske skulle vi tale om gudstjenesten som et sammenskudsgilde! Menigheden skal ikke bare føle de er med i gudstjenesten. Det er menigheden der holder gudstjenesten sammen! Det betyder at vi præster må give lidt slip og turde at lade ordet få frit løb i blandt os.

Kirke er noget vi laver sammen, og vi præster må øve os i at give plads til en myndig menighed, som tager ansvar for gudstjeneste og fællesskab – og som har meninger og ideer om, hvordan vi bedst er kirke i dag.

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Jesper Kristensen/Scanpix Denmark ”Præster skal ikke skabe fællesskab" (28. juni 2012)
Kære Hanne Jul Jakobsen

En rastløs virketrang – nogle vil kalde det dynamik – har grebet mange præster og menighedsråd, idet erfaringen viser, at den gode gamle prædiken ikke taler til hjerterne, men kun til intellektet.

I det hele taget er der krise og undergangsstemning alle vegne og måske netop derfor en trang blandt præster og menighedsråd til hurtig og synlig succes. Det forlanges i mange stillingsopslag. I en tid, der som vor er præget af hurtigt forbipasserende billeder, må der nye boller på den evangeliske suppe.

Menigheden skal føle, den er med i gudstjenesten, der må udvikles nye koncepter, ideer, former - samtidig med at tilværelsen jo ikke har ændret sig en tøddel. Folk fødes, bæres til dåben, konfirmeres, vies, dør og begraves.

Forkyndelsen er altid relevant
En yngre lærer med kreativ/musisk baggrund, som jeg havde til bords forleden, begyndte også på en mild kritik af gudstjenestens akademiske fjerne kedsommelighed – lige til han kom til at tale om sin fars begravelse.
Da forstod han, hvad ritual, salmer og prædiken ville sige ham og de efterladte: at Gud er skaber og opretholder, og at vi mennesker har ham alene at takke for, hvad vi har.

Sådan er det jo i enhver gudstjeneste, påpegede jeg; og fordi man ikke hører efter hver gang, betyder det ikke, at Gud ikke siger noget eller siger os noget.

Med andre ord: Forkyndelsen er altid relevant, også når vi ikke synes det. Kaldet til at være Guds barn er dog højmessens funktion. Men det er klart, at hvis sognepræsten ikke kan lide højmessen, får menigheden sværere ved det. For synes præsten ikke, at prædikenteksterne taler til ham eller hende selv, og det er dog en forudsætning for præstegerningen, kan det gå hen og blive lidt knoldet.

Gudstjenesten er en fest for Guds fortabte sønner
3. s. e.trin. hører vi lignelsen om den fortabte søn, der har sat livet over styr og erkender, at hans eneste mulighed er, at hans far vil tage imod ham; den far, han har gjort oprør mod og hvis kærlighed, han har følt som en spændetrøje. Han forbereder sig på at trygle om nåde. Og hvad sker? Hans far ved det hele, før han åbner munden, og gør foranstaltninger til en fest uden fortilfælde.

Jeg hørte om en kollega, der annoncerede hver tredje gudstjeneste som en festgudstjeneste, også i trinitatistiden. Hensigten var vistnok at få menigheden op af sofaen, men tanken er ikke forkert. Hver gudstjeneste ER en fest. Den, der kommer, er for en fortabt søn at regne, der modtages af den kærlige fader, der ved, hvad vi trænger til, inden vi selv gør det.

Når man hører lignelsen, og overvejer den anden, ikke mindre fortabte, søns reaktion: hvad med mig, der har gjort alting godt, er det svært ikke at stå med skægget i postkassen over alle sine egne udmærkede aktiviteter og initiativer. Eller som den slebne hofkomponist Salieri i Milos Formans fantastiske film ”Amadeus”, der ikke vil finde sig i, at Gud har ladet sin nådegave tilfalde fjoget Mozart, og som derfor går til grunde i misundelse.

Nej , der går ikke mange i kirke, og det kan være, at evangeliet, der jo er som en drivende plaskregn, driver bort og efterlader os med Manu Sareens såre ringe erstatning. Der er ingen, der har lovet os noget, og et stort antal tilstedeværende i kirken er måske nok bevis på succes, men ikke på, at der er forkyndt evangelium. Det unddrager sig nemlig enhver form for kontrol, selvom kontrol ude i det virkelige liv jo altid er godt.

Gudstjenesten er fedekalven
Gudstjenesten beskyldes for at være ude af trit med dette virkelige liv og derfor utids-svarende. Er det ikke virkeligheden i Guds ord, der frelser os mennesker fra tidsånden, der vil gøre sig/os selv til herre over livet?

Min påstand er, at det er gudstjenesten, der er fedekalven; Gud, der tjener os ved at indbyde os til sit rige uden persons anseelse og uden at trættes. Vi tjener Gud ved at høre hans ord til os. Vi er født til at være hans børn, og det er det liv, vi deler med alle andre mennesker.

Præster skal ikke skabe fællesskab, men forkynde, at Gud har fællesskab med mennesker. Også, hvis der kun er få i kirke. Præsten skal selvfølgelig gøre, hvad han/hun kan for at gøre klart for menigheden, hvad der står på spil. Man kan garnere fedekalven med alskens krydderier, når man ikke glemmer, at smagen skal trænge igennem. Som supplement til højmessen kan de have en vis berettigelse.

De mange kirkelige aktiviteter kan undværes
Mon ikke vi er en del, der mener, at minikonfirmander kan være en god idé? Men med den smule erfaring jeg har, kan jeg da godt tone rent flag og sige, at gudstjenester, konfirmandundervisning, kirkelige handlinger og husbesøg – alt det, som ingen ved – tager al tiden, og det bedste, man kan sige om det kirkelige liv er, at det kan undværes.

Hvis ens hu står til store skarer, er der masser af anledninger: jul, konfirmation, høst, vielse og, nå ja, begravelser, hvor der er masser af tid til at påvise, at evangeliet ikke er nogen suppe.

Venlig hilsen
Margrethe Horstmann
Hanne Jul Jakobsen "Pinagtigt at gå i kirke, hvor der er alt for få" (26. juni 2012)

Kære Margrethe Horstmann

Jeg er med så langt, at antallet af kirkegængere alene ikke er kriteriet for en god gudstjeneste – men det har dog vel noget at sige? For mit eget vedkommende, synes jeg det er pinagtigt at være menighed i en kirke, hvor kirkepersonalet udgør halvdelen af de tilstedeværende. Så kan jeg være nok så meget fælles med de to andre om at være døbte syndere.

Jeg er ikke enig med dig i, at højmessen passer på mange som få. Når vi er for få, så savner jeg nærvær og konkret fællesskab med mennesker af kød og blod, som jeg kan dele liv og tro med. Og til en gudstjeneste uden medmennesker føles det fællesskab alt for fjernt og abstrakt.

Det virker ualmindeligt mærkeligt på mig, det du skriver! Som om det per definition er sådan, at evangeliet bedst forkyndes for en lille forsamling, ved en ufestlig og farveløs gudstjeneste i en usynlig kirke. Det mener du vel ikke? Man kan vel ikke lave den slutning, at når flere end to eller tre er forsamlede, så er Gud ikke sammen med dem!

Vi må have lidt højere tanker om menigheden
Kunne det tænkes at folk helst går til gudstjeneste et sted, hvor de dels forstår, hvad der bliver sagt – og dels bliver mødt af en forkyndelse af evangeliet, som er vedkommende og relevant, og som siger dem noget vigtigt? Kunne det tænkes at de kom, fordi der blevet sagt noget vigtigt, og ikke fordi der blev sagt noget tandløst?

Jeg tror vi må have lidt højere tanker om menigheden. Hvorfor skulle folk dog vælge at gå i kirke for at blive mødt af en ligegyldig og tandløs forkyndelse? De fleste gennemskuer da lynhurtigt, hvis det alene er form og fest og farver. Det er vores tid alt for kostbar til.

Måske kom Jesus også til at lave en fest
Og kunne det tænkes, at kirker der inviterer menigheden til fællesspisning efter en gudstjeneste, hverken ser det som belønning eller lokkemad? Måske man simpelthen har den idé, at menigheden skal dele både tro og liv med hinanden?

Tanken om måltidet som fællesskabsstiftende er trods alt ikke helt ukendt i den kristne tradition. Er det ikke noget med at Jesu og hans disciple også indimellem spiste sammen? Måske blev det endda nogle gange både så hyggeligt og fornøjeligt, at de kom til at lave en fest. Det har jeg også prøvet.

Og det betyder faktisk noget for mig, at jeg kender nogle af de andre fra menigheden, og at jeg både kan have det sjovt og alvorligt sammen med dem. Jeg får den tanke, at det også har betydning for andre end mig. Det at være sammen i kirken, om andre ting end at fejre gudstjeneste, det er med til at opbygge fællesskab.
Og ja, det kan da godt ske, at der er nogle for hvem fællesskabet er vigtigere end ordets forkyndelse! Og hvad så?

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Jesper Kristensen/Scanpix Denmark "Vi går ikke i kirke for at gå til koncert" (25. juni 2012)

Kære Hanne Jul Jakobsen

Kirkelighed og virkelighed er altid præstens stående dilemma. Det kan undre mig, at så mange mennesker, også præster, lader til at mene, at højmessen eller den tilsvarende korte gudstjeneste er så godt som død.

Også selvom årsagen er den, at gudstjenestedeltagelsen er lav til højmesser og høj, når gudstjenesten tilsættes et element af underholdning eller belønning i form af mad. Også selvom der har sneget sig et element af koncern ind i de ærværdige lokaler og tilhvisker biskopper og provster ord som synlighed, succes og stordrift.

For er evangeliet, som jo ikke blot er et nødvendigt onde, der skal markedsføres, så folkekirken kan holdes gående, men det ord, vi alle lever af, blevet så ligegyldigt, at form, fest og farver er kriterier for en ret gudstjeneste? Det er katolikkerne altså langt bedre til.

Højmessens fællesskab er der på forhånd
Højmessens form er ikke sakrosankt, men med de nænsomme ændringer, der er sket for klarhedens skyld har den holdt sig i 2000 år. Det kunne jo skyldes, at netop den form bedst støtter det evangelium, som vi mennesker ikke kan sætte form på, fordi dets ord selv har skabt os.

Hvordan præster vil forkynde deres menigheder det, må de afgøre med deres samvittighed, og der er næsten lige så mange præster, som der er sogne. Desværre tager det ofte brodden af evangeliet, når mange præster skal trække mange mennesker til et stort anlagt kirkeligt event. Der må files, så alle kan være med, og tandløshed bliver ofte resultatet.

Men i koncernkirken regnes det for ukollegialt og asocialt at ville passe sit sogn og sig selv, fordi samarbejde er et mantra for kirkeligheden, som det er det for enhver virksomhed. Ved sådanne lejligheder bliver man klar over højmessens storhed, der jo passer til de mange som til de få. Fællesskabet er der på forhånd og er ikke noget, præsten skal skabe.

Særgudstjenester er sekundære
Dårlig stil hører absolut hjemme i kirken. Alle dem, Jesus samlede om sig, havde rigtig dårlig stil, både før og efter de havde mødt ham. Dårlig teologi er det derimod, hvis koncerter, arrangementer eller aktiviteter skal erstatte den almindelige gudstjeneste. Om Bach eller Elvis er bedst egnet til at ledsage en gudstjeneste, er en smagssag, men vi går ikke i kirke for at gå til koncert eller spise bagefter.

Måske kunne jeg i et svagt øjeblik lade mig forlede til at mene at Bach tjener gudstjenesterne bedre end de hellige hotdogs, også selvom tidsånden siger noget andet.

Hvorom alting er, så står for mig højmessen/gudstjenesten ikke til diskussion. Prædikenteksterne plæderer jo ikke for datidens idealsamfund, eller er en drøm om, hvordan sådan et vil være, men vi tror, at Gud i dem taler til os om, hvordan livet er lige nu. I forhold til det vil enhver aktivitet og særgudstjeneste være sekundær.

Kirken er det sted, der kalder os for at vi kan høre om det, der virkelig er fælles, og som er, at vi er døbte syndere, og at Gud drager omsorg for os i sin virkelighed, som gør al kirkelighed (som er, når kirken vil regnes for noget) ligegyldig.

Skylder vi ikke børnene mere?
Om denne ”højmessefundamentalisme” spærrer for børnegudstjenester? Næh, hvorfor skulle den det? Og hvis en børnegudstjeneste går op i bamser og gardinklatring, så kan Gud og hans kirke – i modsætning til andre kirkesamfund og religioner – godt holde til en skævert. Ja, men kan VI det?

Skylder præsten ikke børnene det samme som alle andre kirkegængere, nemlig at gøre Johannes Døberens gerning og pege bort fra sig selv og hen på Kristus? Selvom det godt nok kan være vanskeligt i vor resultatfikserede tid.

Der er en radering af Rembrandt, jeg holder meget af: Jesus prædiker for folket (1652). Som altid, når Guds ord lyder, flokkes en skare af alle mulige og umulige mennesker om Jesus, heriblandt et lille barn, der ligger og roder i jorden efter en urt eller en bille, og som åbenlyst ikke følger andægtigt og engleagtigt med, sådan som man ofte skildrede børn dengang, men som tydeligt er jorden tro under Guds ord.
Det er måske ikke det ringeste pædagogiske forlæg at have.

Med venlig hilsen Margrethe Horstmann
Hanne Jul Jakobsen ”Højmessen skal afprofessionaliseres” (21.juni 2012)

Kære Margrethe Horstmann,

Du har ret! Der er virkelig meget godt at sige om højmessen. Vi mødes der om søndagen til gudstjeneste på tværs af generationer og professioner, politiske overbevisninger og meninger. Vi samles i trosfællesskab om bøn, salmesang, ritualer og ord – og højmessens store styrke er dens rummelighed og dens forudsigelighed.

Der er noget dybt tiltalende og evangelisk over den genkendelighed, der er i højmessen, der gør den til at være i, igen og igen. Men genkendeligheden må ikke blive til stivhed eller bevidstløs gentagelse.

Al energi må ikke bruges på særgudstjenester
Jeg ville ønske, at meget mere at det fornyelsesarbejde vi ser inden for kirken i disse år, blev gjort inden for højmessens rammer, i stedet for at al energien bruges på særgudstjenester.

Meget kan gøres, så højmessen opleves relevant og vedkommende for flere mennesker. Her vil jeg nævne tre områder, vi kan blive bedre til at arbejde med:

1.Fællesskab
Det skal være nemt at blive en del af menighedens fællesskab. Man skal ikke kunne komme tredje gang, uden at der er nogen der hilser på én. Vi skal byde hinanden velkommen, se hinanden og have omsorg for hinanden.

2.Enkelhed
Vi skal luge ud i gudstjenesteliturgien. Epistel og lektie er indimellem aldeles uegnede til oplæsning og kommer ofte til at stå som en fremmedgørende størrelse og blafre lidt. Der er for mange bønner, som bare bliver pæne opremsningsord. Vi skal synge flere nyere salmer, som er skrevet i et sprog, vi forstår.
Vi skal prædike enkelt og ligefremt og skabe koblinger mellem evangelium og erfaring. Og så skal vi hele tiden sørge for at balancere imellem det folkelige og det højtidelige, så vi fastholder ritualernes anderledeshed.

3.Medinddragelse
Det skal ikke være muligt at gennemføre en højmesse uden menighedens medvirken. Vi skal have lægmandslæsninger og lægmandsbønner. Vi skal i det hele taget arbejde hen imod en afprofessionalisering af højmessen, så lønnet arbejdskraft ikke bliver kirkens hovedhjørnesten – men at det må være Kristi legeme – menigheden.

Børn, unge og gamle skal ses og mødes i gudstjensten. Og hvis man ikke kan samle nok til at udgøre en ordentlig forsamling til det gudstjenestefejrende fællesskab – ja, så må man slå sig sammen med nabosognet, så højmessen bliver det højdepunkt i ugen, som vi har brug for, at det er.

I mine øjne er der grænser for, hvor lille forsamling det giver mening at kalde en menighed. Hvad mener du om det?

Venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Jesper Kristensen/Scanpix Denmark "Mon en hellig hotdog kan vække liv af døde?" (20. juni 2012)

Kære Hanne Jul Jakobsen

Højmessefundamentalist er nu ikke noget rart ord, for trykket kommer hurtigt til at ligge på fundamentalist, men jeg vil da gerne vedkende mig et afhængighedsforhold til højmessen, fordi ordet om syndernes forladelse for mig at høre tydeligst kommer til udtryk her uden filter.

Der synes i dag at være en gennemgående konsensus om højmessens fejlbarlighed, og efterspørgslen efter fornyelse indenfor folkekirken er så omfattende, at Kristeligt Dagblad nu igen har udskrevet en konkurrence om bedste forslag.

Jeg er selv qua abonnent blevet opfordret indtil flere gange til at stemme på min favorit. Enhver protest forekommer i denne forbindelse som en røst fra graven. At graven spiller en vis rolle i påskeevangeliet skal jeg lade være usagt.

Højmessen fremstilles som et problem
Højmessen er, som man daglig læser og hører det, i miskredit. Den er kedelig, intellektuel, gammeldags, urytmisk og meget andet ondt. Derfor vil ethvert sogn, der ønsker at vende skuden, gerne stå frem med sin løsning på problemet, og det er der ikke noget at sige til i en tid, der er præget af kriser og afvikling.

Blandt de nye initiativer i KD er:
Klovne i kirken, hvor hospitalsklovne argumenterer for, at de kan gøre kirken mere levende og ægte og få børn til at fange budskabet om, at Gud tror på dem.

Elvis-gudstjenester, som skal lade Elvis Presley-fans få en åbning til den religiøse dimension i sanguniverset.

Hellige hotdogs, der serveres af to travle engle, og det er tilrettelagt af dygtige og nærværende præster.

Bamse-brunch, hvor det med dyb symbolik hedder i begrundelsen: Et initiativ, som giver familier mulighed for at komme i kirke med børn og kunne få morgenmad med andre familier, samtidig med at hele weekenden ikke bliver ødelagt.

Gud har ikke lovet os succes
Nu er det trist at blive anset for at være et brokkehoved, hvad der har været undertegnedes lod i forskellige sammenhænge, så jeg vil ikke bruge spalteplads på kritik af de enkelte arrangementer, som sikkert har været store tilløbsstykker.

Men Gud har nu engang ikke lovet os succes og synlighed på jord. Til gengæld bliver vi formanet – eller trøstet – til at vandre i tro, ikke i skuen, i den bog, der stadig danner grundlag for evangeliets forkyndelse og den forkætrede højmesse.

Hvis en fornyelse skal batte noget, så skal den, og her vil jeg gøre sognepræst Agnete Raahauges ord fra 2010 om kirkelig fornyelse til mine egne: Gøre vand til vin og vække liv af døde. Mon en hellig hotdog kan det og endda uden at ødelægge weekenden?

Venlig hilsen Margrethe Horstmann
Hanne Jul Jakobsen "Det kræver mod at forkynde evangeliet i et enkelt sprog" (19. juni 2012)

Kære Margrethe Horstmann

Du kender ikke mig, og jeg kender ikke dig. Alligevel har jeg et klart billede af, hvad du står for: Du er højmessefundamentalist, og imod at kirken indoptager populærkultur i alle former. Du mener desuden, vi bruger alt for meget energi på at synliggøre kirken, og at det er tangerende uevangelisk, eller i hvert fald et udtryk for præstens forfængelighed at kære sig om, hvor mange der kommer. Det fjerner alt sammen fokus fra det egentlige: Ordets forkyndelse!

Forenklet og fortegnet, måske? Jeg håber i hvert fald vores debat kan komme et spadestik dybere, og at du har mere at sige end det. Ligesom jeg også håber, at der bliver mere at sige om mig, end at jeg er en af de der yngre kvindelige, omsorgsivrige og smilende aktivistpræster med lilla ble på hovedet, der hopper og springer på tungen, for at få folk i kirke.

Kirkelighed og virkelighed
Det er i mine øjne god teologi, at vi altid arbejder på, at kirkelighed og virkelighed hænger sammen. Det betyder for eksempel, at vi som kirke indretter os efter folks virkelighed og holder gudstjenester på tidspunkter og i en form, der passer ind i almindeligt hverdagsliv.

Der er ingen tvivl om, at præcis det er grunden til, at spaghetti-gudstjenester for småbørnsfamilier er blevet sådan et stort aktiv i mange kirker. Mange forældre vil gerne, at deres børn skal lære nogle bibelhistorier, salmer og fadervor. Men højmessen er mange steder svært tilgængelig, og tidspunktet passer dårligt for mange.

Kirken har et stort ansvar for børnene
Det er glædeligt at opleve, hvor mange virkeligt gode børnegudstjenester, der bliver holdt rundt omkring i kirkerne i disse år. Nyere undersøgelser viser, at der grundlæggende ikke rokkes ved det gudsbillede, vi danner i de første leve år. Det stiller os i kirken med et kæmpe ansvar i forhold til at arbejde med god og gedigen, nærværende og inkluderende forkyndelse for børn.

Heldigvis har rigtig mange præster opdaget, at det at lave gudstjeneste i børnehøjde ikke er, eller bør være venstrehåndsarbejde. Det kræver indsigt og mod at forkynde evangeliet i et enkelt og ligefremt sprog, uden at gøre det fladt eller plat.

Når man gør det rigtig dygtigt, og lader evangeliet gå i dialog med børnene og deres forestillingsverden, så bevæger man sig næsten altid på en hårfin grænse mellem det barnlige – og det lidt for pjattede.

Hellige hotdogs forarger mig ikke
Jeg støder da ofte på nogle tiltag, som jeg ikke selv kunne lave. Ikke fordi det nødvendigvis er udtryk for dårlig teologi, men snarere fordi det i mine øjne er dårlig stil. Forfejlet friskhed eller bare et afsindigt dårligt bogstavrim.

Sådan har jeg det for eksempel med ”Hellige Hotdogs”. Der er ikke noget galt i at spise hotdogs, efter man har holdt en sikkert glimrende børnegudstjeneste. Men det er et ualmindeligt træls bogstavrim! Som i hvert fald ikke tiltaler mig – men det forarger mig ikke! Både Gud og kirken kan godt holde til et par skæverter, og platte bogstavrim. Det er langt værre slet ikke at gøre noget.

Skal vi til at have smagsdommere i Folkekirken? En rummelig folkekirke indebærer vel også, at vi rummer dårlig smag? Og hvorfor løfter vi øjenbrynene, når en kirke holder en Elvis-gudstjeneste, mens vi er helt og aldeles uanfægtede, hvis et sogn holder en dårlig og intetsigende orgelkoncert? Hvem har bestemt at orgel er bedre smag end guitar?

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen

FACEBOOK: Bliv ven med Kristendom.dk

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
Trådet overblik  |  Fladt overblik

Helælere rummelighed end forfængelighed

Allan Ohms, publiceret d.19/06 14:20 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: ONLINE-DEBAT: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset”
I kender citatet:

"At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.
For - i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Kan jeg ikke gøre det, så hjælper en mer-forståen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gøre min mer-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham, egentlig vil beundres af ham". Søren Kirkegaard (Brudstykke af en ligefrem meddelelse 1850).


Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg læste om diskussionen. Folkekirken har så meget godt og rummer så stor kærlighed. Lad os bruge lidt af kærligheden overfor hinanden. Og lad os fokusere på at fortælle - til de mange, der ikke ved det - at kirken har meget godt at tilbyde.

En fastholdelse af alt giver ingen udvikling. Ingen udvikling er tilbagegang. Lad os udvise oprigtighed om behovet for en bedre folkekirkelig kommunikation. I modsat fald rammes vi af ordene "Vil jeg alligevel gøre min mer-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham, egentlig vil beundres af ham".

Med venlig hilsen
Allan Ohms
Link

sognets hovedgudstjeneste

lisbet foss, publiceret d.20/06 17:54 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: ONLINE-DEBAT: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset”
Er det ikke nok at morgen- og eftermiddagsgudstjenesterne så mange steder er faldet bort? Gudstjenesten søndag er dybt væsentlig - faktisk kunne jeg ikke tænke mig at deltage i andre former for gudstjenste. Jeg elsker den, den er fuld af liv, glæde, kultur, og evangeliets tale frem for alt. "Kirken er hvor Ordet lyder og dåben og nadveren sker". Og sådan har det været søndag efter søndag siden kirken blev til. Søndagen hedder Herrens dag/opstandelsesdagen og den hellige dag, det kan man ikke lige lave om på. Det skal man overhovedet ikke lave om på. Det bliver ret svært at få folk til at forstå, at de nu skal komme om tirsdagen eller onsdagen, det savner enhver indre begrundelse. Er forslag af den art, som så meget andet, kirkens sidste krampetrækninger - eller: Ligger der ikke lige foran os en stor og stærk tradidition som vi ærlig talt bare må knytte til ved? Et andet er, at vi har et forkyndelsesproblem. Dette bliver dog næppe mindre af at man fravælger den samlende gudstjeneste om søndagen.
Link

Sv. sognets hovedgudstjeneste

Clausny, publiceret d.28/06 12:59 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: ONLINE-DEBAT: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset”
Jeg er enig med Lisbeth Foss og i øvrigt også med Margrethe Horstmann. Hvis man vil have cirkus, så kan man besøge et af de omrejsende af slagsen, vil man have underholdning, er der nok af steder at gå hen, biografer, teatre, musikhuse m.m.m. Men vil man høre evangeliet, så er der faktisk ikke andre steder at gå end til menigheden, d.v.s. kirken.
Det siges tit, at de evangeliske tekster er for vanskellige at forstå og ligeså mange af salmerne. Jeg vil påstå, at vil man forstå dem, så kan man også. Sådan kritik i mit eget sogn kom ofte fra folk, der aldrig gik i kirke. Så er det selvfølgelig vanskelligt at forstå noget, men til gengæld så meget lettere at udtale sig.
Gudstjenesterne skal efter min mening blive liggende om søndagen på et fast tidspunkt. Det skal være som en klokke, der så sikkert som amen i kirken går i den samme faste rytme, som den har gået i gennem hundreder af år. Regelmæssighed er vigtig, akkurat som med bybusser, der vanskelligt ville kunne få passagerer, hvis de gik til variable tidspunkter.
Hvad angår musik i kirken, så er Bach selvfølgelig at foretrække fremfor Elvis. Årsagen er, at Bach skrev for gudstjenesten (og til Guds ære). Det gjorde Elvis ikke.
Og til trøst for præster, der er triste over, at der er få i kirke, så mener nogle, at mennesket slet ikke ønsker at høre evangeliet (som jo sætter mennesket på synderens plads), hvilket må implicere, at jo bedre præsten udlægger det, jo færre vil komme for at høre det.

Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. På den anden side, hvis alt muligt gøgl i kirken kan trække flere folk i kirke, så kan man let få den tanke, at der måske er noget om det.

lisbet foss skrev:
Er det ikke nok at morgen- og eftermiddagsgudstjenesterne så mange steder er faldet bort?...
Link

appellerer til intellektet?

lisbet foss, publiceret d.28/06 14:26 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: ONLINE-DEBAT: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset”
Hvor er det dog en stereotypi - og ofte hørt - at prædikenen ensidigt apellerer til intellektet, og altså ikke til hjertet. Rent bortset fra at det rentudsagt ikke gælder ret mange af tidens prædikener, som også intellektuelt er noget sjusk.
Nej prædikenen - hvis det da er en prædiken - taler til det hele menneske. Eller man kunne sige evangeliet (og da forresten også loven)taler til mig som den jeg er. Derfor. "Nu fryde sig hver kristen mand/ og springe højt af glæde", som Luther udtrykte det. - hvor evangeliet lyder, glædes menneskets hjerte.
Link
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Stil dit eget spørgsmål til kristendom.dk

Kategori (vælg en af de nedenstående kategorier) *


*


*


*


NB: Alle felter med * skal udfyldes

flexblock

Job på k.dk I samarbejde med Jobzonen

  1. Børne- og ungemedarbejder

    Værløse Sogn

    Oprettet den: 16-04-2014

  2. Skoleleder til Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Skt. Knuds Skole, Aarhus

    Oprettet den: 07-04-2014

  3. Administrationschef til KFUM og KFUK

    KFUM og KFUKs Landskontor

    Oprettet den: 14-04-2014

  4. Vil du arbejde og udvikle sammen med frivillige i KFUM og KFUK?

    KFUM og KFUK

    Oprettet den: 14-04-2014

  5. Sognepræst

    Sct. Peders Pastorat i Århus Stift

    Oprettet den: 08-04-2014

  6. Christians Sogns Menighedspleje søger Sognemedhjælper

    Kristeligt Dagblad

    Oprettet den: 01-04-2014

Se flere jobmuligheder
flexblock

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​