Hvis vi selv tør at give, får vi altid mere tilbage

Hvad har Moselovens ti bud at sige os i dag? Hvilken betydning kan vi læse ud af hvert enkelt bud? Læs Malene Fenger-Grøndahls udlægning her

Bibelens ti bud, som blev givet til det jødiske folk over 1000 år før Jesus blev født, er også en rettesnor for kristne over hele verden.

Vi har spurgt en række fremtrædende fortolkere, politikere og andre formidlere, hvordan det moderne menneske anno 2015 kan fortolke betydningen af hvert enkelt bud. 

Se flere bud på De ti bud her

Her udlægger journalist, forfatter og foredragsholder Malene Fenger-Grøndahl sin fortolkning af Moselovens ti bud.

1.  Du må ikke have andre guder end mig 

At nøjes med en enkelt gud kan nok synes som en let opgave for os i dag. Men i praksis har vi vel ofte andre guder; det ser i hvert fald sådan ud, når vi bruger utrolige mængder af energi på at opnå prestige, anerkendelse, penge eller magt. 

Når jeg tager mig selv i at sætte disse ting højere end mine medmennesker, opfatter jeg det som et brud på det første bud. Og trækker vejret dybt og beder en stille bøn for at minde mig selv om livets kilde. 

2.  Du må ikke misbruge Herren din Guds navn 

Det kan lyde som et forældet forbud mod at bruge bandeord som for fanden eller for helvede. Eller som et forbud mod at tale om Gud uden respekt. Jeg ser nok snarere den risiko, at vi slet ikke taler om Gud – og dermed mister den dybe fornemmelse af den skaberkraft, der ligger bag alt, der gør livet værd at leve. 

Så for mig er det andet bud lige så meget et påbud om at tænke og tale mere om Gud – mest af alt ved at sige ham tak – med og uden ord – for alt det, vi hver eneste dag får givet: liv, kærlighed, solskin, brød, nye muligheder. 

3.  Du skal holde hviledagen hellig 

Gud hvilede på syvendedagen – og jeg tror, at der i hvilen er en livsnødvendighed. Mange af os skal nok igennem et sammenbrud, stresssymptomer eller sygdom for at opdage og erkende dette.

Det er i hvilen, vi trækker vejret dybt og kigger langt og får øje på alt det, der kommer til os, uden at vi skal bruge kræfter på at opnå det. 

Så hvilen føder taknemligheden og er en del af det åndedræt – hvile og aktivitet – som ligger i Guds fortsatte liv med os. I hvilen kan vi opdage, at Gud skaber noget i os – det er i pauserne, nye ideer fødes, og gamle indsigter får plads igen. 

4.  Du skal ære din far og din mor 

Min mor og far er mit udgangspunkt i livet og uanset alle de gode ting, man kan sige om teenageoprør og løsrivelsesprocesser, er forholdet mellem forældre og børn en påmindelse om, at hele vores eksistens er indlejret i et fællesskab i tid og rum. Vi er alle Guds børn og den omsorg, Gud viser os, er vi kaldet til at vise hinanden. 

Men at ære sin mor og far betyder for mig også at erkende sine forældres fejlbarlighed. De forventninger nogle af os måske har til vores forældre, kan vi nok rettelig kun have til Gud. Aflaster vi forholdet til vores forældre for disse forventninger, kan der blive plads til tilgivelse og accept. 

5.  Du må ikke slå ihjel 

At vi ikke må slå ihjel betyder for mig, at vi ikke må sætte os i Guds sted og slå det liv ihjel, som vi selv er en del af og lever af og med. Men jeg tror også, at vi skal forstå det sådan, at vi altid må forsøge at værne om livet og det, der giver liv. For eksempel forstået på den måde, at vi ikke må dræbe andres håb, selvværd og livsmod ved at nedgøre dem eller udelukke dem.

Vi kender jo udtryk som ’hvis blikke kunne dræbe’ eller at ’dræbe andres ideer’. Det siger noget om, hvor meget vi risikerer at slå ihjel af liv omkring os og i andre mennesker, hvis vi alene opfatter det femte bud som et spørgsmål om, at vi ikke må begå drab på et andet menneske. Jeg tror, at det er langt mere omfattende og radikalt, hvad Gud her siger til os. Og i Jesus viste han os, hvordan vi kan forsøge at efterleve det. 

I forhold til børn tænker jeg det også som et spørgsmål om, at vi selvfølgelig skal opdrage og danne dem. Og i den proces kan vi ikke undgå også at ’dræbe’ eller begrænse deres spontanitet, men samtidig må vi forsøge at give rum og plads for, at de kan udfolde sig med de evner og egenskaber, de har. 

6.  Du må ikke bryde ægteskabet 

Det er svært, synes jeg. Egentlig synes jeg kun, at man kan tale om at bryde et ægteskab, hvis der har været en helhed af den art, som jeg tror, at Gud ønsker for os i en livslang kærlighed og forpligtelse mellem to mennesker.

Men hvor mange ægteskaber indgås i dag med den forståelse?

Jeg har set så mange mennesker, der lever ensomme sammen, og hvor jeg tænker, at kærligheden er død eller i hvert fald meget skrantende, selv om ægteskabet formelt set lever. Og omvendt har jeg set folk blive skilt, hvor jeg egentlig ikke tror, at kærligheden var død, men det var så svært at finde frem til den bag alle forviklingerne. 

Hver eneste dag i et ægteskab er en opgave, hvor man sammen må forsøge at give liv til kærligheden og holde fokus på fælleskabet og helheden frem for på de egoistiske forventninger og ønsker.

Hver gang man vælger noget, som er imod det fælles, er man måske i gang med at bryde ægteskabet? Omvendt ligger det jo uden for ens magt, om ægtefællen gør sig lige så umage.

Her tror jeg, som i mange andre forhold, at vi også må bede Gud om at ’tage affære’ og hjælpe os, når vi ikke kan se klart og ikke synes, at vi kan mere. Tanken om, at Gud ser kærligt på os og ønsker, at vi er lykkelige, kan være en trøst og en støtte, synes jeg. 

7.  Du må ikke stjæle 

Igen kan det synes som et indlysende bud, og det er vel også noget af det, der falder os let at sige til vores børn. Men igen tror jeg, at Gud ønsker mere af os, end jeg umiddelbart forestiller mig. For er det ikke en form for tyveri, hver gang jeg beholder noget for mig selv, som jeg kunne dele med andre, der har mindst lige så meget behov for det, som mig selv?

Hver gang jeg undlader at dele med andre, stjæler jeg på en måde af det, som jeg ikke har gjort mig fortjent til – og jeg stjæler også fra mig selv, for jeg fratager mig selv glæden ved at dele – og ved at give.

For nylig talte jeg med en ung mand, der var blevet overtalt til at lave noget frivilligt arbejde med en gruppe flygtninge.Han sagde, at det havde overvældet ham at opleve, hvor stærk kærligheden var – at i det øjeblik, han gav en smule af sin tid, fik han så meget mere igen – og det holdt op med at give mening at tale om, at det var ham, der gav de andre fattige og stakkels noget.

Jeg tror, at Gud ønsker, at vi skal opdage det – at vi altid får mere, end vi giver, hvis vi tør at give. Så at stjæle er måske først og fremmest at tage noget fra det fælles ved at holde det for sig selv.

8.  Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste 

At tale grimt om andre, lyve om dem, bagtale. Mange af os kender det nok fra pige-intrigerne i klassen, fra arbejdspladsen og fra andre sociale sammenhænge. 

Det skaber splid, konflikter og frygt, og måske er den værste konsekvens af det, at vi også lyver for os selv. For er det ikke, når vi har sværest ved at se os selv i øjnene, at vi får denne trang til at rette negativ opmærksomhed mod andre?

9.  Du må ikke begære din næstes hus 

Jeg kommer til at tænke på Jesus, der lover os, at I hans faders hus er der mange boliger, og han går forud for at gøre dem rede til os. Allerede i dette liv har vi alle en plads, selvom det på overfladen kan se ud til, at nogle har så meget mere ret end andre. 

Det tragiske er, at de, som har mindst, ofte ikke begærer vores andres store huse og ejendom, men blot ønsker sig det helt basale – sikkerhed, tryghed, mad til sig selv og deres børn.

Mens vi, der har så meget, frygter at miste det og forsøger at forsikre os på alle måder. Bruger vi ikke al for meget energi på at ønske os mere af det, vi allerede har rigeligt af - i stedet for at nyde det, vi har. 

10.  Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ, eller noget der hører din næste til 

Jeg tror, at Gud her opfordrer os til ikke at bruge energi på misundelse, men i stedet være i det, der er givet os. En præst gav mig engang det råd at sige Gud tak for hvert øjeblik, også når det hele var svært – eller især når livet var svært. Det lød provokerende, men det er min erfaring, at det virker. 

Det er lidt som at trække vejret dybt ned og genopdage, at livet i sig selv er et mirakel. Og at lige hvad det angår, er vi alle på lige fod. Vi er Guds børn, og misundelse i en søskendeflok findes selvfølgelig, men med Gud som far behøver vi ikke at være bekymrede for, om Gud giver nogle af sine børn mere opmærksomhed end andre; det er os, der glemmer at give Gud opmærksomhed. 

Ved at rette blikket og hjertet mod Gud tror jeg også, at vi får blik for det, Gud ønsker, at vi ser i hinanden; nemlig at vi er gaver til hinanden – at de andre ikke bør være kilde til misundelse, men til glæde over, at vi er mange, der er sat i et fællesskab sammen.