Søndagens tekst: Den store verdensdom

Søren Kierkegaard siger i "Begrebet Angest" noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten, skriver sognepræst Asser Skude. Foto: digi als

At forholde sig til livet på evangelisk vis må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer, reflekterer sognepræst Asser Skude over teksten til 2. søndag i advent

På den ene side er der i dagens evangelium rigeligt at ængstes over: Dommedag, hvor alle elementer raser og ”Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed”. På den anden side er der forventningen om noget glædeligt: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig".
 
Det er for mig at se den afsluttende verdensdom, der tales om i dagens evangelium. 

Selv om det ikke er morsomt at skulle forestille sig, så er det alligevel identisk med det, som menigheden hver søndag bekender i trosartiklen om Guds søn: "Vi tror på Jesus Kristus... siddende ved Gud Fader, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde".

Og med udgangspunkt i dagens evangelium kan der ikke være tvivl om, at Jesus selv vil fastholde sin menighed på denne konkrete forventning, for Jesus formaner til slut: "Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen".

Nu er det imidlertid ingen kunst at prædike død og ødelæggelse ud fra dagens evangelium, det ville være den letteste sag i verden. Det er glædens og håbets budskab, som bør forkyndes – i dag som alle andre dage. At fastholde det evangeliske, som er liv, glæde og håb.

Søren Kierkegaard siger i "Begrebet Angest" noget i retning af, at det handler om at være angst på det rette måde, dvs. hverken synke i angsten eller aldrig være angst, men ængstes ret: Som menneske ikke at forsøge at fjerne angsten, men derimod leve med angsten. At leve med angsten indebærer muligheden for, at selv det mest forfærdelige og uventede indtræffer, og alligevel gå hver en ny dag i møde. At leve sådan, det er tro. Det er ’at møde det frygtelige med løftet hoved.’
 
Når alt kommer til alt, er der er mangt og meget at glæde sig over i livet: Når kærligheden viser sig, når man føler sig elsket, når man oplever stor glæde. Ved sådanne lejligheder fyldes livet med tro og håb. Som sådan er du og jeg nødt til at leve vores liv - med ubetinget tillid og hengivenhed:

Vi kan ikke knytte kontakter, opleve kærlighed og nærhed uden samtidig at have tillid til det, som skal ske: Vi kan ikke møde hinanden, uden samtidig at møde hinanden med en grundlæggende tro og tillid. Uden denne basale tiltro til livet og til hinanden, ville alle relationer falde fra hinanden og blive meningsløst og uden håb - frit citeret efter K. E. Løgstrup.

At forholde sig til livet på evangelisk vis, må vel være at fastholde troen på det, som opløfter og inspirerer. Ikke blot de gode og nærende sociale oplevelser - som menneske sammen med andre mennesker, men også som menneske i forhold til Gud, der rækker sit glædelige budskab søndag efter søndag. Som menneske er du og jeg sat til at leve af og på det Guds ord, som er evigt og altid vil bestå: "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå", siger Jesus i dag.

Dog må den forventning om en bedre fremtid og frelse ved Hans mellemkomst hverken gøre os dovne eller selvoptagne, men derimod leve ydmygt på og af Hans ord – i kærlighed til Gud og næsten – så hvad enten vi sover eller våger, arbejder eller hviler, må forvente Guds søns komme i tro og glæde – frit citeret efter Johannes Johansens kollekt til dagen.