"Det ville være respektløst, hvis jeg lod mine børn døbe"

baby

Som jeg opfatter dåbsritualet, så går det netop ud på at man på vegne af det umælende barn lover at opdrage det i en kristen tro. Og det gør jeg ikke. Jeg opdrager mine børn i en kultur, der er formet af generationers kristendom, men at opdrage mine børn til at være gode, næstekærlige mennesker kræver ikke kristendom for mig, mener produktionssupportingeniør Gerda Brandt Jakobsen. Foto: Alexandr Vasilyev - Fotolia / Iris

Det er respektløst over for dem, for hvem dåbsritualet har en dyb, åndelig betydning, hvis jeg går med på det uden at mene det
Gerda Brandt Jakobsen, ingeniør og "kulturkristen ateist"

Mine børn skal ikke døbes, medmindre de selv vil det. Og det valg kan en baby ikke tage, mener ingeniør Gerda Brandt Jakobsen

”Hvornår skal I så holde barnedåb?” blev vi spurgt kort efter fødslen af vores ældste. Et spørgsmål med et nemt svar for mig: ”Mine børn skal ikke døbes, medmindre de selv vil. Og det valg kan en baby ikke tage.”

Jeg betegner mig selv som kulturelt kristen ateist i den forstand, at jeg er opdraget i en dansk kultur med de traditioner, som den har, men jeg er personligt overbevist om fraværet af guddommelig eksistens af nogen form. Jeg er selv opvokset i en ateistisk familie, men jeg har alligevel en stor religiøs ballast med mig.

Som lille gik jeg i buddhistisk børnehave i Japan, og jeg deltog i alle de ritualer, der var en del af hverdagen. Hvis der skulle hældes vand på en statue og bukkes respektfuldt, så gjorde jeg det. Jeg forstod ikke, hvad det handlede om, men for mig var det et teaterstykke med slotscenografi og fine kostumer, så det var en sjov leg for mig.

I 4. og 5. klasse gik jeg i skole i Italien. Der er skarp adskillelse mellem kirke og stat, så der var ikke nogen markant katolsk indflydelse i skolen. Der var et krucifiks på væggen, der var mange uddelinger af en særlig type sukkerovertrukne mandler i forbindelse med ’seconda communione’, og en enkelt gang skulle min lillesøster optræde med digt-recitation i kirken en søndag til et arrangement, men ellers var min skolegang i Italien mere sekulær, end jeg nogensinde har oplevet i Danmark.

Men i ferierne i Italien var min familie ofte afsted og se ting, blandt andet kunstmuseer og kirker. Begge steder er der mange billeder, der illustrerer bibelhistorier, og mine forældre genfortalte historierne for os. Der er bestemt mange historier fra Det Gamle Testamente, jeg ikke kender, og mange lignelser fra Det Nye Testamente, som jeg ikke husker pointen i, men jeg har en stor og bred viden om Bibelen, som i høj grad er grundlagt af mine ateistiske forældre.

Mine forældre er begge døbt og konfirmeret, men ingen af os døtre blev døbt som børn. Min ene storesøster valgte konfirmation og dermed dåb, da hun nåede den alder, men ingen af os andre valgte det til.

Jeg fulgte konfirmationsforberedelsen i et halvt års tid, men blev træt af at høre om formen på folkekirken og ikke indholdet. Jeg var ikke interesseret i at lære om, hvordan en gudstjeneste foregår; jeg ville høre historierne i Bibelen. Så jeg stoppede med at komme til præst torsdag morgen.

Jeg kommer stort set ikke i folkekirken. Jeg kommer, hvis jeg er inviteret til dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, korsang, julegudstjeneste med nogen jeg kender, og jeg synger lykkelig med på de smukke salmer. Men jeg beder ikke med på Fadervor, og jeg går ikke til nadver. Og jeg vil aldrig sige ja til at stå fadder ved en dåb. Det er ikke for at signalere min ikke-troen, men et udtryk for at respektere den tro, der kommer til udtryk. Jeg har spillet et spil og holdt på formerne for at passe ind i en religiøs kultur, og det generede mig ikke dengang. Men jeg føler i dag, at det er respektløst overfor dem, for hvem ritualet har en dyb, åndelig betydning, hvis jeg går med på det uden at mene det.

Gerda Brandt

Jeg kommer stort set ikke i folkekirken. Jeg kommer, hvis jeg er inviteret til dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, korsang eller julegudstjeneste, skriver ingeniør Gerda Brandt Jakobsen. Foto: Privatfoto.

Derfor virker det for mig også som det naturlige valg, at mine børn ikke skal døbes. Som jeg opfatter dåbsritualet, så går det netop ud på at man på vegne af det umælende barn lover at opdrage det i en kristen tro. Og det gør jeg ikke. Jeg opdrager mine børn i en kultur, der er formet af generationers kristendom, men at opdrage mine børn til at være gode, næstekærlige mennesker kræver ikke kristendom for mig. Almindelig medmenneskelighed giver mig fint de rammer, jeg har brug for, for at opdrage mine børn til at være accepterende, åbne, omsorgsfulde, nysgerrige og kærlige mennesker.

Mine børn skal kende deres kulturelle rødder. De skal vide, hvordan historie og religion har været med til at skabe den verden og det Danmark, de er en del af. Jeg vil på det kraftigste opfordre mine børn til at følge konfirmationsforberedelsen, når de når den alder. Men jeg vil også omtale religion over én kam som eventyr. For det er dét, jeg tror, og det er den tro, jeg giver videre til mine børn: At såvel kristendom som andre religioner er eventyr, som vi kan lære meget af, hvis vi tænker over det, men at der ikke er mere virkelighed i Det Gamle Tesatmente end i Æsops fabler.

Gerda Brandt Jakobsen er produktionssupportingeniør hos Novo Nordisk.