Knud Foldschack: Vi tager ikke vores familieansvar alvorligt

Knud Foldschack ser De ti bud som rigtig fine leveregler, der frem for alt handler om, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Her et arkivbillede af advokaten taget på Christiania. Foto: Linda Kastrup

Helt grundlæggende er jeg ydmyg overfor at pege noget ud som mere sandt end andet, men jeg ser De Ti Bud som rigtig fine leveregler Hvad har De Ti Bud at sige os i dag? Hvilken betydning kan vi læse ud af hvert enkelt bud? Læs advokat Knud Foldschacks udlægning her

For mig er religion en svær størrelse. Jeg er opdraget meget religiøst, har gået på søndagsskoler i både Danmark og Sverige og boede meget af min barndom på Sankt Lukas Stiftelsen.

På den ene side oplever jeg derfor religion som noget trygt, men på den anden side sker der så meget i verden i religionens navn, som gør mig skræmt og får mig til at stille spørgsmål ved religionen som sådan.

Helt grundlæggende er jeg ydmyg overfor at pege noget ud som mere sandt end andet, men jeg ser De Ti Bud som rigtig fine leveregler, der frem for alt handler om, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Og helt centralt står:

1. Du må ikke have andre guder end mig

Det tolker jeg meget bredt som et bud, der siger, at man aldrig må fravige principperne om at opføre sig ordentligt. Du skal med andre ord altid kunne være dig selv bekendt, når du ser dig i spejlet om aftenen.

Du må aldrig gå på kompromis i forhold til næstekærligheden.

2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn

Guds navn er for mig lig med de etiske spilleregler, nemlig at opføre sig redeligt, som du skal leve dit liv efter. Derfor må du ikke misbruge det, for så overtræder du basis-grundreglerne i tilværelsen.

3. Du skal holde hviledagen hellig

Det er efter min mening et meget fremsynet bud. Tænk at man allerede for et par tusinde år siden var opmærksom på fagretlige spørgsmål.

Buddet indeholder en respekt for det enkelte menneske, men bliver jo desværre ikke overholdt. Der er rigtig mange mennesker på verdensplan, der ikke får lov til at holde hviledagen hellig – og hvor det heller ikke er økonomisk muligt for dem at gøre det.

4. Du skal ære din far og din mor

Det er et bud, jeg har meget svært ved at forholde mig til. Jeg har aldrig boet hos mine forældre og aldrig haft glæde af at være sammen med dem. Men jeg vil gerne brede buddet ud til at handle om hele familien. At ære sin familie er vigtigt, og familiesammenhold er en smuk tanke. Desværre synes jeg ikke, at vi efterlever et bud om familieansvar.

Vi er meget bedre til at kræve plejehjemspladser og ældreboliger, end vi er til at kræve at være sammen med vores forældre og familiemedlemmer. Her kunne vi godt lære noget af andre kulturer og andre religioner, hvor ansvaret for familien tages meget mere alvorligt.

5. Du må ikke slå ihjel

Selvfølgelig må du ikke det. Men jeg ser det som et meget bredt bud, der i virkeligheden også siger, at vi ikke må slå vores jordklode ihjel. Vi må helt grundlæggende ikke ødelægge den verden, vi lever i.

6. Du må ikke bryde ægteskabet

Det er et meget uaktuelt bud, synes jeg. Det er ganske enkelt ikke relevant længere. Men jeg vil gerne omformulere det, så det hedder: Du skal respektere fællesskabet.

Det er væsentligt i dag – og noget vi gerne måtte besinde os meget mere på.

7. Du må ikke stjæle

Dette bud handler om, at misundelse er en forkert følelse – i hvert fald når den handler om at rette den mod nogle, der er mindre bemidlede end dig selv.

Nogle mennesker har jo ikke andre overlevelsesmuligheder end at stjæle, men dér hvor det går galt er, hvis du beriger dig på mindre bemidledes vegne. Det ser vi for eksempel ved nogle af de store multinationale selskaber, der benytter sig af snedige skatteregler og dyre advokater for at undgå at betale – og på den måde stjæler de fra samfundet.

Lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og forurening er udtryk for det samme.

8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste

Lige netop det bud siger mig ikke så meget, selvfølgelig må man ikke lyve, men det handler jo igen om, at vi simpelthen bare skal opføre os ordentligt!

9. og 10. Du må ikke begære din næstes hus og hustru, folk eller fæ, eller noget der hører din næste til

Jeg ser som sagt det 7., 9. og 10. bud som udtryk for det samme: at misundelse er en farlig ting. Og jeg oplever i dag, at mange har rigtig svært ved at efterleve netop de bud. Vi ser desværre mange eksempler på folk, der både begærer og udnytter mennesker, der har mindre end dem selv.

For eksempel har vi lige oplevet en valgkamp, hvor det undrer mig, at nogle politikere mener, at flygtninge – folk i den yderste nød – skal have mindre hjælp, og at mennesker der i forvejen er på fattigdomsgrænsen skal skæres yderligere i bistand.

Så kunne jeg godt ønske mig, at folk ville læse De Ti Bud igen, og at buddene ville få en revival, så vi kunne begynde at opføre os ordentligt. For det er faktisk nogle ret gode leveregler!