Jesus og kvinderne

I kølvandet på Da Vinci-filmen har der rejst sig en storm på grund af den påståede manglende ligestilling i kristendommen. Men Jesus selv møder kvinder på samme måde, som han møder mænd

Ifølge rødstrømpen Suzanne Gieses bog "Moderskab - en rejse i moderskabets kulturhistorie" var kvinder på Jesu tid umyndige væsner, der ikke kunne råde over hverken embede, ejendom eller penge. Kvinder blev nemlig anset for utilregnelige og uselvstændige - ja, nærmest som uartige børn, der i ordets bogstaveligste forstand trængte til en fast hånd for at kunne fungere.

Indtil Jesus træder ind på scenen, var der ikke skyggen af hverken ligeret eller ligeværd - i hvert fald ikke i Jesu geografiske kontekst. Men Jesus behandler kvinder som ligemænd. For ham er de venner, og han omtaler dem aldrig som underlegne.

Tværtimod tager han dem, ifølge Suzanne Giese, i forsvar og kritiserer blandt andet samtidens frisindede skilsmissepolitik, der gjorde det relativt let at skifte den ene hustru ud med den anden (Matthæusevangeliet 13,49). En ret, der udelukkende var forbeholdt mænd.

Suzanne Giese anfører også, at det jo trods alt er kvinderne, der bevidner Jesu død på korset og opdager den tomme grav påskemorgen (Markusevangeliet 16,6). Og endelig er det også en kvinde, der salver Jesu palmesøndag (Matthæusevangeliet 26,9).

Derfor er det Suzanne Gieses vurdering, at hverken Jesus eller kristendommen er nedværdigende eller krænkende over for kvinder. Hertil kommer at der også er meget, der tyder på, at kvinden i de tidlige kristne menigheder oplevede stor grad af frihed og respekt.

Den sociale ligestilling, som kvinder har i dag, har ikke været en fortløbende proces, der begyndte med Jesus og den kan ikke tilskrives religionen. Først i nyere tid, tilkæmper kvinderne sig ligestillede rettigheder.

At kalde Jesus for en kvindesagsforkæmper er dog at tage munden for fuld. For Jesus er det slet ikke kønnet, som er afgørende. Det er mennesket - det hele menneske, siger cand.theol Line Hage.

- Grundtvig siger menneske først, kristen så. Jeg siger menneske først, køn så. At sige at Jesus og kristendommen er enten kvindeundertrykkende eller kvindefrigørende er at prakke både Jesus og kristendommen noget på, som ikke kan bære, og som bunder i datidens mandsdominerende samfund. Det billede ser man også i Bibelens stereotype billede af kvinden som enten luder eller skøge, blødende eller bedende. Længere er den ikke, siger Line Hage

- Som kvinde føler jeg mig heller ikke hverken undertrykt eller underkuet, når jeg henvender mig til Jesus. Det kan da godt være, at mine bønner og håb er kvindelige, men det er menneskedelen af mig, som Gud forholder sig til. Derom er jeg ikke i tvivl, slutter Line Hage.

Da Jesus i Johannesevangeliet opvækker Lazarus fra de døde (Johannesevangeliet 11), harmes han over de mænd, som tvivler på ham. Det er en kvinde - den dødes søster Marta - der fra start af tror på Jesu som Guds søn (Johannesevangeliet 11,21).

Samme evangelium fortæller også, at en af den korsfæstede Jesus sidste gerninger er at sørge for, at en af disciplene vil tage sig af hans mor, når han er væk (Johannesevangeliet 19,27). Og det er også her, man kan læse om, den for tiden omdiskuterede, Maria Magdalene. Denne kvinde er den første, der ser den genopstandne Jesus og som tror ham (Johannesevangeliet 20,11). Tilliden Maria magdalena udviser, er mere umiddelbar end disciplen Thomas, som kun tror, fordi han får lov til at se sårene. Jesus nøjes med at sige: Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Paulus skriver, at man efter ægteskabets indgåelse ikke længere råder over sit eget legeme - det gør den anden. I tilfælde af blandede ægteskaber, er den vantro helliget qua den kristne, og det gælder uanset, om den vantro er en kvinde eller en mand.