Hvad betyder trolovelse, og hvilken rolle spiller forloveren?

Et bryllup anses af de fleste som livets største fest. Men hvordan bryllupet skal fejres, er der store forskelle på. Foto: .

Juni er måneden, hvor bryllupssæsonen skydes i gang, og både som brudepar og gæst vil man opleve nogle af de mange traditioner og handlinger, der knytter sig til vielsen i kirken. Her får du et overblik over den kirkelige vielses ritualer

Brylluppet er en af livets store fester, i manges øjne endda den største. Og som ved alle store overgange i livet knytter der sig mange traditioner til dagen. Nogle gamle, andre nye, men i reglen altid nogle, som stadig spiller en rolle for brudeparret og deres gæster.

Sove hver for sig
At se sin tilkommende inden brylluppet betyder for eksempel uheld, siger et gammelt mundheld, og derfor har en del brudepar igennem tiderne tilbragt natten inden brylluppet hver for sig. Især i sidste halvdel af 1900-tallet var det in at sove hver for sig.

Men det er ved at ændre sig nu, hvor mange først gifter sig flere år efter, at de er flyttet sammen og har fået børn. En del moderne brudepar vælger derfor at sove derhjemme sammen med børnene og i stedet hygge sig sammen hele familien om morgenen, inden det går løs med frisør, make-up, hente brudebuket og så videre.

Det hænger også nøje sammen med at bryllupsfesten er i gang med at ændre karakter. Fra i en årrække nærmest udelukkende at have været en voksenfest, er en stor del af nutidens bryllupper nemlig ved igen at blive de familiefester, som bryllupper ifølge traditionen altid har været. Men selvfølgelig stadig med store forskelle.

At komme til tiden
Tidligere blev det i øvrigt anset for comme il faut at komme for sent til vielsen i kirken. Det gør det ikke mere, især ikke i de romantiske landsbykirker eller i storbyernes flotte katedraler, hvor der ofte er både tre og fire bryllupper en sommereftermiddag.

Her er derimod særdeles vigtigt, at bruden kommer til tiden, så vielsen kan gå i gang. Der er nemlig sjældent ret lang tid til, at det næste brudepar tripper på trappen.

Trolovelse
Tidligere var det også almindeligt at blive trolovet, og det blev af mange anset ligeså vigtigt eller endda vigtigere end selve vielsen, idet det unge par gerne måtte flytte sammen og sågar også kunne få ægte børn, så længe de blot var trolovede.

Trolovelsen var nemlig juridisk bindende. Ja, indtil 1799 kunne man ikke blive viet, medmindre man var trolovet. Og indtil 1969 kunne den "forsmåede" part kræve erstatning af den anden, hvis en forlovelse blev brudt.

Indtil for få år siden skulle der også lyses i kirken inden et bryllup. Det vil sige, at præsten fra prædikestolen fortalte, at på en nærmere angivet dag skulle den og den giftes.

I dag er alt det væk på nær at nogle par stadig vælger at forlove sig, men i modsætning til trolovelsen så er forlovelsen ikke hverken juridisk eller økonomisk bindende. Den er udelukkende et følelsesanliggende.

Vielsesringe
Ringene er ikke en del af det danske vielsesritual, men langt de fleste ægtepar vælger alligevel at få ringe. Både fordi ringe er smukke, men også fordi de med deres runde form symboliserer den kærlighedens evighed, som alle brudepar vel ønsker at opnå.

Skikken med ringe blev introduceret i Danmark allerede i middelalderen, men vandt først indpas blandt adelige og borgerlige i 1800-tallet, mens den blev endeligt udbredt i alle samfundslag for omkring 100 år siden.

Forloveren
Forloveren eller the bestman, som mange kalder ham i dag, igen inspireret af de amerikanske film, er stadig en vigtig person. Han står ved siden af brudgommen inden selve tilsigelsen og sidder ved siden af brudens far efter. Førhen var forloveren altid et af bryllupsvidnerne.

Det behøver han ikke at være i dag. I dag er det derimod ofte udelukkende en æresbevisning at være forlover, da det ofte er brudgommes bedste ven som får tildelt den fine rolle eller måske hans far eller bror. Nogle brudepar vælger desuden at lade forloveren være toastmaster til den efterfølgende fest.

Førhen skulle forloveren også være voksen og myndig. Det behøver han ikke mere, hvad man for eksempel så da prins Joachim blev gift med prinsesse Marie i 2008. Her havde prinsen valgt at få sine to mindreårige sønner fra ægteskabet med grevinde Alexandra som forlovere.

Æresport
I gamle dage blev brudeparret som regel mødt af en æresport, når de kom hjem til gården efter vielsen. Skikken forsvandt imidlertid i nogle årtier i slutningen af 1900-tallet, hvor den dog overlevede som en fejring til sølv- og guldbryllupper.

Men indenfor de senere år er skikken med en æresport også til brudeparret vendt tilbage. Endnu er den ikke særlig udbredt, men man så et smukt eksempel, da kronprins Frederik blev gift med kronprinsesse Mary i 2004. Her havde de kongeglade Fredensborg-borgere nemlig lavet en farverig æresport til det kongelige brudepar, som kørte i karat op gennem den lille by til Fredensborg Slot.