Den dag, pave Frans besluttede at blive præst

Argentine Cardinal Jorge Bergoglio, now Pope Francis (L), is pictured with his mother Maria Regina Sivori and ...

Som 17-årig blev Jorge Maria Bergoglio (tv.) klar over, at han ville være præst. Dengang havde han nok ikke forudset, at han mange år senere ville blive valgt til overhoved for den katolske kirke under navnet pave Frans. Her er han fotograferet sammen med sine forældre i 1958. Foto: Reuters / Scanpix

Som ung studerede Jorge Maria Bergoglio – senere pave Frans – kemi på et teknisk gymnasium. Men i 1953 blev hans livsbane forandret, da han tilfældigvis kom forbi kirken San José de Flores i Buenos Aires. I en ny bog fortæller paven om sit kald til at blive præst

Som barn og ung kom Bergoglio (før han blev pave, havde Frans navnet Jorge Mario Bergoglio, red.) regelmæssigt i kirken, nogle gange sammen med sin familie, andre gange alene, og med bedstemoderen som sin mest entusiastiske ledsager.

Den rigt udsmykkede bygning leverede ”kulisserne” for den tro, hun var med til at indgyde ham, med levende lys hist og pist, mens de kiggede op for at blive mindet om evangeliernes bevægende fortælling, før de blev draget ind i sakramenternes mysterium, sammen med præsten, der stod med ryggen mod menigheden og i dæmpede antydende toner genopførte de enkelte stationer i Kristi død og opstandelse.

Ritualerne i 1930’ernes og 1940’ernes Argentina fastholdt katolikkerne i rettroende fromhed, tradition, dogmer og i en urokkelig tilslutning til pavens autoritet. Bergoglio var 17 år, da et improviseret besøg i kirken den 21. september 1953 førte til et møde, der skulle ændre hans liv for altid.
 
Den mest udførlige beretning om denne begivenhed findes i en optagelse af en samtale, Bergoglio havde i november 2012 med fader Juan Isasmendi fra den lille menighed Caacupé i den argentinske hovedstads fattigste kvarter. I interviewet talte Bergoglio åbent og detaljeret om det øjeblik, da han besluttede sig for at blive præst.

På det tidspunkt studerede Bergoglio kemi på et teknisk gymnasium. Dette er hans historie, som den blev fortalt til præstekollegaen:

”Det var den 21. september – det kan jeg altid huske – jeg gik mig en tur sammen med nogle venner og kom forbi kirken San José de Flores. Jeg gik indenfor i kirken; jeg følte, at jeg skulle gå ind, der er ting, som du føler inden i dig, og du ved ikke rigtigt, hvad det er. Jeg så mig omkring, det var mørkt, en morgen i september, og jeg så en præst, der kom hen imod mig. Jeg kendte ham ikke, han var ikke fra den kirke, og så satte han sig ned i den sidste skriftestol til venstre, der vender op mod alteret, og så ved jeg ikke, hvad der skete med mig.”

Bergoglio fortsatte: ”Jeg følte det, som om nogen tog fat i mig indefra og førte mig hen til skriftestolen. Jeg er ikke sikker på, hvad der skete der, jeg må jo nok have skriftet, men jeg ved ikke, hvad der skete, og da jeg var færdig med at skrifte, spurgte jeg præsten, hvor han kom fra, fordi jeg ikke kendte ham,” erindrer han.

”Han sagde: ’Jeg er fra Corrientes [en argentinsk by tæt på grænsen til Paraguay, forf. anm.], og jeg bor lige her i nærheden, i præsteboligen, og jeg skal nogle gange celebrere messe her’.”

Præsten fra Corrientes led af leukæmi og døde året efter. Men det var et grænseoverskridende øjeblik i mere end én forstand. Bergoglio havde svært ved at beskrive det i ord. ”Mens jeg var der, følte jeg, at jeg skulle blive præst, og jeg var ikke i tvivl om det,” erindrer han.

Bergoglios klassekammerater kan huske den stærke tro som et af de træk, der karakteriserede ham ved siden af hans intelligens, der kom til udtryk i en evne til at undfange nye idéer, som gjorde, at han blev en af de dygtigste på sin årgang. Efter alt at dømme var han afholdt, sympatisk og uselvisk, ofte parat til at hjælpe andre, som ikke var lige så dygtige som ham selv, med deres studier.

Han fik også ry for at være ret selskabelig, ikke indadvendt og ikke nogen dårlig tangodanser, hvilket hjalp ham til at gøre sig fri af sin generthed. Han voksede op på et tidspunkt, hvor små grupper af teenagevenner fra gode, hårdtarbejdende katolske immigrantfamilier hyggede sig lørdag aften med sammenkomster i hinandens hjem og i forældrenes selskab. Drengene, i jakkesæt og slips, kom med soft drinks, pigerne, i passende beskedne kjoler, kom med masitas (kager) og empanadas (postejer). Næste morgen gik de alle sammen til messe i kirken.

Den unge Bergoglio var dog ikke nogen glansbilledhelgen med from mine, der hævdede at have fået et kald fra Gud i en ung alder. Selv den autoriserede biografi om ham påstår ikke, at der skete nogen omvendelse a la Saulus til Paulus fra anti-Gud til helgenstatus. Baseret på løse samtaler, som forfatterne Rubin og Ambrogetti havde med Bergoglio, mens han var ærkebiskop i Buenos Aires, beskrev den senere pave denne begivenhed den 21. september 1953 som ”en stor gave, som ubemærket listede sig ind på mig”.

Den dag markerede den første forårsdag i Argentina, som traditionelt blev fejret som Studentens Dag, for på den dato i 1888 blev liget af Domingo Faustino Sarmiento, landets oplyste præsident fra 1800-tallet, repatrieret for at få en statsmandsbegravelse i et kæmpemæssigt mausoleum på byens Recoleta-kirkegård.

Sarmiento, der var præsident fra 1868 til 1874, var en højt kultiveret, liberal mand, der opførte 800 nye skoler som en del af sin vision om at forvandle Argentinas problemfyldte postkoloniale samfund – der blev domineret af magtfulde jordbesiddee og deres rå og villige arbejdskraft af gauchoer eller argentinske cowboys – til en velstående nation, der byggede på lovlydige og veluddannede nye immigranter fra Europa.

Læs endnu et uddrag fra bogen herPave Frans og Pérons Argentina