"Kirken kan lære af elektronisk musikfestival"

Jeg synes godt, vi som kirke kan spørge os selv om, hvorvidt vi taler om Gud og om Kristus med den samme begejstring, som den folk taler om Distortion med," siger præst i kirken re:gen Thomas Willer. Her fejres åbningen af Copenhagen Distortion den 1. juni 2011 ved Jazzhouse i Indre by. Foto: Marie Hald

Hvad har gadefestivalen Distortion med kirken at gøre? En sociolog og præst peger på begejstringen og mangfoldigheden i form og udtryk, som to ting kirken bør lære af

I disse dage emmer Københavns gader af en særlig vibe. Der er flere folk på gaden end sædvanligt om eftermiddagen og om aftenen skaber tusinder af mennesker en kæmpe gadefest.
 
Den gode stemning skyldes ikke blot solskinsvejret, men især den elektroniske musikfestival, Distortion, der løber af stablen den 1.-5. juni. Festivalen startede med at fejre den københavnske club scene i 1998. Dengang varede den blot en dag. Siden har den bredt sig til vare fem dage og forgrenet sig til Oslo, Malmø og Berlin. Det særlige ved den er, at den foregår i byrummet og inviterer alle til at feste med.
 
Nu er også kirker begyndt at se festivalen som en arena, hvor man kan møde folket.

Hvorfor skal man altid synge i kirken?
Sociolog og leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik Søren Østergaard mener, de unge tiltrækkes af Distortion, fordi de her kan opleve noget autenticitet sammen med andre mennesker:

Mange unge lever i en institutionel tryghed til daglig, men mangler at opleve, at de er i live i dette øjeblik. Og det oplever de måske momentant her ved Distortion.

Søren Østergaard sammenligner fællesskabet ved festivalen og i kirken:

De unge festivalgængere tror på projektet Distortion. De har selv valgt fællesskabet aktivt til. I kirken derimod, er der ofte tale om postulerede fællesskaber. Her kan de sidde i et rum med en flok mennesker, der tilfældigvis er til stede på samme sted og samme tidspunkt, og spørge sig selv: Hvad laver jeg her? Og hvad laver du her?!? 
 
Kirkerne kan i følge sociologen lære noget af gadefestivalens mangfoldige former.

Distortion er én bevægelse, men med mange forskellige subkulturer, smagsfællesskaber og udtryk. Hvorfor skal man altid synge i kirken? Hvis nu man hader at synge?

Ungdomsforskeren efterspørger større variation i mulighederne for at udtrykke sin spiritualitet. Det kunne dreje sig om mere kunst, varieret liturgi eller gennem det at handle eksempelvis ved at gøre noget.

Som kirke hører vi hjemme der, hvor folk er
En af de kirker, der forsøger at eksperimentere med form og udtryk, er den økumeniske kirke, Re:gen, som holder til i Kristuskirken på Nørrebro. 
 
Distortion rykker til en ny bydel hver dag, og torsdag er det Nørrebros tur til at feste. Der er skiftende djs på pladsen ude foran kirken. En gruppe unge danser energisk foran de skiftende djs på pladsen. Andre står og snakker eller sidder rundt omkring på jorden i mindre grupper. Stadigt flere strømmer til fra de omkringliggende gader.

Træder man ind i selve kirkerummet, bliver man mødt af en udstilling med fotos og digte over temaet fred og forsoning. Der er også mulighed for at tænde et lys eller skrive en bøn på en post-it seddel. Det er Re:gens bidrag til gadefesten.

Vi er en del af gadesfesten på nørrebro, fordi vi er kirke her. Som kirke ser vi os som en del af nørrebro, og hvad der sker her. Vi hører hjemme, der hvor folk er, siger præst i Re:gen, Thomas Willer, som også er sociolog.

Willer ser også en række paralleller mellem religiøse praksisser og Distortion:

Folk bruger tid sammen og samles for at fejre livet. Det gør vi også i kirken. Derfor har vi også valgt at kalde arrangementet LibertéLiberté, fordi vi i kirken forkynder frihed, fred og kærlighed til folket.

Han mener, kirken kan lære en masse af gadefestivalen:

Distortion kan mobilisere hele folket og skabe noget fælles at samles om, nemlig gadefesten. Som kirke tror jeg, vi ofte har sværere ved at ramme ned i det, der samler folket. Rygtet om Distortion har gennem årene spredt sig, fordi folk slet ikke har kunnet lade være med at fortælle om det med begejstring og passion. Jeg synes godt, vi som kirke kan spørge os selv om, hvorvidt vi taler om Gud og om Kristus med den samme begejstring, som den folk taler om Distortion med.