bag filmen Exodus: Gods and Kings

Moses var udfrier og lovgiver

Moses afbilledet på en gammel glasmosaik. - Foto: Jorisvo

I Det Gamle Testamente spiller Moses en central rolle som modtager og formidler af Moseloven, der er selve kernen i jødedommen

Hvem var Moses?
Den lange beretning om Moses findes i Mosebøgerne i Det Gamle Testamente: Her fortælles det, at han bliver udvalgt af Gud til at føre jøderne ud af fangenskabet i Egypten, så de kunne begynde ørkenvandringen mod det forjættede land. Under denne ørkenvandring modtog Moses Guds lov på Sinaibjerget, og han formidlede Guds vilje til det udvalgte jødiske folk.

Se sidste trailer til filmen om Moses: "Exodus: Gods and Kings" 

Fangenskabet i Egypten
Beretningen om Moses begynder i Anden Mosebog i Det Gamle Testamente. Da han bliver født, er det jødiske folk slaver i Egypten.

Baggrunden for deres tilstedeværelse i Egypten finder vi i Første Mosebogs beretning om Josef, der først var blevet solgt af sine brødre og siden blev en stor mand i Egypten. Her fortælles det, at jøderne kom fra Israel til Egypten som familie til den vellidte Josef, og at de dermed var mere end velkomne i landet.

På Moses’ tid - flere hundrede år senere - er de før så vellidte jøder imidlertid blevet meget talrige, og de er blevet gjort til Faraos slaver.

I et forsøg på at kontrollere de mange jøder befaler Farao, at alle nyfødte jødiske drengebørn skal dræbes.

Moses vokser op hos Farao
Moses’ mor lægger sin lille søn i en sivkurv og sætter ham ud på Nilen i håb om, at han skal overleve barnemordet. Det lykkes, og Moses bliver fundet af Faraos datter, som tager ham til sig som sin egen søn. Moses kommer dermed til at vokse op i Faraos palads.

Som voksen bliver Moses mere og mere opmærksom på ægypternes uretfærdige behandling af det jødiske slavefolk, og da en jøde uden videre bliver dræbt af en ægypter, reagerer Moses ved at slå ægypteren ihjel.

Konsekvensen af dette drab bliver, at Moses må flygte fra Faraos hof.

Den brændende tornebusk
I Det Gamle Testamente beskrives jøderne som Guds udvalgte folk. I beretningen om patriarken Abraham er det blevet fortalt, at Gud har sluttet en pagt mellem sig selv, Abraham og alle Abrahams efterkommere. Han har lovet, at han vil være deres gud, og at Kanaans land (cirka samme landområde som det nuværende Israel) skal være deres til evig ejendom.

Det Gamle Testamentes Gud kan derfor ikke bare se til, mens hans folk holdes som slaver, og Gud viser sig for Moses i en brændende tornebusk og udpeger ham til at stå i spidsen for det jødiske folk og føre dem ud af Egypten.

De ti plager
Farao nægter imidlertid til at give slip på sine slaver, og Gud sender derfor ti plager over Egypten: Han gør vand til blod. Han lader frøer kravle op fra moser og vandløb og dække Egypten. Han gør støvet i Egypten til myg. Han fylder Faraos hus og ægypternes land med fluer. Han lader kvæget blive ramt af pest. Han lader mennesker og dyr blive ramt af bylder og udslæt. Han får hagl og lyn til at slå ned overalt. Han fylder landet med græshopper. Og han mørklægger alt i tre døgn.

Da ingen af de ni første plager får Farao til at skifte mening og lade jøderne gå, sætter Gud sit afgørende slag ind: Han lader sin dødsengel gå gennem ægypternes gader for at slå alle førstefødte ihjel.

Denne tiende plage ryster Egypten og Farao så meget, at han tillader Moses at lede sit folk ud af landet.

Den første påske
Forud for den skrækindjagende tiende plage er det jødiske folk blevet advaret af Moses. De har fået at vide, at de skal slagte et lam og smøre dets blod på deres dørstolpe. Dødsenglen vil så gå forbi de huse, hvor der er blod på dørstolpen, og deres førstefødte vil blive reddet.
 
Denne begivenhed er baggrund for den jødiske påske. Påske kommer fra det hebraiske ord ”pesach”, som betyder “at gå forbi”. I påsken fejrer jøder altså, at døden gik forbi dengang i Egypten, så det jødiske folk kunne flygte og begynde vandringen mod Kanaans land.
Det Røde Hav.
 
Selv om Farao i første omgang lader jøderne gå, varer det ikke længe, før han fortryder og sender sine soldater efter dem.

Jøderne flygter. Men da de når Det Røde Hav, og Faraos soldater er lige i hælene på dem, er de fanget. Så løfter Moses sin stav og deler havet, så der bliver en tør passage gennem det. Det jødiske folk kan nu krydse havet, men da soldaterne lidt senere følger efter, slår vandet sammen over dem, og de drukner.

Ørkenvandringen
Det jødiske folk er nu i sikkerhed, og deres vandring gennem Sinaiørkenen kan begynde.

I fyrre år vandrer de gennem ørkenen, før de når til Kanaans land. På det tidspunkt er Moses selv død, og det er Josva, der leder folket ind i det forjættede land.

Mens de er i ørkenen, fornyr Gud sin pagt med folket. Han lover, at han vil være deres gud og passe på dem, hvis de holder sig til ham. Alligevel vakler deres tro igen og igen: Her i ørkenen – uden for lands lov og ret – føler de sig gentagne gange forladt af den Gud, der har lovet at være der for dem.

Moses og loven
Under ørkenvandringen kalder Gud Moses op på Sinaibjerget. Her giver han ham to stentavler med De 10 Bud. Det er også i ørkenen, at Gud dikterer den meget omfattende og detaljerede lov, som udgør det meste af Tredje og Fjerde Mosebog.
 
Denne lov – Moseloven – er kernen i jødedommen. På hebraisk kaldes den Torah.

Moses og Mosebøgerne
Man har traditionelt ment, at det er Moses, der er forfatter til de fem første bøger i Det Gamle Testamente, Mosebøgerne.

De fem Mosebøger fortæller først historien om menneskehedens opståen og derefter om det israelitiske folks tilblivelse og historie.

Moses spiller en altafgørende rolle i Mosebøgerne og hans betydning for den fælles jødiske identitet kan næppe overdrives.

Der er dog ikke meget, der taler for, at det er Moses, der er forfatter til de bøger, der er opkaldt efter ham. Moderne bibelforskning peger derimod på, at Mosebøgerne er skrevet af forskellige forfattere og har været igennem flere redaktionelle lag, før de er blevet til det samlede værk, de udgør i dag.

LÆS OGSÅ: De ti Bud og deres paralleller i Koranen 

Moses og Jesus
I Det Nye Testamente er der en klar forbindelse med Moses, Israels første befrier, Moses, og dets anden befrier, Jesus. Et meget tydeligt eksempel på dette er de to parallelle historier om drab på spædbørn:

Ligesom Moses er også Jesus tæt på at miste livet i et barnemord, da Kong Herodes ifølge Matthæusevangeliet kapitel 2 befaler, at alle små drenge i Bethlehem skal slås ihjel.

Det lykkes med nød og næppe Josef og Maria at redde Jesu liv ved at flygte til Egypten.

Jesus selv fremhæver forbindelsen til Moses ved blandt andet at understrege, at De Ti Bud, som Moses modtog på Sinaibjerget, stadig står ved magt (Matthæusevangeliet kapitel 5).

Når Jesus alligevel kommer til at stå som skarp kritiker af Moseloven, er det, fordi han igen og igen irettesætter de lovkyndige og farisæerne, der med loven i hånden dømmer andre – eller med lovens paragraffer om rent og urent sætter skel mellem mennesker.

Ifølge Jesu forkyndelse må love og regler aldrig blive et mål i sig selv. Derimod må ethvert menneskes handling altid måles i forhold til, om den gavner forholdet til Gud og det andet menneske. Derfor sammenfatter Jesus loven i det berømte dobbelte kærlighedsbud:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” (Lukasevangeliet kapitel 10, vers 27).

Moses på forklarelsens bjerg
For Jesu vedkommende er der altså ikke tale om et opgør med Moses og alt, hvad han står for.

At der derimod er en stærk forbindelse mellem de to, understreges igen af den mystiske beretning om forklarelsen (Matthæusevangeliet kapitel 17, Markusevangeliet kapitel 9 og Lukasevangeliet kapitel 9).

Her fortælles det, at Jesus tager tre af sine disciple med op på et højt bjerg, og de er vidne til en forudgribelse af hans opstandelse og herliggørelse. Jesus fremtræder foran dem i en himmelsk glans: Hans ansigt lyser som solen, og hans tøj bliver hvidt som lyset.

Og midt i det hele kommer to mænd og taler med Jesus. Den ene er profeten Elias, der her repræsenterer de gammeltestamentlige profeter. Den anden er Moses, der repræsenterer Loven. Deres tilstedeværelse på bjerget understreger, at Jesus er svaret på de jødiske profetier, og at han er ”Lovens fylde”.

Når Jesu betydning skal forklares for disciplene, spiller forbindelsen med Moses altså en helt afgørende rolle.

TemaTroens hovedpersoner på Bibelens tid