Assyrisk kirke forfulgt gennem 1500 år

Siden det femte århundrede har den assyriske kirke været forfulgt i Mellemøsten. I den assyriske menighed i Århus er Muhammed-tegningerne på alles læber, og konsekvenserne af krisen mærker medlemmernes familie i Irak tydeligt

Der er helt stille i kirkerummet. Oppe ved alteret står tre mænd i hvide dragter, en præst og to diakoner. Duften af røgelse er så småt nået ned til bagerste række. Der er gudstjeneste i den assyriske kirke i Århus.

Stilheden brydes, da præsten ringer med en lille klokke og begynder at messe. Ordene er fremmedartede og melodien kendetegnet ved en glidende overgang mellem tonerne, der er typisk for mellemøstlig sang. Af og til svarer menigheden gennem sang. En af diakonerne svinger røgelseskaret, alt imens menigheden slår korets tegn for sig. Præsten bøjer sig så langt ned foran alteret, at hans pande rører gulvet. Så rejser han sig og kysser den røde dug på alteret, inden han igen bøjer sig helt.

Dette har assyriske præster gjort siden det første århundrede. I al den tid har kirken dannet ramme for den assyriske folks fællesskab, der går på tværs af nationale grænser. Albert Panimeen, der er præst for menigheden i Århus, siger at kirken er med til at holde den assyriske kultur intakt. På trods af 1500 års forfølgelser, eksisterer kirken stadig.

Først var det den katolske kirke, der forfulgte de assyriske kristne. Siden var det muslimerne, og Jyllands-Postens tegninger af Muhammed har blot været benzin på bålet med hensyn til til forfølgelser af de kristne i Irak.

- Forholdene har ikke ændret sig i over tusind år. Vi bliver stadig forfulgt, siger Michael Davodian, en kristen assyrer, der oprindeligt kommer fra Iran. Da Romerriget faldt og et fremmed folk overtog magten i Mellemøsten, blev de kristne assyrere anset for at være spioner for det kristne Europa. Det førte til forfølgelser. Sådan er det også i dag. De kristne i mellemøsten anses for at være en del af den kristne verdens sammensværgelse mod Islam, siger han.

Basima og hendes veninde taler også om Muhammed-tegningerne. Basimas søster bor i Irak og læser på universitetet. I denne tid oplever hun dagligt at blive chikaneret af sine muslimske medstuderende. For Basima handler denne konflikt ikke kun ytringsfrihed. Det handler om hendes nærmeste.

Oppe ved alteret fortsætter de rituelle handlinger. Præsten løfter bibelen højt over sit hoved, messer, kysser den og holder den frem, så diakonerne kan bøje sig for den og kysse den. Hele sceneriet minder om et ritual fra en svunden tid, hvor Bibelen ikke kun er en bog, og hvor brød og vin er mere end blot føde. Hver enkelt ting ophøjes i ærbødighed. Selv sproget er helligt.

I den assyriske kirke foregår gudstjenesten på aramæisk. Det sprog, Jesus formodentlig talte. Selv om menigheden ikke forstår alt, hvad der bliver sagt, er det gamle sprog vigtigt.

- Når vi taler dette sprog, så føler vi os tætte på Herren, siger Albert Panimeen, der er præst for den århusianske assyriske menighed.

Mens ritualerne udspiller sig ved alteret, drysser det fortsat ind med kirkegængere. Det betyder tilsynesladende ikke så meget at komme for sent

- Det bedre at komme for sent end slet ikke at komme, siger Michael Davodian.

Først efter fem kvarter stiller præsten sig over på prædikestolen og begynder at tale. Han er nu for første gang vendt mod menigheden og slår nu over i moderne aramæisk, som er det sprog der forener de kristne assyrere på tværs af nationale skel.

Efter prædiken rejser menigheden sig og stiller sig i en kø foran alteret. Her modtager de nadveren enkeltvis. På vejen bøjer hver enkelt sig over røgelseskaret, holder hænderne frem og fører røgen op til ansigtet. Det er et renselsesritual. Derefter holder de begge hænder frem og bøjer sig, idet de modtager nadverbrødet.

Nadverbrødet har en særlig historie i den assyriske kirke. Traditionen fortæller, at apostelen Johannes bragte evangeliet til det assyriske folk. Med sig havde han et brød, der var dyppet i Jesu blod. Surdej fra dette brød er efterfølgende blevet brugt i nadverbrød i generation efter generation og er altså også nået til Århus. 

Gudstjenesten afrundes med, at menigheden synger endnu en vekselsang med præsten. De slutter med et universelt ord: Amen!