Usolidarisk næstekærlighed

Jeg er uenig med de præster, der kritiserer regeringens udlændingepolitik ud fra devisen, "Der er stadig ikke plads i herberget".

De begår en fejl, idet de ikke forstår, at evangeliet ikke er nogen almengyldig sandhed eller værdi, der skal anvendes på politiske situationer, men at alt afhænger af selve den situation, hvori evangeliet forstås og bringes til orde.

Det forkerte ved den politiske anvendelse af næstekærlighedsbuddet er, at man der igennem lader fremstå en situation, hvor "vi" har troen, evangeliet, Guds bud. Det er noget vi "har", og det bruger vi så i en argumentation over for andre. Derved fremkommer to forhold, som begge er lige fatale.

For det første bliver det evangelium, der netop viser os hen til andre mennesker, brugt til at gøre os selv finere, klogere, bedre end dem. Dermed træder man uden for den kristnes grundsituation, hvor det enkelte menneske ikke har noget at pukke på over for sin næste, men må leve i de fejlbefængtes fællesskab med næsten.

For det andet fremmer man en situation, hvor den folkelige samtale sættes ud af kraft. For Guds bud diskuterer man jo ikke med. Det skal adlydes. Når nogen hævder at fremføre Guds næstekærlighedsbud i den politiske diskussion, så siger de samtidig, at de kan springe samtalen over, for de kender allerede det rigtige facit.

I forhold hertil bør vi minde hinanden om, hvad der indtil nu har været vort fælles udgangspunkt. Vi tager en diskussion for eksempel om indvandringskvoter eller regler for statsborgerskab, og på et tidspunkt stemmer vi så om sagen. Det, der er flertal for, er lov i landet. Det er en god ordning. Jeg ville være ked af at se næstekærlighedsbuddet brugt som lovreligiøs murbrækker mod det demokratiske folkestyre.

Der er bestemt gode grunde til at være bekymret over vor folkelige og menneskelige situation i disse år. Mistro og had florerer, ikke bare mod udlændinge og muslimer, men mod den enlige mor og invalidepensionisten. Vi er på mange måder i fuld fart på vej bort fra fællesskabet med næsten.

Men denne situation ændres ikke ved at ville omforme kristendommen til leverandør af lovtekster eller rettelse til lovtekster. Den ændres kun ved, at vi prædiker, taler, underviser den kristne forståelsen af næsten frem: at næsten er Guds gave til os, og at næsten, om vi vil åbne os for ham, er den, der viser os barmhjertighed. Men ingen af os har Gud på sin side, når vi skal træffe den politiske afgørelse efter den folkelige samtale.

Jens Brun,

sognepræst og formand for Kirkeligt Samfund,

Regnar Juelsvej 21,

Gug,

Aalborg Sø