Kirkekonsulent: Biskopper bør have mere magt

Var det ikke på sin plads, at vi gav lidt mere magt til de ledere - biskopperne - vi nu engang har valgt i folkekirken? spørger kirkekonsulent Christian Roar Pedersen

De mange bispevalg de seneste år har betydet øget fokus på biskopperne. Det er en gammel, kirkelig tradition, at biskopperne bliver valgt. I middelalderen var det for eksempel domkapitlet, der foretog valget.

I vores mediebårne samfund kommer vi imidlertid ofte til at forveksle de demokratisk valgte biskopper med politikere. Kristeligt Dagblad havde således sidste år en artikelserie om biskoppernes valgløfter. Holdt de nu, hvad de lovede. Da Kresten Drejergaard takkede af efter 17 år i bispestolen på Fyn, skulle han stå til ansvar. Det samme skulle de andre siddende biskopper.

Medierne skubber også til en opfattelse af biskoppen som koncernchef. De vil gerne høre, hvad biskoppen mener om dette eller hint. Chefen må forklare, hvis noget ikke er, som det skal være. På alle niveauer i kirken. I kirkelige kredse kan man oven i købet møde opfattelsen af de magtfuldkomne biskopper.

Hvis man spørger biskopperne selv, vil mange af dem fremhæve, at de er præster. Det ligger der en luthersk, teologisk pointe i, men den er svært forståelig for almindelige mennesker. For er biskoppen ikke direktøren for det hele?

Svaret er nej. Biskopperne er ikke direktører. De kan ikke bare bestemme en hel masse. De har ikke uindskrænket magt over de enkelte afdelinger. Hvis vi kigger på økonomien, så ligger de store penge i provstierne, og derfra fordeles de lokalt til sognene. Hvis vi kigger på stiftsrådene, som kom til i 2009, så sidder biskoppen ikke for bordenden.

De magtfulde biskopper er ikke nær så magtfulde, som man får indtrykket af i debatten. Hvis biskopperne vil sætte nye projekter i søen, så sker det i samarbejde med stiftsråd og provstier, for biskopperne selv har ikke en stor pulje penge, de bare kan tage af.

Men biskopperne har vel magt over præsterne? Ikke ubetinget. Biskopperne har tilsyn med dem.

Præsterne skal holde sig inden for luthersk kristendom, når de forkynder. Men hvis der bliver problemer på den front, eller i samarbejdet med menigheden, så er vi inde i en langstrakt affære. I en privat virksomhed eller organisation ville man aldrig acceptere den offentlige undsigelse af chefen, vi accepterer i folkekirken.

Hvilken magt har biskopperne så? Jeg vil påstå, at langt den største magt er uformel. Den kommer af en agtelse og respekt for bispeembedet. Når biskoppen siger noget eller sender noget rundt, så lytter man. Ikke fordi man skal, men fordi biskoppen taler.
I Gyldendals Store Danske beskrives biskopperne som ”åndelige vejledere for præsterne og menighederne.” Biskopperne kan ikke diktere, hvad der skal ske af aktiviteter ude i sognene. Men de kan inspirere. Med ånd og udsyn. Og det har de gjort. Ellers ville agtelsen ikke fortsat være så stor.

Biskopperne er fanget imellem offentlighedens forventninger til deres person og det lokalt forankrede, kirkelige anarki. Mange kirkefolk vil gerne selv fylde det magtvakuum ud, der er. Måske er folkekirkens problem, at vi alle vil være biskopper?

En løsning kunne være, at vi gav flere ressourcer – og ja: magt – til de biskopper, vi har valgt. Så ville biskopperne kunne slippe for noget af al det administrative, de bruger kræfter på, som eksempelvis screening af ansøgere til præsteembeder. I Sverige har man et større setup bag ansættelserne. Med en større tilførsel af ressourcer ville de også selv kunne sætte større projekter i søen.

For én må gå foran og lede, og det må gerne være en valgt kirkeperson som biskoppen. Biskopperne mangler også magt i forhold til menighedsråd og præster. Når tingene ikke fungerer, skal det være muligt at fyre en præst eller afsætte et menighedsråd. Jeg kunne blive ved.

Sognefundamentalisterne vil nok slå sig i tøjret. Men var det ikke på sin plads, at vi gav lidt mere magt til de ledere, vi nu engang har valgt i folkekirken? Der er udfordringer nok de kommende år, som de skal føre os igennem.