Af jord er du kommet

Martyrernes knogler blev til relikvier, der helligede kirkerne, som de førhen havde helliget gravpladserne.

Vi graver vores døde ned i jorden eller strør deres aske over havet, hvorfor gør vi dog det?

Den kristne begravelse er ikke begrundet i pietetshensyn mod den døde, men bygger på opfattelsen af, at de troendes kroppe er et Helligåndens tempel, og at de skal opstå til evigt liv. Sådan som Paulus skrev det til menigheden i Korint: Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! 

Begravelsesceremonier har i kristendommens historie gennemlevet mange stadier og fik først en nogenlunde fast form i middelalderen, hvor begravelsen blev udviklet til en liturgisk handling. Kirken overtog nu fuldt og helt ansvaret for de døde og fastlagde forløbet fra dødsleje til begravelse i manualer, som vi har kendskab til i dag.

Når døden var indtrådt, blev den døde vasket og svøbt i et hvidt klæde, mens præsten reciterede bønner og bestænkede liget med vievand. Derefter blev afdøde placeret på en båre og dækket med et ligklæde, hvorefter begravelse fandt sted på anden -eller tredjedagen.

Efter requimmessen - dødsmessen - fulgte en ligtale eller en prædiken, som skulle berede afdødes videre vej ind på den anden side døden. Her ventede skærsildens renselse, før sjælen kunne tage ophold i den tilstand, som lå forud for Kristi genkomst og dommedag.

Efter prædiken fulgte selve begravelsen med jordpåkastelse, bøn og velsignelse. Jordpåkastelsen foregik i middelalderen efter samme ritual så godt som over hele den kristne verden.

Ordene var: De terra plasmasti me et carne induisti me. Redemtor noster resuscita me in novissimo die.

Af jord har du dannet mig, og kød har du iklædt mig. Vor frelser, opvæk mig på den yderste dag.

Sådan lød det i middelalderen, men efter reformationen i 1537 hvor man kuldkastede mange gamle katolske traditioner, bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt man skulle holde fast ved jordpåkastelsen.

Luther havde selv i sin fortale til "Kristelige Begravelsessalmer" (1542) sagt, at vi i vor kirke har afskaffet alle pavelige vederstyggeligheder og alt andet gøgleri. Begravelsen skulle nu alene handle om at forkynde opstandelsen, om at bevidne kærlighed og venskab og om at minde én om ens egen død.

I Tyskland og Holsten var skikken med jordpåkastelse næsten helt afskaffet, og på Landemodet i Roskilde 1592 spurgte magister Søren i Helsingør, hvorledes han skulle forholde sig da hans embedsbroder, den tyske prædikant sammesteds, ikke foretog denne handling. Han fik det svar, at jordpåkastelsen skulle opretholdes, uden at det blev præciseret yderligere, hvordan ordene skulle lyde.

Biskoppen på Fyn meddelte i 1566 blot at: "Præsten skal kaste en spadefuld jord eller to på liget".

Det resulterede i, at forskellighederne blev store ud over landet hvortil kom, at man ofte lod en lille forklarende tale ledsage jordpåkastelsen.

Vi kender til en sådan jordpåkastelsestale fra 1566, hvori det hedder: Det har været en gammel sædvane hos os, at når nogen kristen begraves, da plejer man at kaste tre skovlfulde jord på deres lig til en god påmindelse, os skal påminde, at vi er ikke kommet på legemets vegne af nogen ypperlig materie, som stjerner har i sig og sådanne kroppe, men af dette ringe element jorden, og skal derhen på det sidste. Derfor skulle vi nu aldrig os hovmode nogen tid enten af vor velbyrdighed, adelskab, slægt, byrd, styrke, kraft, gods, rigdom, skønhed o.s.v.. Derfor siger man nu således: af jord har Gud skabt dig. Kød og blod har han iført dig. Til jorden est du kommen igen. Gud give dig en glædelig opstandelse på den yderste dommedag!"

Nu trådte en af afdødes standsfæller frem og holdt en mindetale.

Man vidste fra den nye lutherske lære, at det var ordet, det talte ord, der var vigtigt, og at man som sagt skulle vende sig bort fra den katolske messetjeneste og alt andet gøgl.

Det var særligt adelen, der havde givet sig af med at give afdøde et skudsmål. Præsterne fandt det ikke passende, eftersom de havde holdt en ligtale, og det måtte række. I øvrigt var det prædiken, man mente, når man på luthersk vis talte om ordet ikke enhver mere eller mindre løs snak, hvor velmenende den så ellers måtte være.

Indvendingerne blev stærkere og stærkere, og efterhånden blev det til, at det kun var afdødes testamente, der blev læst op efter jordpåkastelsen. Al anden snak blev forbudt om fornødent ved politiets hjælp.

Det var nok kirken, men frem for nogen enevælden der kunne sætte det forbud igennem.

Senere - i vore dag - har præsters tale ved begravelser ofte fået en karakter, der med deres omtale af afdødes liv og levned nærmer sig de gamle ligtaler og skudsmålstaler.

Forholdet mellem den antikke og den tidlige kristne begravelse ligger i, at fra at være et familieanliggende i det romerske samfund blev det i den kristne verden til et menighedsanliggende at få de døde begravet på en værdig og rigtig måde.

Her dukker begravelseskransen op som et evighedssymbol, som et symbol på livets tilbagevenden til begyndelsen. Ringen der slutter sig om sig selv, og som har både begyndelse og ende, men hvis bevægelse aldrig ophører.

Begravelseskransen er her ganske forskellig fra blomster, som sandsynligvis er et langt senere fænomen uden den stærke symbolværdi, der ligger i kransen.

Idrætsfolk, digtere og kunstnere bekransede man, som man stadig gør, når man vil hædre dem, men den krans er ikke lukket, den er åben og var et gudesymbol, som skulle ophøje den besmykkede.

De første kristne nærede den antikke-romers respekt for de døde, som bød, at det var familiens sag, hos de kristne menighedens sag at sørge for en passende begravelse og dermed en passende bolig for den døde. Et gravsted hvor man på bestemte dage kunne drage ud og holde fællesmåltid med den afdøde.

Ifølge den antikke-romerske tradition skulle der ske en indvielse til jorden, før begravelsen fandt sted, så jorden ville tage imod den afdødes legeme. Da man i den tidlige kristne kultur begyndte på jordbegravelser, omkring år 300 blev det til det, vi forstår ved indviet jord. At begravelser fandt sted i jord, der var forberedt til at modtage de døde gennem en indvielse.

I tidlig tid blev begravelsesjorden indviet ved, at der havde fundet begravelse sted af kristne martyrer. Man begravede sine kristne slægtninge i nærheden af martyrgravene, og da man senere ophævede gravfreden og flyttede martyrernes knogler ind i kirkerne inde i byerne, fulgte begravelserne med.

Disse martyrers knogler blev til relikvier, der helligede kirkerne, som de førhen havde helliget gravpladserne, og udviklingen tog nu den retning, at konsiliet i Nikæa i 787 besluttede, at alle kirker skulle have et relikvie nedlagt i alteret.

I den kristne tradition som opstår på baggrund af den hedenske praksis, bliver det et anliggende for menigheden og senere kirken at begrave de døde. Først langt op i tiden bliver det af rent hygiejniske grunde en sag for samfundet/staten at udstikke rammerne for begravelser.

Kirken reserverede sig begravelserne op igennem middelalderen og havde det som en hovedindtægtskilde i form af afgifter og arv.

I dit ansigts sved
skal du spise dit brød,
indtil du vender tilbage til jorden,
for af den er du taget.
Ja, jord er du,
og til jord skal du blive. 

Hvis vi skal finde oprindelsen til jordpåkastelsesritualet, skal vi dels tilbage til Første Mosebog kapitel 3,19 som står ovenfor, dels til Prædikerens bog kapitel 12,19, hvor Prædikeren siger:

Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: »Dem kan jeg ikke lide!«
før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var,
og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.

Så vidt det at være taget af jord og blive til jord. Det har sin oprindelse i Det Gamle Testamente, som det fremgår af nævnte steder, men igen at opstå fra jorden er vanskeligere at følge i enkeltheder, selv om det nok også må siges at stamme fra jødedommen.

I Markusevangeliet kapitel 12 vers 18 fortælles det:

Så kom der nogle saddukæere, som jo siger, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte ham: »Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ingen børn, så skal hans bror gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom. Der var syv brødre. Den første giftede sig, men så døde han og efterlod sig ikke børn. Så giftede den anden sig med enken, men han døde også uden at efterlade sig børn. Og på samme måde med den tredje. Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde også kvinden. Når de opstår, hvem af dem skal så være gift med hende i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.«  

Jesus svarede dem: »Er I ikke kommet på vildspor, netop fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt? For når de døde opstår, så hverken gifter de sig eller giftes bort, men er som engle i himlene. Men om det, at de døde opstår, har I så ikke læst i Moses' Bog i stykket om tornebusken, hvordan Gud siger til ham: >Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud Han er ikke Gud for døde, men for levende. I er helt på vildspor.«

Opstandelsestanke har rod i jødedommen, hvad vi kan se ud af beretningen om opstandelsen og de syv brødre. Dog med den kommentar at det ikke er den rabbinske teologi, der viderebringer den op igennem historien, men at det er den mere folkelige kabbalistiske lære, som dels taler om Nefesh som menneskets sind, der bliver tilbage ved graven for at blive straffet dér, lige som menneskets sjæl Neshamah, der dog efter 12 måneders straf bliver lukket ind i Edens Have, hvor den venter på opstandelsen.

Menneskets ånd Ruach kan ikke synde og straffes ikke.

Rabbinernes lære har en helt anden enhed imellem sjæl og legeme. Som ikke umiddelbart giver plads til en opstandelseslære. Ikke desto mindre lyder det også i dag ved en jødisk begravelse: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jorden skal du igen opstå.