Internettet udfordrer kirkernes selvforståelse

Langt de fleste af landets kirker og kirkelige organisationer er efterhånden kommet på internettet, men der er stor forskel på kirkernes online-aktiviteter

Når Kristeligt Dagblad i år for syvende gang skal kåre den bedste danske kirkelige hjemmeside, er langt de fleste af landets kirker og kirkelige organisationer efterhånden kommet på internettet.

Der er imidlertid stor forskel på kirkernes online-aktiviteter, der varierer fra simple informationssider til mere komplekse, interaktive websteder. Her vil jeg præsentere tre typer af kirkelige hjemmesider, det elektroniske kirkeblad, den digitale sognegård og det virtuelle kirkerum, og beskrive, hvordan de hver især udfordrer den kirkelige selvforståelse.

Det elektroniske kirkeblad er fortsat den mest almindelige kirkelige hjemmesidetype. Det er en klassisk informationsside, der ikke adskiller sig markant fra kommunikationen i en trykt publikation. Der er information om aktiviteter og tilbud i den fysiske verden, baggrundsviden om kirken eller organisationen og et antal artikler om særlige emner, der er centrale for udbyderen.

Denne kommunikation fra en mere eller mindre fjern afsender til en anonym modtagerskare er en internettilstedeværelse, der ikke nødvendigvis kræver mange ressourcer, og det kan være én vigtig grund til, at mange vælger den. Grunden kan imidlertid også være en bestemt holdning til internettet at det er et kommunikationsværktøj og ikke et sted, hvor et kirkelig engagement i øvrigt meningsfuldt kan eller bør folde sig ud. En tredje grund kan være et ønske om at kontrollere informationen og sikre, at kirkens eller organisationens holdninger og værdier fremstår klare for modtagerne. Endelig kan valget af denne type hjemmeside simpelthen også skyldes et fravær af bevidsthed omkring internettets øvrige muligheder.

Der er mange fordele ved det elektroniske kirkeblad: Det kan gøres billigt, er ikke nødvendigvis ressourcekrævende og vil i mange tilfælde være den mest realistiske løsning. Risikoen er imidlertid, at det ufrivilligt kan komme til at sende et signal til de besøgende om, at kirken ikke tager det moderne menneskes individuelle religiøse søgen alvorligt. Svarene serveres ovenfra, og læserens rolle er at tage imod, ikke at svare igen.

På den måde kan det elektroniske kirkeblad blive en bekræftelse af folks fordomme om kirken som en stivnet, hierarkisk og upersonlig institution. Ikke mindst kan det være tilfældet, når også folkekirkens officielle hjemmeside, www.folkekirken.dk, indtil videre falder ind under denne kategori med sin præsentable og velredigerede, men samtidig entydigt monologiske facon.

Den digitale sognegård er en anden hjemmesidetype. En sognegård er kendetegnet ved en række forskellige aktiviteter, hvor folk ikke blot kommer for at lytte, men også for at diskutere, stille spørgsmål og føre hyggelige samtaler over kaffen.

Når kirker og organisationer laver interaktive hjemmesider sker det i forlængelse af den tradition og i en erkendelse af, at internettet i dag kan supplere eller måske endda til tider erstatte den fysiske verdens aktiviteter i klubhuset eller sognegården. At det ikke er en helt urealistisk forventning, vidner danskernes store interesse for internettets sociale netværkssteder om.

Mere end 600.000 danskere har nu en profil på Facebook, hvor man har mulighed for at følge med i sine venners liv, udveksle billeder og hverdagsoplevelser og tage del i forskellige netværk. Som i den fysiske sognegård mødes man, fordi man har behov for at indgå i identitetsbærende fællesskaber. Men til forskel fra offline-pendanten er den digitale sognegård ikke baseret på en tilknytning til et geografisk afgrænset område. Det er et fællesskab, der er båret af interesse og individuelle behov.

Den digitale sognegård kan skabe nye fællesskaber i en tid, hvor individets tilknytning til sognet eller andre traditionelle fællesskaber mange steder smuldrer. Kirkerne og organisationerne må imidlertid overveje, hvordan de internetbaserede fællesskaber kan udformes, så de kvalificerer sig som kirkelige fællesskaber med værdier som gensidig respekt, omsorg og næstekærlighed. Man må også tage stilling til, hvordan meningsfulde bånd mellem online-forsamlingen og offline-mødestederne kan etableres, da folk på trods af internettets fremkomst fortsat gerne vil mødes i den fysiske verden og have fysiske oplevelser med andre mennesker.

Indre Missions hjemmeside, www.jesusnet.dk, der vandt Kristeligt Dagblads hjemmeside-konkurrence i 2003, er et godt eksempel på en digital sognegård eller i dette tilfælde bedre: et digitalt missionshus. Hjemmesiden er et internetfællesskab, men bliver samtidig også brugt til at gøre opmærksom på Indre Missions aktiviteter i den fysiske verden.

Den illustrerer imidlertid også en problemstilling, som forstørres, jo mere interaktiv og brugerinddragende en hjemmeside bliver: Hvordan bevare en tydelig profil, samtidig med at brugerne tages seriøst og inddrages i hjemmesidens udformning?

Jesusnet.dk løser problemet ved at lade redaktionens linje skinne igennem i de centralt placerede artikler, mens brugerne primært har rollen som debattører og spørgere. Denne løsning er acceptabel for hjemmesidens sympatisører, men vil formentlig støde andre væk. Balancen mellem demokrati og sandhed vil ikke bare for Indre Mission, men for de kirkelige aktører generelt være en væsentlig udfordring, når de fremover går på internettet. Den demokratiske tilgang matcher tidens tendenser og vil sikkert give en umiddelbar vækst i besøgstal, hvilket for eksempel de nyåndelige hjemmesider oplever.

Prisen er til gengæld en relativisering af kirkens dogmer og principper. Hvor kirkerne skal placere sig i spændingsfeltet mellem de to poler, er et spørgsmål, som man i stigende grad bliver tvunget til at tage stilling til i fremtiden.

Den sidste hjemmesidetype er det virtuelle kirkerum. Her er ambitionen at skabe noget, der ligner det, der foregår i kirken søndag formiddag, eller mere bredt at genskabe en kristen spirituel praksis på internettet. Det kan være bøn, lystænding, meditation, sjælesorg eller salmesang. Efterhånden er der nogle af disse elementer på en del kirkelige hjemmesider, mens forsøg med egentlige internetkirker er mere sparsomme.

I kirkerummet på folkekirkehjemmesiden www.cyberkirken.dk er det endnu kun muligt at tænde et lys og bede en bøn, mens cyberkirkens præst i den åbne kirkedør oftest er fraværende. Bestyrelsen bag www.folkekirken.dk er i gang med at afdække mulighederne for at inkludere en digital kirke på hjemmesiden, men indtil videre er der ikke eksperimenteret med mulighederne.

Der er mange gode grunde til, at det er denne sidste hjemmesidetype, der er mindst udbredt og også ofte mindst vellykket. For det første stiller den spørgsmål til, hvad det i det hele taget vil sige at være kirke. Er kirkens praksis knyttet til et nærvær i tid og kirkerum, eller er den lige så virksom i et virtuelt rum på internettet, hvor der måske både tidsligt og geografisk er afstand mellem præst og menighed?

For det andet strander forsøgene ofte på vanskeligheder med i det hele taget at overføre den fysiske kirke til internettet på en måde, der opleves naturlig, meningsfuld og ikke påklistret. Endelig er det også et problem for mange, at det er et ressourcekrævende pionerarbejde uden succesgaranti. Det kræver penge, visioner og viden at etablere relevante kirkerum på internettet.

Fremtiden vil sandsynligvis byde på en række nye kirkelige initiativer på internettet, i takt med at kirkernes traditionelle virkelighed gradvist forandres, og behovet for nye fællesskabsformer og kirketyper i stigende grad presser sig på. Hvordan kirkerne skal agere på internettet er der ikke ét svar på. En kontinuerlig refleksion over mulighederne og begrænsningerne er imidlertid af afgørende betydning, hvis kirkerne skal anvende internettet på en måde, der på den ene side opleves relevant for brugerne og på den anden side ikke går på kompromis med kirkernes værdier og principper.

Peter Fischer-Nielsen er ph.d.-studerende på Teologisk Fakultet, Aarhus Universitet, med et projekt om kirkelig kommunikation på internettet.