Billedserie

10 billeder af Reformationen

Billedet er farvelagt træsnit, der viser, hvordan augustinermunken overgiver pavens bandbulle imod ham samt den kanoniske ret til flammerne uden for Wittenbergs Elsterport i december 1520. En bulle er en officiel skrivelse fra paven, og dens autoritet forventes respekteret i hele kirken. Foto: Wikimedia commons

Luther som Djævelens sækkepibe og paven som et æsel. Reformationen blev i samtiden skildret i et rigt billedmateriale, der var en blanding af oplysning og propaganda. Billederne er en interessant indgang til begivenhederne - og tit forbløffende grove

Som en af de betydeligste begivenheder i den europæiske historie er Reformationen både dengang og nu blevet skildret i et rigt billedmateriale. Især samtidens skildringer er interessante, fordi de beskæftiger sig med motiverne på en meget bramfri måde.

Det drejer sig naturligt nok især om portætter af begivenhedernes hovedpersoner, men ved siden af sådanne mere eller mindre loyale skildringer findes også en lang række folkelige tryk, der gør begivenhederne og budskabet tydeligt og letfatteligt for alle almindelige mennesker. En række allegorier, ment for de lidt mere dannede, hvor begivenhederne er fremstillet symbolsk. Og dertil en række karikaturer, der stadig i dag eller især i dag næsten virker chokerende ved sin grovkornethed.

Reformationstiden var en af de første epoker, hvor satiren blev et af de mest brugte våben i den skånselsløse ideologiske krigsførelse. Og denne form for massiv og mangesidig propaganda var helt nødvendig, hvis man ville påvirke folkestemningen i et samfund, hvori de færreste kunne læse. Og folkestemningen var væsentlig, da kampen om den nye tro ikke kun var åndelig, men i høj grad også politisk. Derfor benyttede alle parter sig flittigt af massiv propaganda.

I billedserien nedenfor kan du se 10 eksempler herpå.

Paveæslet

En af protestanternes foretrukne måde at skildre paven på, var som det såkaldte paveæsel, et skrækkeligt fabeldyr bestående af dele fra flere forskellige dyr. På den her viste udgave, en bogforside udført af Reformationens hofmaler, Lucas Cranach, er det eneste menneskelige der er tilbage dog pavens venstre hånd og en kvindes torso. Ellers består han af et æselhoved, en skællet dragekrop, en hønsefod, en gedebukkeklov, og som hale har han dels hovedet af en grif og dels djævelens eget hoved med ild ud af munden.

En sådan hæslig karikatur var et led i den almindelige dæmonisering af romerkirkens overhoveder, hvis embede Luther gjorde sig til talsmand for, skulle være indstiftet af Djævelen selv. Derfor bærer han også på billedet tydelige dæmoniske træk. Æselhovedet er nok valgt, fordi dyret symboliserer dumhed og stædighed, og fordi dets skryden er larmende og hæslig. Af de samme grunde fik æslet i mange år lov til at symbolisere det jødiske folk, der havde forhærdet sig over for Gud. Den samme skæbne havde nu også ramt den kristne kirke. Dertil kommer, at Luther kunne hævde, at som Kristus førhen havde været hovedet på den krop, kirken udgjorde, så var det nu paven, der var dette hoved, og derfor var kirken blevet et dæmonisk væsen med æselhoved.

Luther var som bekendt en mand af jævne kår og chokerende folkelig og bramfri, når han skulle udtrykke sig. Således tog han også æsel-symbolikken med i sit skrift Wider das Bapstum zu Rom vom Teuffel gestifft (Mod pavedømmet i Rom, indstiftet af djævelen) fra 1545, hvor han forvanskede pave Paul III's slægtsnavn Farnese til Fartzesel (prutteæsel) og kaldte ham for paveæsel, æselpave, prutteæselpave, æselpruttepave, æselpaveprut og prutteren i Rom.

Luther som Herakles

På billedet lader Hans Holbein d.y. den oprørske munk, Luther optræde som den græske helt Herakles, der med sin kølle dræber den lernæiske hydra. Den mangehovede og giftige søslange var ifølge sagnet umulig at komme til livs fordi den, hver gang den mistede ét hoved, lod flere nye vokse frem. Med en kombination af snilde og rå vold lykkedes det dog til sidst Herakles at dræbe den, en bedrift som gik over i historien som ét af halvgudens tolv berømte arbejder.

I Holbeins allegori på reformationskampen er hydraen et symbol på den romersk-katolske kirkes dårligdomme, og de enkelte hoveder er portrætter af årsagerne. Således ser vi for eksempel både den græske filosof Aristoteles og de tre skolastiske teologer Thomas Aquinas, Johannes Duns Scotus og William af Ockham ligge slagne på jorden, imens helten holder sin pigkølle hævet til slag over den pavelige inkvisitor Jakob van Hoogstraten. Paven selv dingler i en galge fra heltens mund, imens en munk forskrækket flygter i baggrunden. Det kan være, at det er båndet fra hans munkekutte, der flagrer bagefter ham, men i billedets ånd kunne det også meget vel tænkes at skulle ligne djævelens hale.

Holbein malede billedet i Basel, som i begyndelsen af 1500-tallet var et af de absolutte centre for udbredelsen af reformatorisk propaganda.

Religionssamtalen

Det var i de protestantiske fyrster og byråds store interesse, hvis alle de protestantiske kirker kunne danne en fælles front imod Rom, så de stod stærkere politisk og militært. Derfor forsøgte landgreve Philipp I af Hessen med den såkaldte religionssamtale i Marburg i 1529, om det var muligt for Luther og den schweiziske reformator Ulrich Zwingli at nå konsensus omkring en fælles teologi.

De to stridbare reformatorer var enige om, at det er troen alene, der frelser det faldne menneske, men Zwingli understregede kraftigt den kristnes pligt til lydighed i forhold til Gud og næsten. Det store stridsspørgsmål var dog nadversynet. Luther fastholdt realpræsensen (Jesu Kristi virkelig tilstedeværelse i brødet og vinen), mens Zwingli hævdede, at indstiftelsesordene (Dette er mit legeme) kun skulle forstås symbolsk, Jesus var jo opfaret til himmels og kunne ikke være andre steder end her. Samtalen endte med et voldsomt skænderi og med at Luther nægtede at anerkende schweizerne som sande kristne. Hermed var forsøget på at skabe protestantisk enhed strandet én gang for alle.

På billedet ses Luther (t.h.) og Zwingli (t.v.) i nogenlunde fredelig samtale omgivet af andre betydelig personligheder fra Reformationen såsom Johannes Agricola, Johannes Brenz, Justus Jonas, Johannes Oecolampadius, Martin Bucer, Caspar Hedio, Andreas Osiander og Philipp Melanchton.

Luther som Djævelens sækkepibe

Også pavens tilhængere benyttede sig flittigt af karikaturer, her ses for eksempel et billede af Luther som djævelens sækkepibe.

Stadig med tonsur, den særlige frisure munke anlagde sig ved deres indtræden i et kloster, viser billedet reformatoren som en forløben munk, et redskab i Djævelens hænder. Hans oprør imod kirken skyldes, at han er besat, og hans anklager er følgelig falske og løgnagtige. På det mere direkte plan, må man desuden formode, er Djævelen håbløst umusikalsk, hvorved Luthers udtalelser latterliggøres som ukøn musik.

En anden måde at fremstille reformatoren på var for eksempel som et syvhovedet uhyre med en slet skjult henvisning Johannes Åbenbarings beskrivelse af de store dyr (drager og havuhyrer) som varsler dommedag.

Luthers teser

Her ses Luther, som inviterer til debat om kirkens læresætninger og afladspraksis. Det gjorde han, da han hængte de 95 teser op på Slotskirkens dør i Wittenberg - tester hvoraf paven kaldte 41 sætninger kætterske. Bandbullen Exsurge Domine (Rejs dig, Herre!) var pave Leo X's forsøg på at få kaldt den oprørske Luther til orden, og få ham til at tilbagekalde i de 41 kætterske sætninger.

Luther nægtede pure, og sammen med studenter og kollegaer fra universitetet i Wittenberg lod han helt uhørt den pavelige bulle samt kirkeretten brænde. Hermed havde Luther udfordret paven og hans kirkes autoritet direkte, og Luther måtte herefter officielt påtage sig rollen som oprører.

Pavens svar blev i første omgang en officiel bandlysning og ekskommunikation af kætteren Luther, men selv om han samtidig dømtes fredløs, så fik den katolske kirke aldrig ram på Luther.

Den overflødige pave

Girolamo da Treviso malede sin allegori til kong Henry VIII af England i anledning af kongens brud med paven i Rom, fordi denne ikke ville give ham skilsmisse fra sin første hustru. Sagen førte til oprettelsen af Church of England, hvor kongen selv er overhovede. Henry VIII var dog ikke protestant i den wittenbergske forståelse af ordet, men ønskede i det store hele at fortsætte som hidtil med sig selv som overhovede og uden hustru. På ét punkt var han dog i tråd med Luther: I 1539 lod kongen, selvom han tidligere havde været kraftigt imod, trykke en engelsk oversættelse af Bibelen. Nu kunne almindelige mennesker selv læse teksten. Paven var blevet overflødig.

Det er nogle af disse ting, Treviso viser i sin allegori. Den forestiller paven væltet om på jorden sammen med hans to elskerinder, hykleriet og grådigheden. Rundt om dem står de fire evangelister i færd med at stene dem til døde, som en påmindelse om at Bibelen kan tale for dig selv og ikke behøver en pave til at udlægge den.

På jorden ses desuden en tabt kardinalhat til påmindelse om det kirkelige system og hierarki, en pavelig bulle, samt et lys sat under en skæppe (jf. Mat 5,14-16). Alle tre ting skal minde om det fangenskab kirken hidtil har befundet sig i. I billedets øverste venstre hjørne ser vi til gengæld et lys sat i en stage, der svæver over en by, der kunne forestille det nye Jerusalem, det realiserede Gudsrige, hvor evangelisterne selv hersker.

Grov hån af paven

På Luthers foranledning udførte Lucas Cranach en række karikaturer, der skulle bruges i Reformationens ideologiske krigsførelse. De var alle sammen grovkornede og sjofle, og denne karikatur er bestemt ikke den mest latrinære.

Billedet viser paven siddende på sin trone med en bulle, hvorfra der udgår torden og lynild. Samtidig ser man to tyske landsknægte med bukserne nede om bagen række tunge af paven og prutte ad ham, imens teksten lyder:

"Paven siger: Vores dekreter skal adlydes, selv om de er uretfærdige! Svar: Forbandet være du! Se, du vrede mand, vores udsigt!"

En karikatur som denne er ment som en forhånelse af paven, og skal derved opildne det tyske folk til modstand imod romerkirken, der blev set som både en teologisk og en politisk trussel imod det tyske folks frihed. Derfor blev der spillet på begge dele i propagandaen, og tegninger med så groft et indhold er med sikkerhed blevet cirkuleret vidt omkring på meget kort tid. Til stor morskab for de tyske protestanter og til stor irritation for den katolske kirke.

Luther - før og efter

Martin Luther var oprindeligt katolik og munk, og han havde ingen intentioner om at blive lederen for en ny bevægelse. Han ønskede derimod at reformere den katolke kirke indefra, efter han var nået frem til, at frelsen ikke kom ved hjælp af afladsbreve, men gennem Guds frelse af nåde. Reformationen endte dog med at blive en kirkesplittelse. Nu fandtes den katolske kirke og den protestantiske kirke, som hurtigt delte sig i mange retninger.

Luther tog under Reformationen afsked med sin munkegerning og blev en varm fortaler for ægteskabet. Selv giftede han sig med en tidligere nonne, Katharina von Bora, og de to fik seks børn.

Katolikker versus protestanter

På denne ukendte mesters maleri ser vi striden mellem katolikker og protestanter som en simpel opvejning på en vægt, der hænger ned fra et kirkeloft i Guds hånd. Begge sider lægger deres argumenter på vægten, og så ses det, hvis der vejer tungest.

På den katolske side ser man - i spidsen for en broget skare af munke og præster -paven fylde sin vægtskål med guld og sølv, alterkalke, krucifikser, præstetøj, kirkepynt, og meget andet. Selv ikke den tykke munk, der desperat hænger i vægtstangen kan få vægten til at flytte sig, og paven gør nu klar til at lægge en bulle oven i det andet - i et forgæves håb om, at det vil hjælpe udfaldet.

Den protestantiske side består af en skare af de mest kendte reformatorer, Luther, Philipp Melanchton, Johannes Calvin, Johannes Oecolampadius og flere andre, og iført diskrete og prunkløse sorte dragter fremtræder de meget mere rolige end katolikkerne. De har foreløbig lagt en bog i deres vægtskål, som har fået vægten til ganske suverænt at hælde deres vej, og ved siden af er en ældre mand klar til at lægge en bog mere i skålen, hvis det skulle blive nødvendigt, hvad det næppe bliver. Det er ikke til at se, hvilke bøger der er tale om på den protestantiske side, men et godt gæt ville være, at det er det Nye Testamente, der så rigeligt opvejer al katolsk ceremoniel og tradition, og at bogen på jorden er det Gamle Testamente. Den er et våben, reformatorerne har i baghånden, men aldrig får brug for at bruge, fordi evangeliet er mere tungtvejende end alt andet her i verden. Troens sande vægt har talt!

Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Wikimedia commons
Foto: Museum Catharijneconvent, Utrecht