Gud blev menneske: Det er verdenshistoriens største Big Bang

Forundring kan vi nok mangle, fordi udsagnet 'Gud blev menneske' er så selvfølgeligt for os. Det er ærgerligt. Det kræver en stadig ny indlevelse i og formidling af hændelsen, for at kunne fastholde den store forundring, mener sognepræst Henrik Højlund. Foto: Nils Rosenvold Denmark

Kirkens hovedstrøm altid har forstået det meget ligeud: Gud blev virkelig menneske. Der er ikke tale om poesi eller en religiøs myte, skriver sognepræst Henrik Højlund

Hvad vil det sige, at Gud blev menneske?

Ja, hvad vil det sige? Det har kirken mediteret over i 2000 år. Der er skrevet uendeligt mange hyldemeter om det af både læg og lærd. Jeg tror aldrig, kirken bliver færdig med at meditere over det og stille det spørgsmål: Hvad vil det sige? For det er selve historiens midte, hele verdenshistoriens mærkelige sorte hul, som suger alt til sig. Eller snarere: verdenshistoriens største Big Bang, fordi det så at sige er den nye skabelses første sekund. Derfra begynder Gud den nye skabelse. Derfra begynder den nye menneskehed, i kølvandet af den første nye Adam, som kom til at hedde Jesus."

LÆS OGSÅ: Hvorfor blev Gud menneske?

"I disse tider er det i øvrigt vigtigt at understrege, at kirkens hovedstrøm altid har forstået det meget ligeud: Gud blev virkelig menneske. Der er ikke tale om poesi eller en religiøs myte i stil med andre samtidige religionsmyter om guder, der antog menneskeskikkelse, eller et slags religiøst kodesprog for noget, der ikke hænger sammen med tid og rum i denne konkrete verden. Vi taler om, at den Gud, der skabte alt, selv blev en del af sit skaberværk. Han forsvandt ikke ind i sit skaberværk, for han var, samtidig med at han var menneske, Gud i Himlen, Gud i Evigheden."

Maria blev gravid med Jesus udenfor ægteskab. Han blev født i fattigdom, og var flygtning. Hvad kan vi bruge det til, når vi taler om menneskeværd?

"Vi kan bruge netop dét til rigtig meget, når vi taler om menneskeværd. Naturligvis kan vi meningsfuldt forbinde det umiddelbart med fattigdom, flygtningesituationer, vanskeligt stillede børn med videre. Men det berører især samfundets allerstørste menneskeværdsproblem: aflivningen af bittesmå mennesker på fosterstadiet. Jesus er ikke først noget fra fødslen. Endnu mens han er i sin mors mave, bevæger et foster i en anden mors mave sig af glæde, da de to gravide kvinder ser hinanden. Det er Marias slægtning, Elisabeths foster, som senere blev kendt som Johannes Døberen. I dag ville Maria være blevet anbefalet en abort på det allerkraftigste. Ung kvinde, næppe mere end 13-15 år, ingen uddannelse, ukendt far, fattig, abort anbefales."

LÆS OGSÅ: Kan abort tilgives?

"Rundt regnet 15.000 aborter om året i Danmark er vores største problem med menneskeværdet. Når vi kan tage livet af børn i mors mave, lurer den kolde kynismes kalkuler i kulisserne af nok så meget velment humanisme."

I andre religioner vækker det forargelse, at kristendommen tale om, at Gud blev menneske. Er den undren og forargelse gået tabt i kristendommen?

"Ja, vi har utvivlsomt mistet forargelsen i det. Men først og sidst skal vi jo heller ikke forarges over det, men tilbede det. Og overalt hvor det forkyndes stærkt og klart, vækker det også ægte tilbedelse. Tilbedelse hænger blandt andet sammen med forundring. Forundringen kan vi nok mangle, fordi udsagnet Gud blev menneske er så selvfølgeligt for os. Det er ærgerligt. Det kræver en stadig ny indlevelse i og formidling af hændelsen, for at kunne fastholde den store forundring. Når nogen forarges over det, er det, fordi de har fattet noget. Så kunne vi forkynde det, så det i første omgang forarger den moderne, sekulariserede dansker, har vi nok ramt noget rigtigt. Men rigtig forargelse kan det jo først skabe, når vi for alvor tror på Gud. Ellers bliver udsagnet om, at Gud blev menneske ret tamt. Så hvis kirken ikke kan forkynde Gud som andet end en gud, der er i løbende udvikling sammen med sine mennesker, så forsvinder både forargelsen og forundringen til sidst."

LÆS OGSÅ: Her blev Gud til menneske

Hvordan vil du inddrage det, at Gud blev menneske, i din prædiken juleaften?

"Det ved jeg ikke endnu! Men det er på den ene eller den anden måde et tema hvert år. Den virkelig store udfordring juleaften er at forkynde mere end god stemning og hygge, for så at gemme den egentlige juleprædiken til juledag. Det skal man ikke. Man skal også forkynde noget af julens dybde juleaften, men altså til den store flok af ret kristendoms-fjerne danskere. Det er en udfordring af de helt store. Ét år forkyndte jeg om Gud, der er som den forsmåede elsker, kongen, der blev svigtet af den Askepot, han samlede op fra rendestenen og gjorde til sin brud. Hun fandt andre elskere og endte til sidst i rendestenen igen. Kongen er så brændende lidenskabelig i sin kærlighed til hende, at han forklæder sig som en af rendestenens mennesker for at se, om han kan genvinde hendes kærlighed. Svaret på den historie må hver enkelt give. Enhver, der er kommet i kirke i juleaften, er den utro kvinde, som må lade sig gribe af kongens kærlighed eller lade være."

Henrik Højlund er sognepræst i Løsning og Korning sogne.