Bør lutherske kirker deltage i tværkirkelig bedeuge?

De lutherske missionsforeninger kritiseres for at deltage i Evangelisk Alliance bedeuge. Læs Indre Missions, Luthersk Missions og Evangelisk Alliances svar på kritikken

Kan man samarbejde med andre kristne kirker og foreninger uden at give køb på sine egne holdninger og sin egen tro? Det spørgsmål har blogger Magnus Sørensen, præst ved Augustanakirken i Århus, dagligt diskuteret i sin blog på eftertanke.dk.

Anledningen til denne principielle debat er Evangelisk Alliances bedeuge, som slutter på søndag, og hvor medlemmer fra forskellige kristne kirker og foreninger dagligt mødes til fælles bøn.

Magnus Sørensen skriver blandt andet:

- En række frikirker og kirkelige organisationer, herunder folkekirkelige missionsforeninger, som kalder sig lutherske, vil igen i år dele prædikestol og offentlig bøn, selvom de ikke er enige om læren.

Han skriver om materialet, der ligger til baggrund for bedeugen:

- Mens bibelteksterne ... henviser mennesker til ordet og sakramenterne for at finde Guds nærvær, henviser alliance-materialet mennesker til deres egne oplevelser. Det er, hvad man kan forvente af evangelikal, men det er sørgeligt, at Indre Mission, Luthersk Mission, Kristeligt Forbund for Studerende og andre, der gerne vil give indtryk af at være lutherske, støtter dette" (læs hele indlægget her).

Generalsekretærerne i Luthersk Mission, Indre Mission og formanden for Evangelisk Alliance har reageret på kritikken og skriver følgende:

Kald det bare inkonsekvens

Magnus Sørensen kritiserer i et blogindlæg, at blandt andre Luthersk Mission deltager i Evangelisk Alliances bedeuge. Han mener, at de teologiske forskelle i forhold til kristne i frikirkemiljøet især i spørgsmål om nådemidlerne: Ordet, dåben og nadveren - bør føre til, at vi ikke har nogen form for kirkeligt fællesskab med dem.

Magnus Sørensens indlæg afspejler, at der er forskellige vurderinger mellem os lutherske kristne, som ellers på alle væsentlige punkter ligner hinanden.

En del af os blandt andre Luthersk Mission - lægger snittet anderledes end Magnus Sørensen: Vi tror at forskellene i forhold til ikke-lutherske kristne betyder, at det ikke er klogt, at vi har et egentligt menigheds- og forkynderfællesskab. Men vi vil gerne lære af dem, og vi vil gerne bede sammen med dem. Og dermed vil vi også markere, at vi trods vore forskelle påkalder den samme Herre og Frelser.

Det vil nogen tolke som inkonsekvens. I min optik er det bare at tage alvorligt, at vi lever i en kompliceret verden. Og en kompliceret kirkelig virkelighed. Kristenheden er splittet på kryds og tværs. Blandt andet med det resultat, at nogle, som vi er i kirke med, på væsentlige områder lærer anderledes end vi.

Det kan handle om etiske spørgsmål eller forståelsen af helt centrale temaer som Jesu opstandelse. Og denne situation betyder også, at nogle, som vi ikke er i kirke med, deler betoningen af for eksempel bibeltroskab og vækkelse med os.

Denne forvirring skal vi manøvrere i.

De konsekvente linier - enten den konsekvente tværkirkelighed eller den konsekvente isolation afskærer os fra en del af denne virkelighed.

Derfor vælger vi det, der kan tolkes som inkonsekvens.

Forfejlet og teoretisk kritik

I denne uge samles kristne i hele landet til fællesbøn under temaet I skal være vidner om alt dette. Evangelisk Alliance har i den anledning udsendt en bedefolder, som Magnus Sørensen, præst ved Augustanakirken i Århus, kritiserer for at henvise til menneskers trosoplevelser og ikke til, hvad Kristus har gjort for os. 

Kritikken er efter min mening både forfejlet og teoretisk. Folderen er blevet til i Evangelisk Alliances bestyrelse, som er sammensat af både lutheranere og frikirkefolk. Vi har tilstræbt at skrive en Kristusfokuseret og livsnær tekst, som alle kan benytte med god samvittighed.

I Indre Mission er vi glade for at være med i Evangelisk Alliance, og vi ser hvert år frem til at deltage i bønnefællesskabet med andre kristne.

Vi samles ikke om vores tro men om ham, der skænker os troen

Tak til Pastor Magnus Sørensen, Augustanakirken for hans grundige kritik af det, han mener, er udgangspunktet for Evangelisk Alliances bedeuge.

Nu går kritikken jo primært på de af hans trossøskende, som han mener, har svigtet sin lutherske arv, mens vi andre fra frikirkerne kaldet evangelikale frimodigt erklæres aldeles uden for pædagogisk og teologisk rækkevidde.

Det er ikke så lidt akavet at skulle træde ind i en dialog med nogen, der er så skråsikker på sin egen subjektive forståelse af Skriften og den kristne kirkes lære, som tilfældet er med pastor Sørensen.

Jeg har indtil i dag gået i den vildfarelse, at jo dybere man trænger ind i evangeliet eller skal vi hellere sige jo mere evangeliet åbenbares for os og får fodfæste i os des større bliver vores ydmyghed såvel overfor såvel egne erkendelser som overfor den Almægtige Gud.

Sådan er det tydeligvis ikke for alle, men det er i denne ydmyghed at Evangelisk Alliance nu i 125 år har kaldt kristne sammen til bøn ved året begyndelse. Det er i almindelig respekt for de kirkelige traditioner og i anerkendelse af den enkeltes vandring med Gud, at vi denne uge meget uformelt og enkelt uden vægt på vore standpunkter om Gud sammen vender blikket mod Gud i bøn for den verden, han elskede så højt at han gav sin søn.

Når Sørensen spørger, hvorfor man holder fælles bedemøder med mennesker, som man ikke deler tro med, så er svaret fra mig med min bagage, at vi netop ikke samles med hinanden om vores tro og slet ikke i tilbedelse af den, men derimod i tilbedelse af ham, der skænker os troen.

Jeg for min del må leve med at jeg kun stykkevis erkender sandheden (Kristus selv) og fremdeles har nye dybder i troens univers til gode. Jeg mødes derfor gerne med andre, der har mødt forkyndelsen om verdens og min frelser i andre miljøer, uden at jeg føler mig forpligtet til at mene som dem eller modsige dem.

At spidde årets bedetekster, der er skrevet til menigmand som optakt og inspiration til fordybelse i bønnen, er aldeles ude af dimensioner. At finde den påståede sammenblanding af lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse, er at hente spøgelser frem fra fortiden. Selvfølgelig er beskrivelserne af både det ene og andet område forenklet og til dels overfladiske, men man kan nu godt forudsætte, at læserne medbringer deres gode evangeliske bagage ligesom der i aftnernes forkyndelse er anledning til præcisering.

Gode ven og broder, Magnus Sørensen, frelst af Guds nåde og intet andet - som alle andre: Vi bliver næppe enige om ret meget, men lad mig slutte med at ønske dig Guds velsignelse på din vej og i din tjeneste som præst og forkynder.