Modernismen bider sig fast – en gammel historie

Læseværdig bog viser nødvendigheden af at stille de kritiske spørgsmål i teologien og i det samfund, som teologien udfolder sig i, skriver provst

I Trapani på Sicilien findes et forlag, der hedder ”Il Pozzo di Giacobbe”, dvs. Jakobs brønd. Det er et ganske interessant forlag, der udgiver religiøse børnebøger samt teologiske bøger, der har modne læsere som målgruppe. Der udgives således en serie, der kaldes ”Oi christianoi”, dvs. den græske betegnelse for de kristne. Der er tale om teologiske, især kirkehistoriske fremstillinger. Der er dog også tale om samtidsteologiske emner som f. eks en antologi, der beskriver kvindelige teologer i Italien og disses virke, ”Teologhe in Italia” fra 2010.

I 2012 udkom en særdeles læseværdig bog, der beskriver den teologiske modernisme i Italien i anden halvdel af 1800 tallet, ”Il Mio Testamento”, dvs. ”Mit Testamente”, selvbiografiske optegnelser af teologen Baldassarre Labanca.

Han skal sættes ind i følgende sammenhæng: I 1800 tallet er der opbrud indenfor mange områder. Det kommer til udtryk i litteratur og teologi. Vi kan for eksempel finde fællestræk hos Søren Kierkegaard og Baudelaire i deres måde i dagbogsform at bruge sproget på, og deres måde at tale om menneske og Gud på. De levede i første halvdel af 1800 tallet, men deres korte livsløb strakte sig også ind i den anden halvdel. Kierkegaard døde i 1855, Baudelaire i 1867. Når vi da er kommet ind i anden halvdel af 1800-tallet, begynder der at ske noget. Moderniteten bider sig fast i den europæiske kulturhistorie. Det moderne begynder at trænge det gamle væk, således at forstå, at den kritiske teologiske forskning satte spørgsmålstegn ved de teologiske læresætninger.

Her kommer Baldassarre Labanca ind. Han er født i 1829 i Agnone i den italienske provins Molise og dør i 1913, altså 100 år efter Kirkegaards fødsel. Han lever i modernitetens fortsatte spændingsfelt. Fire år efter Kierkegaards død udkom Darwins ”Arternes oprindelse”, og denne bog blev et symbol på en kulturel bevægelse, hvor det moderne for alvor trængte det gamle til side. Begrebet ”udvikling” blev nu anvendt indenfor mange forskellige fagområder. For ligesom dyrearterne havde udviklet sig, således havde også så meget andet udviklet sig.

Inden for teologien blev det også moderne at tale om udvikling. Det var nu ikke et begreb, der ikke fandtes før, men det kom til at betegne en bevægelse, hvor teologi og kirke gik langt mere i dialog med naturvidenskaben, end tilfældet havde været før. Det måtte være muligt at fortolke kirkens læresætninger i samtale med andre videnskabelige landvindinger. Og det skete på mange forskellige måder indenfor både den katolske kirke og de protestantiske kirker i Europa.

Baldassare Labanca voksede op i et meget gammeldags syditaliensk samfund. Det var i kongedømmet Begge Sicilier. I Labancas barndom i 1830ern og 1840’erne var det et meget enevældigt styre, og det kom til at præge den unge mand. Han blev teolog og præst, men var aktiv i bevægelsen for at gøre oprør mod kongedømmet Begge Sicilier og få samlet Italien, ja han havnede endda i fængsel for denne virksomhed.

Han skrev mange af sine tanker om både politik og religion. Det blev til en selvbiografi, men også optegnelser i mere dagbogsagtig form i stil med Baudelaire og Søren Kierkegaard. Det er disse selvbiografiske optegnelser og tanker, der nu er udgivet og bearbejdet i en kritisk udgave af Sylwia Proniewicz og Sergio Tanzarella. Begge er kirkehistorikere og arbejder begge bla.a. på et kirkehistorisk institut i Syditalien, ”Insituto di storia del cristianesimo ”Cataldo Naro””.

I Labancas selvbiografiske betragtninger kommer han blandt andet ind på forholdet mellem videnskab og kristendom. Her skriver han blandt andet: “La scienza senza la carità cristiana gonfia, la carità cristiana senza la scienza spesso erra.” Videnskaben puster sig op, når den ikke har den kristne kærlighedstanke som korrektiv, den kristne kærlighedstanke tager ofte fejl, når den ikke har videnskaben som korrektiv

Det er denne dialog med videnskaben, som Labanca slår til lyd for, ganske i overensstemmelse med andre af datidens europæiske teologer, ikke mindst franskmanden Loisy. Labanca siger det således: ”Videnskaben har ødelagt megen troskab men ikke troen.”

Det er prisværdigt, at forlaget i Trapani har udgivet denne bog. Det peger på nødvendigheden af at stille de kritiske spørgsmål i teologien og i det samfund, som teologien udfolder sig i. Det gjaldt i Italien i slutningen af 1800 tallet, men det gælder ikke mindre i Europa i dag.

Har bogen vakt interesse, er her yderligere oplysninger: Baldassarre Labanca: Ricordi autobiografici - Il mio Testamento. Edizione critica a cura di Sylwia Proniewicz e Sergio Tanzarella. Il pozzo di Giacobbe, 2012”