De ti vigtigste ting om den ortodokse kirke

ortodoks

ortodoks kirke Foto: . / Colourbox

Den ortodokse kirke er en fællesbetegnelse for de kirker som fik udbredelse i Østeuropa og Mellemøsten. Læs her om kirken

Ortodoks betyder ret tro eller snarere: ret tilbedelse. Den ortodokse kirke opfatter sig selv som den kirke, der har bevaret kristendommens oprindelige lære og form.

Frelsen
Frelsen er ensbetydende med en guddommeliggørelse af mennesket. Guddommeliggørelse er nøglebegrebet i den ortodokse kirke og centrum i kirkens hele virke, dens gudstjeneste, sakramenter, bønner og mange livsytringer. Det er nemlig menneskelivets bestemmelse at blive guddommeliggjort. Det sker i himlen, som resultat af en udvikling der begynder allerede i dette liv.

Gennem deltagelse i kirkens gudstjeneste fyldes og gennemtrænges mennesket af Gud, men samtidig ophører det ikke med at være menneske.

Kirkelæren
Bibelen er fundamentet for kirkens lære og normgivende for ortodoks tro. Men ved siden af Bibelen bygger man på kirkens læremæssige tradition. Denne tradition for hvad der er ret tro, blev ifølge kirkens forståelse udformet på en række kirkemøder i oldtiden.

Det første møde blev afholdt i Nikæa i 325 og det sidste møde samme sted i 787. Man taler således om i alt syv afgørende kirkemøder. Heraf var mødet i Konstantinopel i 381 det vigtigste. Her formulerede man i oldkirken troen på den treenige Gud. Og her blev det fastslået, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Indtil mødet år 787 fulgtes den katolske og den ortodokse kirke.

Gud
Gud kan ikke defineres, men er et mysterium. Han er det den første person i treenigheden og den kilde, hvorfra guddommeligheden strømmer ud i menneskelivet. Gud er én, ligesom der kun er én fader. Sønnen, Jesus Kristus, er født af Gud. Helligånden, den tredje person i treenigheden, er udgået fra Gud.

Gud har skabt universet ud af sin frie vilje og af sin kærlighed. Gud skabte verden i to niveauer, dels som noget åndeligt og dels som noget materielt. På det første niveau skabte Gud englene, som ikke har noget fysisk legeme. På det andet niveau skabte Gud det fysiske univers.

Mennesket
Mennesket et mellemvæsen. Det vil sige, at det eksisterer samtidigt på begge niveauer. Mennesket er dels et åndeligt, dels et fysisk væsen. Menneskets bestemmelse er at forene det åndelige og det fysiske.
Mennesket er skabt i Guds billede. Herved forstås, at mennesket er en person, et moralsk handlende væsen, der kan skelne mellem godt og ondt. Mennesket har en indre frihed til at kunne vælge og handle.

Maria
Jomfru Maria har en central position i den ortodokse kirke. Hun kaldes Gudsmoder eller Gudsføderske og tilbedes som sådan. Hun står som bindeleddet mellem Det gamle og det nye Testamente, og er den største gave menneskeheden har givet til Gud. Hun er jomfruen, den uberørt og den fuldkomne fejlfrie. Efter sin død blev hun optaget til himmelen, hvor hun nu befinder sig med sjæl og legeme og sammen med sin søn, Kristus, i en evighed herlighed.

Den ortodokse kirke har imidlertid ikke, som den katolske kirke, udarbejdet dogmer, det vil sige læresætninger, der skal fastslå hendes ubesmittede undfangelse og legemlige optagelse til himlen.

Ikonen
Ikonen er det religiøse billede. Det kan være billedet af Maria med Jesusbarnet, eller det kan være et billede af en af kirkens mange helgener eller et billede af Jesus selv. Disse billeder forestiller ikke bare noget, men er i sig selv fyldt af det guddommelige. Eller rettere: Billedet viser frem til det guddommelige, er et vindue ind i Guds evige verden, og derfor tilbedes ikonen.

Den teologiske begrundelse for billeddyrkelsen er, i følge den ortodokse kirke, at ligesom Gud blev menneske i Jesus Kristus, sådan viser Gud sig igennem noget fysisk, billedet, for at mennesket kan finde vej til Gud og hans verden.

Sakramenterne
Man regner med syv sakramenter ligesom i den katolske kirke: dåb, firmelse, bod, nadver, ægtseskab, præstevielsen og sygesalvelse. Dåben er smeltet sammen med firmelsen eller konfirmationen. Straks, og i forbindelse med dåben, bliver den nydøbte salvet af præsten som udtryk for, at den døbte nu kan modstå det ondes angreb. Når dåben og firmelsen har fundet sted, kan den nydøbte modtage nadveren. Nadveren er det egentlige sakramente, hvor den troende modtager selve Jesus Kristus og dermed får del i det guddommelige.

Gudstjenesten
Gudstjenesten former sig som et drama i tre akter, der fremstiller Jesu liv, lidelsen, død og opstandelsen. Under gudstjenestens første del forberedes selve nadverhandlingen. Det sker i alterrummet, som er skjult for menigheden. Denne del er Jesu skjulte liv fra fødsel og barndom til ungdom.

Gudstjenestens anden del former sig som en belæring af menigheden med bønner, bibellæsninger og prædiken. Bønnerne drejer sig om freden, vores sjæles frelse og gode kår for alle mennesker. Denne midterste del afspejler Jesu offentlige fremtræden, hans forkyndelse og gerninger

Med gudstjenestens tredje del har vi højdepunktet med uddelingen af nadveren, som udtrykker Jesu lidelse, død og opstandelse. Gudstjenesten er i sig selv et møde mellem himmel og jord.

Kirkerummet
Den ortodokse kirkes kirkebygning er opbygget efter model af det jødiske tempel i Jerusalem. Ligesom templet, er det inddelt i tre rum. Først kommer man ind i forhallen, hvor der f.eks. kan handles med lys og billeder. Dernæst træder man ind i det hellige rum, som er menighedens gudstjenesterum. Adskilt fra dette, ved en væg med ikoner, er alterrummet eller det allerhelligste. Her må kun kirkens præster komme. Og det er her, at nadverelementer forberedes skjult for menigheden.

Patriark
Den ortodokse kirke har ingen samlet ledelse, som den katolkse kirke har, med paven i Rom. Den enkelte kirke har en eller flere præster, og en større gruppe af kirker er samlet under en biskops ledelse. Over biskopperne står en metropolit eller ærkebiskop. Sognepræsterne kan gifte sig og stifte familie, mens biskopperne skal leve i cølibat, altså ugift. De tages derfor fra munkenes kreds.

Kirkens øverste leder er patriarken. Men der er vel at mærke flere patriarker i den ortodokse kirkefamilie. Ruslands kirke har f.eks. sin egen patriark. Patriarken i Konstantinopel (Istanbul) anses for at repræsentere den samlede ortodokse kristenhed.