Bjergprædikenen er en rettesnor

Bibelen skaber hele tiden bevægelse og får mig til at være undervejs, siger Simon Grotrian. Foto: Flemming Jeppesen/fokus Foto: arkiv

Første gang jeg stødte på Bjergprædikenen, lød den som torden, men i dag taler den direkte ind i mit liv, siger lyriker og moderne salmedigter Simon Grotrian

Hvilken passage i Bibelen har gjort størst indtryk på dig?

- Den bibelske tekst, jeg har læst flest gange - og suget næring fra - er Bjergprædikenen. Her lyder en gevaldig opsang til hvem som helst. Tingene vendes på hovedet, og Jesus gør det tydeligt, at vi ikke kun skal se på egne ønsker og behov. Budskabet vækker forargelse og er et opgør med enhver form for selvfedme. Han taler om retfærdighed og barmhjertighed og giver os mennesker nogle klare retningslinjer for, hvordan vi skal handle. Man kan ikke blot læne sig tilbage og sige, man er kristen.

Hvornår stødte du på Bjergprædikenen?

- Jeg læste den første gang for otte år siden, men da kunne jeg ikke tage den til mig. Det var ren tordentale. Siden er jeg meget ofte vendt tilbage til den og finder næring i Kristi tale. Han fremhæver den fattige, sagtmodige, hungrende og barmhjertige. Samtidig får han én til at kigge væk fra sig selv og få øje på sin næste. Hvilken frihed ikke at skulle tænke på sig selv, men kunne flytte fokus til verden omkring sig.

Hvordan vurderer du Bibelens betydning i dag?

- For mig er det bogen over alle bøger. Jeg bliver aldrig færdig med den, men oplever, at den bevæger mig hele tiden.

- Bibelen har noget vigtigt at sige i vores egoistiske tid. Selvfølgelig kan man være uenig i mange ting, som for eksempel dele af Paulus' tale, hvor jeg synes, han strammer den for meget. Men der er også noget, som ikke står til diskussion, nemlig Ordet, som det lyder i evangelierne. Om søndagen hører man aldrig to ens prædikener, og det er et tegn på, at Bibelen er i live og har mange tolkningspotentialer.