Dåbslys vinder frem i folkekirken

I Vamdrup sogn får dåbsbarnet en lysestage, der er formet som en døbefont.

Traditionen med at overrække et levende lys til dåbsbarnet har eksisteret længe i den katolske kirke. I nogle sogne i folkekirken har man nu genindført brugen af det såkaldte dåbslys

At tænde lys ved dåben stammer fra de første kristne menigheder. Her var dåbskandidaterne voksne, og de samledes påskenat med stearinlys for at møde påskedag, som dengang blev brugt som fast, årlig dåbsdag.

Siden da er dåbslysene blevet taget med ind i kirkerummet, og som et symbol på dåbsbarnets indlemmelse i det kristne fællesskab overrækkes det ved dåben.

I den katolske kirke har traditionen været bevaret fra de første kristne til i dag. Men i folkekirken, som er en del af den lutherske kirke, har dåbslysene i en periode på cirka 350 år været forsvundet fra dåbsceremonien. For selv om Luther ikke var imod dåbslyset og rent faktisk kaldte det "Håbets fakkel", så fjernede han alt fra dåbsritualet, der ikke var strengt nødvendigt.

På reformationens tid mente nogle teologer, at dåbslyset kunne føre til overtro. Også i dag møder skikken modstand, fordi faren for at tolke i flammens opførsel lurer. Nogle er bange for, at man påfører dåbsforældrene unødig bekymring, hvis for eksempel lyset skulle gå ud under gudstjenesten. Men dette argument bekymrer ikke Mogens Hansen, der er præst ved Vor Frelser Kirke i København. Han introducerede dåbslyset i 1998 i forbindelse med en nyindført dåbsgudstjeneste om lørdagen.

- Det særlige ved dåbsgudstjenesten er, at der er plads til at give dåben det fokus, den skal have. Det er for eksempel familiemedlemmer, der læser dåbsbefalingen, ligesom det er en af gæsterne, der overrækker dåbslyset til dåbsbarnet. Det er meget lettere at pege frem mod dåbsoplæringen ved en dåbsgudstjeneste, når gæsterne medvirker i gudstjenesten og allerede er i gang med oplæringen. Ja, det er ren og skær pædagogik, siger Mogens Hansen.

I Vamdrup Kirke i Jylland har man også genindført dåbslyset som en del af dåbshandlingen. Her har man fået en lokal kunstner til at udsmykke lysestagen, der følger med lyset. Sognepræst Stine Munk forklarer, at dåbslysene er små døbefonde, der ligesom hvert dåbsbarn er unik i sin udformning og udseende.

- Grunden til, at vi har genindført dåbslyset, er, at dåbslyset symboliserer Kristus som livets lys. Samtidig peger lyset frem mod dåbsoplæringen, da jeg i dåbstalen opfordrer forældrene til at tænde lyset på barnets dåbsdag, forklarer Stine Munk.

Mogens Hansen fra Vor Frelser Kirke tilføjer:

- Lyset er blevet et folkeligt symbol, som man bruger i forbindelse med ulykker og håb, så hvorfor ikke også bruge det i kirken.

Christian Brandl blev for 13 år siden døbt i en katolsk kirke i Østrig, og her fik han et dåbslys. Selv om han ikke kan huske dåben, er dåbslyset, der står i glasskabet i stuen, en daglig påmindelse om hans dåb.

- Jeg er meget glad for mit dåbslys, og jeg kan godt finde på at tænde det på en tilfældig dag bare for at blive mindet om, at jeg er en del af et større fællesskab. For eksempel er det dejligt at tænke på, at det var min faster, som også er min fadder, der overrakte lyset til mig. Jeg har set billeder af min dåb, hvor min faster og farbror som en del af ceremonien spillede guitar og sang for mig. Alt dette minder dåbslyset mig om, og det gør mig glad, siger siger Christian Brandl.

- Jeg passer på med ikke at tænde lyset for tit, for ellers brænder det jo ned. Men da min fætter blev døbt sidste år, havde jeg lyset med i kirken og tændte det under hans dåbsceremoni. Så nu minder dåbslyset mig ikke kun om min egen dåb men også om min fætters dåb. Man kan sige, at dåbslyset for mig er som en lille gren i mit families stamtræ, der både forbinder mig med min egen familie og med Gud, slutter Christian Brandl.