7 tips til at håndtere din teenagesøn

Teenagelivet er en vanskelig periode, både for forældre og barn. Derfor har den katolske præst, Michael Sliney, formuleret syv rettesnore til forældre med pubertetsknægte. Foto: - Stockxchng.

Det er svært at have drenge i puberteten. Hvordan leder man den unge sikkert ind i voksenlivet? Det har den katolske præst og skriftefader, Michael Sliney, syv gode råd til

Teenagelivet er en vanskelig periode, både for forældre og barn. Derfor har den katolske præst, Michael Sliney, formuleret nogle rettesnore til forældre med pubertetsknægte.

Sliney har med sin baggrund som spirituel vejleder og skriftefader for amerikanske drenge i high school-alderen masser af erfaring i teenageproblemer, og han har derfor givet syv gode råd om opdragelse af pubertetsdrenge til det katolske nyhedsbureau Zenit.

Det vigtigste for forældrene er ifølge Sliney, at de skal indse, at deres dreng ikke længere er et barn. Sliney mener, at drenge fra 13-års alderen begynder at opdage og udforske deres identitet. Det er en tid med stor omvæltning, og man skal derfor bede for drenge i den alder.

Derudover må man også investere tid i drengene og prøve at forstå dem. Dette giver Sliney forældre med teenagedrenge syv praktiske råd til:
 
1. Klare linier og rimelige konsekvenser
Når en dreng skal straffes for sine uvornheder, er det vigtigt, at forældrene finder en passende straf.

Desuden er konsekvens et mere pædagogisk udtryk end straf.

Drengen må ikke føle sig uretfærdigt behandlet eller blive overrasket over straffens hårdhed. Dette kan føre til at drengen fremover opgiver håbet om dialog med forældrene. Ifølge Sliney skal man derfor være tilbageholdende med de største straffe i den alder:
 
- Alle forældre har en atombombe de kan hive frem: Internet- og mobilforbud, fratagelse af kørekort og tvunget åben dør til soveværelset - men alt skal gøres på en fair måde og være proportionelt.
 
2. Fornuftige forklaringer
Udover proportionelle straffe for teenageren skal problemet med hans handling også forklares. Forældre skal ifølge Sliney erstatte termen rigtigt og forkert med klogt og forkert. Det skal forklares og ikke blot konstateres, hvorfor noget er forkert.

Forældre skal derfor ikke bruge argumenter om synd og sygdomme, når snakken falder på sex før ægteskabet, men drenge skal, som Sliney siger, hjælpes til at tænke på, hvad han kan tilbyde sin fremtidige kone, hvis han venter på hende.
 
3. Respekt for privatlivet
Følelserne raser i en teenagers krop, og de skal derfor ikke udspørges for meget. Sliney mener ikke, at drenge kan lide at blive analyseret på deres følelser, og han mener, man skal undgå spørgsmål som Hvordan var din dag?:

- Piger kan måske lide at tale om deres følelser, men det kan de fleste drenge ikke. Hvis de har haft en dårlig dag, vil de ikke tale om det, da det får dem til at føle sig svage og sårbare, siger han.
 
4. Uforbeholden kærlighed
Forældre kan have store forventninger til deres børn, men det er, ifølge Sliney, vigtigt at disse ikke overskygger kærligheden til børnene.

Forventningerne skal være fornuftige, men kærligheden skal være ubegrænset og uforbeholden. Sliney mener, at forældrene skal fokusere på hvem deres dreng er som person og ikke hvordan han præsterer. Derudover skal drengenes positive egenskaber skal opmuntres, så han kan nå sit fulde potentiale:
 
- Elsk dem uanset om de kommer ind på Harvard eller bliver en stjerne-fodboldspiller.
 
5. Autentisk og rettroende livsstil
Forældrene skal ikke nøjes med at vejlede deres børn. Sliney ønsker også, at forældrene selv fremstår som gode eksempler. Det er ekstremt vigtigt, da præsten mener, at vi hyperanalyserer vores forældres opførsel i alle situationer. Hvis familien ikke fungerer, er det dårlige forudsætninger for teenagesønnen og et godt ægteskab er derfor vigtigt:
 
- Hvis det er på plads, har du en god chance for, at en teenager kommer igennem i hel tilstand, siger han.

6. En maskulin far
Forældrenes forhold er vigtigt for teenagebarnet, men også kønsrollerne har betydning. Da vi ifølge Sliney lever i en feminiseret kultur, er det nødvendigt at faren opfører sig maskulint. For Sliney indeholder begrebet maskulinitet flere ting:
 
- Stærk karakter, selvkontrol, stille styrke og at kunne komme igennem udfordringer uden piven.
 
Faren skal vise sønnen denne maskulinitet ved at skabe et personligt forhold mellem de to. Sliney foreslår at tage sønnen med til en sportskamp eller invitere ham ud på en bid mad. Han understreger, at sådanne ting især er vigtige for de mere urolige drenge.
 
7. En følelsesmæssigt stabil mor
Morens rolle er en helt anden mener Sliney, der ikke ser moren som en ven af sin søn, men som en mentor, guide og leder.

Moren skal ikke på samme måde som faren have alene tid med sin søn, men være sammen med sønnen i større familiesammenhæng.

Derudover må moren ikke stille for mange følelsesmæssige spørgsmål til sine teenagesønner, da det, som tidligere nævnt, kan gøre dem sårbare. Sliney foreslår andre måder at få kontakt på:
 
- De (mødrene) er nødt til at imødegå det med stor forsigtighed, og tale med børnene om det, de vil tale om, f.eks. Hej, du spillede en flot kamp i går.
 
Mødrene må altså forstå, at der ikke vil være meget kommunikation med pubertetsdrenge i disse år.
 
Stærk karakter via det kristne budskab
Udover disse syv råd, giver Sliney også sit bud på Zenits spørgsmål om hvorledes man hjælper teenage drenge til at opbygge en stærk karakter og et stærkt åndeligt liv:
 
- Det er ikke muligt for et barn at kunne modstå sin passion for ulydighed, rebelskhed, forfængelighed og lyst uden hjælp fra Guds nåde.
 
Derfor råder Sliney teenagedrenge til at skrifte mindst hver anden uge, og at deres forældre skaber et liv for dem, hvor Kristus indgår og er nærværende.
 
- Den vigtigste opgave er at hjælpe til, at Kristus bliver en ven for dem, at hjælpe dem til at se, at Kristus er der for dem, og at vide at konfessionssakramentet er der, hvis det skulle gå galt, afslutter Sliney.