Folkekirken opruster på bryllupsfronten

"Når de kommende brudepar kommer på messe for at tage stilling til deres bryllup, vil vi gerne vise dem, at kirken er en del af en spændende bryllupspakke. Vi ønsker en dialog med folk for at fortælle dem, at vi gerne vil gå langt for at imødekomme folks ønske om et personligt bryllup, uanset om det foregår i kirken eller i baghaven," siger sognepræst og mediekonsulent i Folkekirkens Informationstjeneste i Aalborg Christian Roar Pedersen. Foto: Søren Svendsen/ Denmark

Alternative ceremonier og vielser i det fri. Færre og færre kommer i kirken for at blive gift, men nu går præsterne i offensiven i kampen for brudeparrenes gunst. Et nyt tiltag i Aalborg Stift vil kapre de nyforelskede på nordjysk bryllupsmesse

Når Nordjyllands største bryllupsmesse Den store dag slår dørene op i Aalborg Kongres og Kulturcenter den 26. januar, er det mere end bedårende brudekjoler og dyre vielsesringe, der møder de kommende brudepar. Nu kan messens gæster nemlig tale med en præst, der vil bistå den kommende brud og brudgom med råd og vejledning til livet som nygifte. For første gang deltager kirken i Aalborg Stift på bryllupsmessen i håbet om at generobre brudeparrenes opmærksomhed.

Kirken taber til rådhuset
Tallene taler for sig selv: Færre og færre bliver gift i kirken. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev 15255 par viet i folkekirken på landsplan i 2007, mens tallet var faldet til 10025 i 2012. Christian Roar Pedersen, sognepræst og mediekonsulent i Folkekirkens Informationstjeneste i Aalborg, mener, at problemet først og fremmest består i dårlig kommunikation.

LÆS OGSÅ: Bryllup uden smalle steder

En del af forklaringen på, at folk vælger kirken fra, er forestillingen om, at et kirkebryllup er mere omstændigt. Det borgerlige alternativ virker for mange som en billigere og lettere løsning. Det er en skam, for sådan behøver det jo ikke være, fortæller Christian Roar Pedersen, der mener, at folkekirken skal blive bedre til at forklare, hvad den egentlig kan.

Vi kan tilbyde det kommende brudepar en samtale, hvor vi med et eksistentielt udgangspunkt taler om, hvor parret står i livet. Derudover kan selve kirkerummet noget helt specielt og rummer en højtidelighed, som man ikke finder på rådhuset. Vi vil gerne tilbyde danskerne en bryllupsoplevelse i kirken med storhed, højtidelighed og en anden alvor. Men derfor behøver det ikke at være den store pakke at blive kirkeligt gift, fortæller Christian Roar Pedersen.

Nye initiativer i det nordjyske
Inspiration fra København og bekymringen over det store fald i vielser i Aalborg Stift er baggrunden for kirkens tiltag. Hovedstadens præster var de første til at deltage på bryllupsmesser, og siden er initiativet blevet landsdækkende efter en bevilling fra Kirkeministeriet til præsters deltagelse på bryllups- og småbørnsmesser.

Ifølge Christian Roar Pedersen vælger mange at blive borgerligt gift, fordi rådhuset tilbyder parrene, at de kan blive viet af en giftefoged på et bestemt sted med en særlig betydning. Det er baggrunden for, at folkekirken sidste år tillod vielser i det fri. En kirkelig vielse behøver nemlig ikke at foregå i pomp og pragt og koste kassen. Folkekirken vil gerne præsentere en alternativ løsning til brudepar, der ikke har lyst til at afgive deres ja i en traditionel kirke.

Når de kommende brudepar kommer på messe for at tage stilling til deres bryllup, vil vi gerne vise dem, at kirken er en del af en spændende bryllupspakke. Vi ønsker en dialog med folk for at fortælle dem, at vi gerne vil gå langt for at imødekomme folks ønske om et personligt bryllup, uanset om det foregår i kirken eller i baghaven, siger Christian Roar Pedersen.

Man kan sagtens spille musik eller læse digte til en vielse i kirken, men det må ikke blive pop og underholdning for underholdningens egen skyld. Forkyndelsen skal ikke overskygges af alt muligt andet. Der er som regel ingen konflikt mellem det religiøse og det verdslige indhold, og vi som præster har en ekspertise, der gør, at vi ved, hvad der virker.

Gift i gummistøvler
Charlotte Cappi Grunnet er præst og har sammen med præsterne Annette Molin Brautsch og Pia Mi Ran Poulsen taget initiativ til folkekirkens stand på bryllupsmesserne. Hun er forundret over den gode respons på præsternes deltagelse fra messens gæster:

Folk er enormt positive over vores fremmøde og finder det naturligt, at vi var der. Brylluppet er et afgørende punkt for folk, og vi vil gerne fastholde forbindelsen med folk i den livsfase. Både præster og brudepar oplever det som givende samtaler, der får en eksistentiel betydning midt i alt det praktiske, fortæller Charlotte Grunnet, der mener, at kirken kan have en vigtig rolle i bryllupsplanlægningen og som samtalepartner for ægteparret senere hen.
Vi vil gerne tale med parrene om, hvad det vil sige at være menneske, tage sig af hinanden og leve i nærhed. Vi giver dem en mulighed for selv at formulere deres tanker og forhåbninger, en erfaring, som de kan bruge senere hen.

Charlotte Grunnet oplever, at brudepar generelt har stor tillid til kirkens vielsesritual og sjældent udtrykker et ønske om et helt spektakulært bryllup.

Jeg tror, at det er en myte, at folk vil gøre vielsen til deres helt egen oplevelse. Jeg kan godt møde folk, der gerne vil have deres egen musik, men jeg oplever en stor tiltro til præsternes kompetencer. Folk kan godt blive viet i gummistøvler eller spille temaet fra Løvernes Konge som postludium. Det personlige består primært i, at folk oplever, at de bliver set som de mennesker, de er.