Tidebønner giver ro i hverdagen

Tidebøn kan være en hjælp til kristne, som har svært ved at fastholde en bønspraksis i deres hverdag, siger baptistpræst Søren P. Grarup.

- Mange kristne bruger megen energi på at formulere sig frem for at være opmærksomme på Gud, siger baptistpræst Søren P. Grarup, som står bag den nye bønnebog Dagsrytme

- Tidebøn er mange ting, for eksempel er aften- og bordbøn en slags tidebøn. Men tidebøn kan kort beskrives som bøn lagt i en fast ramme, siger baptistpræst Søren P. Grarup, som fornylig har lavet bønnebogen Dagsrytme.

- Tidebønner er nøje udvalgte bønner, som er blevet skrevet ned. Det betyder, at jeg, som beder dem, ikke skal bruge tid på at tænke over, hvilke ord jeg skal bruge. Ordene er valgt efter generationers brug.

Tidebønnerne i Dagsrytme består overvejende af salmer fra Det Gamle Testamente kombineret med bibelmeditation og oplæg til personlig bøn.

At hvile i ordene
I en hektisk hverdag savner vi ofte ro og rytme i dagen, mener Søren P. Grarup. Det er en af grundene til, at han har valgt at udgive Dagsrytme. En anden grund er, at han selv har erfaret at finde hvile i ordene, en hvile, han gerne ville tage med i sin hverdag.

- For et par år siden deltog jeg i en retræte. Her bad vi tidebønner efter den gamle tidebønstradition. Her oplevede jeg at finde hvile i bønnernes ord, som er valgt med omhu gennem århundreder.

- Da jeg kom hjem, udarbejdede jeg et lille bønnehæfte med en samling af gamle bønner. Dette var til eget brug, men i årenes løb har jeg videreudviklet det og også brugt det sammen med andre. Og nu er det blevet udgivet på Unitas Forlag, fortæller baptistpræsten.

Bøn fra hjertet
Søren P. Grarup kommer fra en frikirkelig tradition, hvor normen er, at bøn skal komme direkte fra hjertet og ikke fra papiret. Ifølge ham er det grunden til, at nedskrevne bønner, trods en stigende accept, stadig mødes af rynkede øjenbryn i frikirkelige sammenhænge. Men Søren P. Grarup mener ikke, der er grund til bekymring, tværtimod:

- Mange kristne bruger megen energi på at formulere sig frem for at være opmærksomme på Gud. Tidebøn kan være en hjælp til at hvile i Gud, siger Søren P. Grarup, som mener at tidebønnerne i Dagsrytme kan hjælpe kristne i deres bønsliv.

- Tidebøn kan for det første være en hjælp til kristne, som har svært ved at fastholde en bønspraksis i deres hverdag. Tidebøn kan hjælpe dem ind i en daglig rytme. For en anden gruppe, nemlig dem, der har svært ved at finde ord til bøn, kan tidebønnerne være en skattekiste med formulerede bønner, fortæller Søren P. Grarup, som også anbefaler Dagsrytme som ledsager på pilgrimsvandring eller i forbindelse med retræte.

En bønnebog, ikke en lovbog
Søren P. Grarup understreger også, at de nedskrevne ord aldrig må forstås som en lov, der skal læses stringent og præcist på de anviste tidspunkter. Det står læseren frit for at bruge det i bønnebogen, som giver mening. Ifølge ham har man lov til at bruge det, man kan, så længe man kan.

Dagsrytme
Tidebøn og Bibel-meditation til personligt brugaf Søren P. Grarup
Unitas Forlag, 2008
24 sider, 40 kr.