Grosbøll: Jeg tror ikke på sådan noget sludder

Man skal ikke lægge hovedet på blokken for trosbekendelsen og tro på alt, hvad den fortæller, sagde Thorkild Grosbøll fornylig i et foredrag, som kristendom.dk fulgte

Gudsopfattelsen er ikke længere relevant!

Den opfattelse gav Thorkild Grobøll igen udtryk for forleden i et foredrag i retorikforeningen på Københavns Universitet om sine erfaringer fra de sidste syv år, hvor han blev kendt som præsten, der ikke tror på Gud. Thorkild Grosbøll lagde ikke skjul på noget. Citatet oven for lå i den milde ende af skarpe udtalelser, som kom frem i lyset i det lille undervisningslokale.

I 2003 udgav han bogen En sten i skoen, som blev anledning til en af nyere tids største kirkelige debatter. Fra første side af lagde han tonen an: Der findes ingen Gud, ingen opstandelse, og intet evigt liv, skrev han.

Sagen endte med, at Thorkild Grosbøll trak sig fra sit præsteembede i marts 2008. Siden da er Ugudelige prædikener udkommet, og en ny bog med den foreløbige titel Der var engang en Gud er på tegnebordet.

Den døde due var et varsel

Grosbøll forklarede under sit foredrag, at En sten i skoen ikke var en improviseret tankegang, men kulminationen på en livslang overvejelse:

"Da En sten i skoen udkom, var det ikke et hovsa-missil, der drønede af," sagde han og fortsatte:

"Det var en tanke, som havde været på spil fra dag ét, da jeg startede på pastoralseminariet i sin tid. Det var nulpunktet i mit liv. Der lå en død due frosset fast ved Helligåndshuset i hele den første måned, jeg gik der. Det tog jeg som et varsel, og det passede jo egentlig meget godt. Der fandtes ingen ånd på stedet."

"Da jeg blev præst i Taarbæk, var der et af mine sognebørn, en kvinde, som kom løbende ud efter gudstjenesten og spurgte mig Vil det så sige, at du ikke tror på at Jesus gik igennem døre og vægge? Nej, det gør jeg ikke. Hvordan filan kan man stå og snakke i så mange år, og så tror de troende stadigvæk på, hvad de kristne tekster forsøger at sige på en poetisk måde?"

Grosbøll rystede på hovedet og fortsatte:

"De troede, jeg skulle mene det samme, og det gjorde mig meget ked af det, for jeg troede ikke på sådan noget sludder. Ser man på skrifterne igennem en forskers øjne, så holder de tekster ikke vand længere."

Kristendommen er kun en god historie

En af Thorkild Grosbølls påstande i En sten i skoen er, at kristendommen er en fabel. Det er en historie, som bliver reformuleret i takt med, at vores vidensområde bliver større. Troen bliver nødt til at følge med den nutid, vi lever i, mener han:

"Hvis vi i dag er formet af kristendommens historier, så bliver vi også nødt til at vedgå denne arv, hvis vi skal kunne gøre os fri af den eller bruge den til noget fornuftigt. Det er fuldkommen ligesom vores forældre, som vi også bliver nødt til at vedgå på et tidspunkt. De er åndssvage til tider, men det er dem, man har, og det er dem, man kommer fra, så man bliver nødt til at finde ud af, hvad man skal stille op med dem. Man må vedgå sig sin arv, men ikke for at man så skal tro på alle familiemyterne, lige som man ikke skal tro på alle de religiøse eller politiske myter."

Grosbøll rejste sig fra katederet, hvor han ellers sad afslappet med benene hvilende på det nærmeste bord. Ansigtet blev alvorligt og stemmen dyb:

"Problemet for de kristne tekster er, at vi bliver nødt til at tro på dem som sande. Men når der opstår nye problemstillinger, eksempelvis homoseksualitet, så passer de ikke ind i de gamle teksters budskaber, og hvis man ændrer på disse gamle moralske tanker, falder troen fuldstændigt til jorden. Nye undersøgelser viser, at onani er forebyggende for testikelkraft. Skal man så sige til lille Per, at Nu må du altså ikke pille, fordi det er bedre at du får testikelkraft, end hvis du gør noget som Bibelen siger, at du ikke må?"

Han lod sit retoriske spørgsmål hænge i luften og fortsatte:

"Min pointe er bare, at vores viden sætter gudsopfattelsen af. Vi kan ikke blive ved med at holde fast på de gamle opfattelser, fordi vores erfaringer og viden sætter dem ud af spillet. Gudsopfattelsen er ikke længere relevant!"

Interviews er ofte uigenkendelige

Bogens budskaber kom først i mediernes søgelys, da Thorkild Grosbøll blev interviewet af Pernille Stensgaard fra Weekendavisen, d. 23. maj 2003

Det, som ærgrede ham mest, var, at hans bog ikke blev læst af de forskere, som ville debattere den i offentligheden, og mediernes håndtering af hans udtalelser:

"Jeg har svært ved at forstå, hvordan et interview, uanset hvor velbegavet det er, kan være 100 procent udtryk for, hvad den interviewede bliver udsat for. Intervieweren er den, der formidler videre og sætter sine egne fingeraftryk på stoffet. Interviewet blev dog den tekst, man refererede tilbage til. Det blev den primære kilde, frem for min bog. Det ærgrede mig hver gang, jeg så et interview med mig selv, for jeg kunne ikke genkende mine egne udtalelser. Det, jeg blev mest forarget over, var, at man vægtede interviewet som førstekilde, og ikke den bog, som jeg havde skrevet."

"Det, der chokerede mig mest, var ikke den reaktion, der kom fra almindelige mennesker, fordi der var det her frygtelige citat om, at jeg ikke troede på Gud, opstandelsen og det evige liv. Det stod der jo. Det blev jeg ved med at få stukket i næsen, men det står jo også på side et i min bog! Folk glemmer bare, at der er en efterhængt sætning bagefter på 170 sider. Til at forklare, hvad jeg så vil og siger."

Han satte sig igen på kateteret med en behersket mine:

"Jeg kan godt forstå, at det ville forarge nogen. Men det interessante var, at alle dem, der blev forargede, var de store drenge, alle eksperterne. Alle dem, der var vant til at blive interviewet, og udmærket godt ved, at når de udtaler sig til en journalist, kan de sjældent genkende det, de har sagt."

"Teologiske professorer erklærede, at de ikke havde læst bogen, men godt ville diskutere den. Som undskyldning, kunne de ikke få den i boghandleren, men altså, jeg kender dem alle, og hvis de nu havde ringet til mig, skulle jeg nok have skaffet dem et eksemplar, hvis de ellers havde lyst til at læse den. Men det havde de tilsyneladende ikke. Jeg gik ud fra, at man på det teologiske fakultet lønnede folk for at være vidende om det, de snakkede om. Det er så åbenbart ikke rigtigt. Jeg håber ikke, det er tilfældet ved andre institutter," sagde han med et smil på læben.

Jeg vil tale offentligt!

Grosbøll fik kritik for hans udtalelser af professorer og sognepræster verden over, men han mener dog stadig, at kristendommen skal diskuteres i det offentlige rum, så alle kan forholde sig til den:

"Jeg fik af vide, at alt det, jeg sagde, var blevet sagt før, så der var ingen grund til, at jeg sagde det. Det synes jeg ikke er en grund til at slå mig ihjel, for så har det åbenbart sin indflydelsesret indenfor det teologiske fagområde."

"Man skulle ikke fortælle lægfolk, hvad jeg sagde om Gud, fordi det ville såre dem og deres følelser, hvis de hørte, hvad teologer snakkede om indbyrdes. Det skulle, med andre ord, holdes inden for det universitære. Men det er meget uluthersk og leder tankerne hen på det, man anklagede de katolske for, at de har hierarkier, hvor folket er nede på gulvet, og længere oppe kan de velvidende snakke sammen."

"En journalist skrev engang om mig, at en præst ikke har et sted, hvor han offentligt kan udtale sig, fordi kirken har mistet sin rolle som offentlig forvalter. Jeg vil ikke sige til folk, at de skal gå deres vej, fordi jeg ikke må tale offentligt. Jeg vil tale offentligt!"

Det var vigtigt for Grosbøll, at alle forstod hans pointer:

"Kristendommen leverer nogle historier om menneskelivet, og så er det alles pligt, at reagere med den erfaring, vi individuelt står med. I kristendommen bliver man nødt til, at tage sin egen erfaringsverden med, da man i kristendommen har en meget stor fordringsfuldhed med sig."

Roskilde domkirke var et famøst stunt

I 2003 kom Thorkild Grosbøll under skærpet tilsyn fra biskop Lise Lotte-Rebel fra Helsingør, og I 2004 besluttede Lise Lotte-Rebel, at sagen skulle for en præsteret. I 2005 overgav hun sit tilsyn til biskoppen i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, og sagen gik derfor ikke videre i præsteretten. Den 20. maj 2005 skulle Grosbøll bekræfte sit præsteløfte på ny ved at gentage trosbekendelsen i Roskilde Domkirke under ledelse af Jan Lindhardt.

LÆS MERE om sagens handlingsforløb ved at klikke her

Den tidligere sognepræst har siden gjort sig mange tanker om forløbet:

"Efter det famøse stunt nede i Roskilde Domkirke måtte jeg ikke komme med ud til pressen. Jeg havde sagt nok, mente Jan Lindhardt. Til den samlede verdenspresse sagde han, at der ikke er nogen, som tror på, at verden blev skabt på seks dage. Høhø, så grinte de alle sammen. Næste dag skrev Politikens leder "BRAVO, biskop!", for det var endelig ordentlig snak. Dagen efter var der et læserbrev fra Jan Lindhardt i samme udmærkede blad: Ja, nu ved vi, at det ikke tog seks dage, men 14 milliarder år. Jeg mener bare, ligger forskellen kun i, om det tog seks dage eller 14 milliarder år? Vi skal stadig have nissemanden deroppe til at ordne det hele, eller hvad? Så er der jo ingenting, som har flyttet sig!"

"Medierne har haft en stor del i slagets gang, for de er altså for dumme. Da jeg kom ned til Roskilde Domkirke, ville man ikke høre min forklaring. Jeg skulle stå på ét ben og sige trosbekendelsen. Det er fint nok, hvis man tror på, at trosbekendelsen er en oversigt over de kristne historier. Trosbekendelsen er et produkt af en senere tid, og den skal kun formidle historien. Man skal ikke lægge hovedet på blokken for trosbekendelsen og tro på alt, hvad den fortæller."

Min kone og jeg tudede hver dag

Selvom sognepræstens liv hurtigt blev vendt op og ned, har han ikke fortrudt sin beslutning om at udgive bogen, der startede det hele. Grosbøll fortalte, at han fik god respons for sine udtalelser fra befolkningen og journalister, men at årene var turbulente og hårde:

"Jeg er blevet en smule tyndhudet efter disse år. Journalisterne var dog dybt hæderlige, og jeg blev bakket op af mange af dem. Men ikke af deres såkaldte Spinatfugle: Kommentatorerne og chefredaktørerne, der var der nederdrægtighed fra alle sider."

"Jeg ville gerne gøre kristendommens historie, som vi er præget af, tilgængelig i det offentlige rum, så flere kunne forholde sig til den og vedgå den. Man kan sammenligne det med nationalmuseets pligt om at fremvise os den arv, vi kommer fra. Det er ethvert menneskes pligt at give et svar på den tradition, som det er præget af."

"Jeg fik af vide, at jeg ikke skulle diskutere teologi i medierne. Men hvis kristendommen, som er en fordringsfuld historie, ikke kan diskuteres i det offentlige, lukker den af for sine egne påstande og bliver ubrugelig. Min telefon glødede, jeg fik mails, og posten blev skæv i skuldrene, fordi folk gerne ville udtrykke deres store forståelse for det, jeg forsøgte at sige."

Grosbøll begyndte at smile, da snakken faldt på den folkelige reaktion, som han modtog:

"Der var en folkelig reaktion, som var kærlig. Min kone og jeg tudede hver dag af taknemlighed, fordi folk var skidesøde. Der var en mand, der ringede fra Jylland og fortalte mig, at hans kone var død af kræft. Han bad til Gud om, at hun skulle blive rask, og det blev hun jo så ikke. Da han skulle snakke om planlægningen af begravelsen med præsten, spurgte han ham: Kan vi ikke begrave hende, som Grosbøll ville have gjort det?"

Et andet eksempel på den folkelige støtte, jeg fik, var, da jeg modtog et brev fra USA. Det var skrevet med en rystende hånd, hvori der stod Keep asking the right questions!, hvor der var vedlagt ti dollars, sagde han og konkluderede:

"Det har været langt sjovere, end det har været slemt."